| Endnu er skiltene ikke kommet op, så dette er en lille billedkonstruktion, men i fremtiden vil man kunne se langt flere af den slags skilte, der viser et samarbejde mellem søsterorganisationer. |
Fra den 2. april 2008 har Folkekirkens Nødhjælp og den engelske søsterorganisation Christian Aid fået fælles kontor og fælles program i Cambodja.
Det betyder, at de to organisationer nu er gået sammen om arbejdet med fattigdomsbekæmpelse, ligesom de deler både logo og medarbejdere.
”Med samarbejdet håb er vi at kunne bruge vores ressourcer mere effektivt og dermed styrke vores arbejde med at hjælpe fattige mænd, kvinder og børn i Cambodja,” siger Carsten Trier Høj, der fra at være Folkekirkens Nødhjælps repræsentant i Cambodja, nu er blevet leder af det fælles kontor.
23 samarbejdspartnere
De to organisationer har tilsammen 21 millioner kroner, som skal bruges på følgende områder:
-
Bekæmpelse af HIV/aids
-
Bekæmpelse af kønsbaseret vold – herunder menneskehandel
-
Fødevaresikkerhed – herunder jordrettigheder og katastrofeforebyggelse
Det fælles kontor har otte medarbejdere. De varetager samarbejdet med i alt 23 lokale organisationer, der står for selve udførelsen af de enkelte projekter i nogle af Cambodjas fattigste provinser..
Flere fælles kontorer
Folkekirkens Nødhjælp samarbejder i forvejen med en lang række søsterorganisationer gennem de internationale netværk ACT og Aprodev, men det er første gang Folkekirkens Nødhjælp slår sig sammen med en søsterorganisation om en fælles indsats i et bestemt land.
”Men det bliver ikke sidste gang. Vi er ved at planlægge et lignende samarbejde i Sri Lanka, og på længere sigt regner vi med at få fælles kontorer med søsterorganisationer i flere lande for på den måde at styrke indsatsen for verdens fattige,” siger generalsekretær Henrik Stubkjær.
