|
| Foto: Thorkild Høyer |
Frosten bider i kinderne imens vi nærmer os hvad der mest af alt ligner et faldefærdigt skur. Udenfor står to børn nærmest som forstenede. Der er hverken nysgerrighed eller generthed at spore hos børnene, som man normalt kunne forvente, når fremmede kommer på besøg. I stedet virker de nærmest apatiske.
Sammen med to medarbejdere fra Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisation CPC (Centre for Protection of Children) er vi på vej rundt og besøge nogle af de nybygger-familier, som har slået sig ned i udkanten af Bishkek, hovedstaden i Kirgistan. Imidlertid havde vi ikke forventet at skulle opleve hvordan børn i praksis bliver indkvarteret på CPC’s børnehjem.
Deres hjem var brændt
Ved vores ankomst er børnene på henholdsvis 3 og 10 år alene hjemme. De står rundt om en stor bunke af brændte genstande. Vi finder ud af, at der har været et uheld inde i deres hytte, hvor den lille ovn, som både skal fungere til opvarmning og madlavning, antændte hytten så stort set alle de få ejendele familien havde, nu er blevet ødelagt. Man blev overvældet af en skarp og ubehagelig lugt som følge af branden og hytten virkede på alle måder ubeboelig.
Naboer kunne fortælle, at børnene havde været alene hele dagen. Så efter korte men grundige overvejelser beslutter medarbejderne fra CPC at tage børnene med tilbage på børnehjemmet. Der ville de i første omgang kunne få et ordentligt måltid mad og en grundig helbredsundersøgelse.
Da vi havde ventet i et stykke tid kommer moderen så tilbage fra det nærliggende marked. Hun er overvældet og chokeret over udsigten til at skulle undvære sine børn oven i alt hvad der ellers er sket for hende de sidste dage. Men efter en professionel indsats fra CPC’s medarbejdere bliver hun overbevist om at børnene ville have det væsentligt bedre på børnehjemmet end under de forhold hun i øjeblikket selv kunne tilbyde dem.
Børnene har det bedst i deres egen familie
”Opholdet på børnehjemmet er ment som en midlertidig løsning. Det er klart, at børn som udgangspunkt har det bedst hos deres forældre” fortæller socialarbejderen fra CPC. ”Men ved at CPC tager sig af børnene i en periode vil moderen have mulighed for at bruge flere af sine ressourcer på at forbedre de hjemlige forhold, så hun også vil have mulighed for at sikre en mere værdig opvækst for børnene og et bedre liv for sig selv”.
For at hjælpe moderen til at kunne opnå et bedre liv henviste CPC’s medarbejdere hende til ’Arysh’ – en anden af Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisationer – som netop er specialiseret i arbejdet med at forbedre forholdene i nybyggerkvarterene omkring Bishkek.
Overlever ved at samle papkasser
Det er afgjort ikke nemt at være nybygger i Kirgistan. Moderen får ingen understøttelse fra staten og derfor forsøger hun at skaffe bare en smule indkomst til at forsørge børnene og sig selv ved at samle brugte papkasser og plastikposer på markedet. Pappet og plastikken kan sælges til genbrug og på den måde sikre hende et lille – men livsnødvendigt udbytte.
Forhåbentlig kan Arysh hjælpe moderen med at blive registreret som borger i Bishkek og på den måde få adgang til nogle – om end meget sparsomme – sociale ydelser fra staten. Endvidere kan hun blive inkluderet i en af de selvhjælpsgrupper, som Arysh hjælper med at sætte i gang. I selvhjælpsgrupperne samles nybyggerne om økonomiske aktiviteter, som kan være med til at forbedre levevilkårene for hvert enkelt medlem.
På denne måde kan det forhåbentlig lykkes for moderen at skabe et værdigt liv for sig selv og sørge for en bedre opvækst for sine to børn.