Heidi Hågensen (28) bager kager med sine to børn og går fra dør til dør i det odenseanske nabolag og sælger chokolade- og blåbær cupcakes. Thorbjørn Nyander Poulsen (27) sætter maden på hylden mandag og mærker sammen med 64 andre, hvordan det er at undvære mad i et døgn. Og Helle Bjørnstrup (28) opfordrer på de sociale medier, facebook, twitter og LinkedIn, venner og familier til at skippe dagens impulskøb og i stedet redde en afrikaner.
Personligt ejerskab til indsamlingen
Start din egen indsamling
Gør som Heidi, Helle og Thorbjørn og start din egen indsamling
”Jeg har lavet min egen indsamling fordi det er nemmere end at skulle gå rundt med en raslebøsse og afsætte en hel dag til det. Det er hurtigt at starte sin egen indsamling på nettet, og du får en anden form for ejerskab og forpligtelse end til et girokort,” fortæller Helle Bjørnstrup fra København som på en uge har samlet 6.210 kroner ind.
Opfordrer til handling
Thorbjørn Nyander Poulsen har endnu ikke samlet penge ind, men regner med at pengene tikker ind til nødhjælpsorganisationerne, når de 64 deltagere til sult-eventen på mandag har regnet ud, hvad de har sparet på mad og donerer beløbet til nødhjælpsorganisationer.
"Det er måske lidt absurd med sådan en event og sulteksperiment, men det er også absurd, når folk siger, at de ikke har hørt om sult-katastrofen i Afrika. Eller har tænkt sig at gøre noget. Jeg ville gøre det mere håndgribeligt for folk, og opfordrer derfor folk til at mærke på egen krop, hvordan sult føles. Måske kan det få folk til at give til nødhjælpsarbejdet," siger Thorbjørn Nyander Poulsen.
Flere og flere danskere vil altså selv bestemme, hvordan de samler ind. I stedet for at putte penge i raslebøssen, donere på sms eller girokort, vælger en del at starte egne indsamlinger til fordel for sultramte på Afrikas Horn.
I alt har Folkekirkens Nødhjælp fået 81.050 kroner fra de 58 danskere, som har lavet deres egne indsamlinger. Det samlede indsamlingsbeløb fra bankoverførsler, sms-donationer og girokort m.m. er på 2.788.544 kroner.
