|
| Ueksploderet ammunition kan ligge godt skjult i græsset, og det er vigtigt at kunne skelne mellem de forskellige typer, så de kan håndteres på den rigtige måde |
Hamid Daldoum Elebied står på kort afstand og stirrer ned på det runde rør, som han kan ane i græsset ved skilt nr. 5. Er det en geværgranat eller en mortergranat. Eller noget helt tredje?
Lige i nærheden sidder Fatmira Uka på hug ved skilt nr. 6, hvor et stykke metal stikker op fra jorden. Hun noterer sig dets særlige kendetegn, og går videre til næste øvelsespost.
De to er begge ansat i Folkekirkens Nødhjælp og arbejder med minerydning i henholdsvis Sudan og Libanon. I forvejen har de erfaring med at rydde miner samt destruere mindre former for ammunition, men ude i felten kan de også blive udsat for at skulle håndtere større farer som for eksempel tank- og artilleri-ammunition.
Derfor er de på et fire ugers kursus på Skive Kaserne for at gennemføre det, der i minerydningsverdenen kaldes Ammunitionsrydning niveau 3.
|
| Folkekirkens Nødhjælps Jørgen Norman Bach i tæt dialog med kursisterne |
Stor samling af ammunition
Kurset arrangeres af Folkekirkens Nødhjælp, og som noget helt nyt har Nødhjælpen fået lov til at låne Forsvarets faciliteter:
”Det er en kæmpe fordel at holde kurset hos Forsvaret, for det giver os adgang til blandt andet rydningsudstyr og sprængningsområde,” forklarer Jørgen Norman Bach, der er teknisk rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp.
I montre og på hylder i en 3.000 kvadratmeter stor hal opbevarer Forsvaret hundredvis af granater, miner, missiler, raketter og bomber. Her kan Jørgen Norman Bach desuden frit vælge det uddannelsesmateriale, der er bedst til dagens øvelse på kurset:
”Hvis vi ikke kunne være her, havde vi i stedet ofte været nødt til at gennemgå granater og raketter på en power point. Men man lærer jo altid mere ved at se tingene i virkeligheden.”
Udveksling af viden
|
| Forsvarets viden om minerydning kommer også til nytte i den humanitære minerydning |
Det undrer måske nogen, at en humanitær organisation arbejder sammen med militæret, men Jørgen Norman Bach anser det ikke for kontroversielt.
”Samarbejdet handler jo kun om viden og træningsfaciliteter og ikke efterretnings-virksomhed. Og hvis en privat hjælpe-organisation vil arbejde med minerydning, er den nødt til at trække på militærets know how. Ellers er den en død sild,” siger han, der selv har en fortid i forsvaret.
Major Poul J. Nedergaard er af samme mening. Han er chef for Danish Demining Centre, som er forsvarets sektion for humanitær minerydning, og det er ham, der har givet tilladelsen:
|
| Undervisningen omfatter mange aspekter - her gøres der klar til sprængning |
”I sådan et lille land som Danmark er det da fjollet, hvis vi ikke hjælper hinanden og deler vores erfaringer. Jeg har det helt fint med at låne faciliteterne ud, for jeg ved, at vi får noget igen. For NGOer kan noget, når det gælder det kulturelle kendskab til lokale forhold, og den viden har vi brug for at trække på,” forklarer han.
Den libanesiske hær har også set fidusen i at samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp. De har nemlig sendt to af deres ansatte på kurset i Skive, fordi deres egen viden om minerydning er begrænset.
Til gengæld har de flere gange været behjælpelige med blandt andet at udlevere kort over minerede områder til Folkekirkens Nødhjælps lokale minerydningsteam i Libanon.
Udover de to libanesere og i alt seks ansatte fra Folkekirkens Nødhjælp, deltog også en kursist fra det franske Handicap International og to fra Danish Demining Group.
Da kurset sluttede, fik alle et bevis på, at de havde gennemført kurset med tilfredsstillende resultat.
Beviset blev underskrevet af Major Poul J. Nedergaard og var på denne måde også Forsvarets blåstempling af undervisningen.