Det er kun et år siden, at Pakistan var ramt af en voldsom naturkatastrofe med massive oversvømmelser af et areal på størrelse med Italien.
Millioner af mennesker over hele landet blev hjemløse, og mindst 1600 mennesker omkom.
Folkekirkens Nødhjælp og den lokale samarbejdspartner i ACT Alliance og Church World Service (CWS) i Pakistan har siden været i gang med hjælpearbejdet nord og syd for Islamabad.
Nu hærger regnen igen.
Siden august har skybrud og kraftig regn oversvømmet landsbyer overalt i provinsen Sindh. Provinshovedstaden Karachi, der samtidig er Pakistans finansielle og handelsmæssige centrum, er også lammet. Distrikterne Umerkot og Mirpurkhas er også hårdt ramt, hvor over 90 procent af husene er ødelagte.
Sådan hjælper vi
Gennem CWS-P/A forventer Folkekirkens Nødhjælp at hjælpe 48.000 mennesker i fire distrikter i Pakistan: Badin, Thatta, Umerkot og Mirpurkhas.
Nødhjælpsindsatsten består bl.a. af mad til 2.000 familier i to måneder, husly til 4.000 familier og mobile sundhedsklinikker til 12.000 mennesker.
Regnen har lukket skoler, banker og markeder, og bilister har været nødt til at efterlade deres biler på de oversvømmede gader og veje.
Det støtter Folkekirkens Nødhjælp
”Vi har løbende været i kontakt med CWS-P/A og spurgt, om vi skulle hjælpe, og vi har nu stillet 600.000 kroner til rådighed fra indsamlede penge og en halv million kroner fra Danidas Nødhjælpspulje. Pengene vil blandt andet blive brugt til, at 1000 husholdninger får fødevarepakker med blandt andet hvede, ris, olie og sukker,” fortæller katastrofemedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp Kristian Pedersen.
100.000 mennesker er nu blevet flyttet til provinsbyen Thatta, og et større koordineringsarbejde venter sådan, at sårbare familier får hjælp først.
De helt grundlæggende behov som mad og husly skal dækkes ind, men der er også brug for sygehjælp især til kvinderne og børnene.
CWS-P/A vil onsdag have telte og tæpper klar i Thatta. I slutningen af denne uge vil pakker med mad også være klar til at blive delt ud, og en mobilklinik med et team af læger og sundhedsplejersker vil tage hånd om de tilskadekomne og behandle følgesygdomme som eksempelvis diarré.
Over fem millioner mennesker er nu berørt
I Sindh regionen er mange indbyggere ellers først nu ved at komme sig over sidste års massive oversvømmelser. Sindh var et af de områder, der blev hårdt ramt, og flere kilder peger på, at oversvømmelserne i år kan blive lige så voldsomme.
FN vurderer, at et areal på 17.000 kvadratkilometer nu er oversvømmet, til sammenligning dækker Danmark et areal på 43.093 kvadratkilometer.
Mere end 300.000 mennesker er hjemløse og bor i midlertidige telte. Familierne har brug for mad og drikkevand og kan kun nås via helikopter eller båd.
Pakistans regering har udsendt en officiel appel til nødhjælpsorganisationerne, der arbejder på højtryk for at hjælpe. Regeringen selv anslår, at 5,3 millioner mennesker er berørt af oversvømmelserne, og at 226 mennesker er omkommet.
