Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Henrik Stubkjær er meget positiv over for regeringens nye strategi for udviklingssamarbejde, som tirsdag var til 2. behandling i Folketinget og forventes vedtaget torsdag uden de større politiske sværdslag.
”Vi er især meget glade for at det er lykkedes at få det rettighedsbaserede perspektiv så stærkt ind - med understregning af, at det gælder alle menneskerettigheder - både de sociale og de politiske,” siger Henrik Stubkjær.
Han tilføjer, at det er rigtigt godt, at man i udviklingsstrategien vil fokusere på landbrugsudviklingen i de fattige lande: ”Den er helt afgørende, hvis man vil løfte de fattigste mennesker ud af fattigdommen. Vi håber regeringen vil have et stærkt fokus på småbønder – og ikke mindst kvinder.”
Fokus på civilsamfundet
Generalsekretæren finder det rigtigt godt, at de folkelige organisationer – civilsamfundet - får en stærk og tydelig rolle i udviklingsstrategien:”I mange ulande er de folkelige organisationer under stærkt pres, og de oplever, at regeringerne sætter stærke begrænsninger for deres muligheder for at arbejde, især med rettigheder og mere retfærdig adgang til jord og andre ressourcer. Det er vigtigt, at et land som Danmark holder fast i de folkelige organisationers helt centrale rolle, når det handler om at sikre, at udviklingen også kommer de fattigste til gode - og at Danmark støtter de folkelige organisationer direkte i deres arbejde med rettigheder i deres lande.
En procent og ekstra klimapenge
Henrik Stubkjær efterlyser dog også de lovede ekstra klimapenge og en plan for, hvornår dansk udviklingsbistand igen skal være oppe på en procent:
”Regeringen lovede i regeringsgrundlaget, at bistanden skal tilbage på en procent. Det er vi rigtigt glade for, men vi kunne godt tænke os, at der kommer en plan for, hvornår og hvordan dette kan ske. Dette punkt står mildest talt meget vagt i strategien.”
Danmark har i lighed med andre rige lande lovet at give penge udover ulandsbistanden til klimatiltag i ulandene: "Men det står der ikke en lyd om i strategien. Selve de planlagte klimatiltag er vi enige i,” siger Henrik Stubkjær, der også godt kunne tænke sig, at regeringen kommer med mere præcise bud på, hvordan de fine ord skal føres ud i livet.
”Det håber vi, at regeringen vil komme med i de kommende måneder - meget gerne i en fortsat dialog med de danske organisationer og andre, som har været involveret i den gode åbne dialog i arbejdet med Danmarks nye udviklingsstrategi,” siger generalsekretær Henrik Stubkjær.
Læs den nye strategi "Retten til et bedre liv"
Læs også Folkekirkens Nødhjælps anbefalinger til Danmarks nye udviklingsbistand (886,41 kB)
