"Det er ikke bare et signal eller symbolsk, når regeringen siger, at den vil øge u-landsbistanden. Helt konkret vil det redde menneskeliv. Samtidig vil det give Danmark en ny international position, hvor vi kan lægge pres på verdens andre rige lande og holde dem fast på det, de har lovet i forhold til at bekæmpe sult og fattigdom."
Sådan siger Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Henrik Stubkjær i en kommentar til, at den nye regering har bebudet en kursændring i dansk u-landsbistand.
Efter flere år med besparelser på udviklingsbistanden under VK-regeringen, vil S-SF-RV-regeringen øge udviklingsbistanden med 234 millioner kroner i 2012 og yderligere 366 millioner kroner i 2012.
Penge skal hjælpe på Afrikas Horn
De i alt 600 millioner kroner er blandt andet øremærket til at hjælpe sultofrene på Afrikas Horn.
Det er ikke bare et signal eller symbolsk, når regeringen siger, at den vil øge u-landsbistanden.Helt konkret vil det redde menneskeliv.
”Det er rigtigt vigtigt, at den ny regering nu sætter handling bag sine ord og sin politik. Og at den går forrest i forhold til at vise, at vi i Danmark som et af verdens rigeste lande, har et ansvar for at være med til at bekæmpe den globale fattigdom,” siger Henrik Stubkjær.
Regeringens målsætning er, at ulandsbistanden på sigt skal repræsentere én procent af bruttonationalproduktet. Det svarer til cirka 17 milliarder kroner.
