Loven blev hastet igennem parlamentet i august måned uden at de berørte organisationer fik en reel chance for at udtale sig og påvirke indholdet af loven.
Et næsten enslydende lovforslag blev efter megen kritik taget af bordet i 2007, men belært erfaringen fra den gang holdt regeringen kortene tæt ind til kroppen denne gang.
NGOerne (de ikke statslige organisationer, red.) blev så ’taget på sengen’ og protestskrivelser i sidste øjeblik forblev virkningsløse.
Loven gælder i princippet også internationale organisationer som Folkekirkens Nødhjælp, der arbejder i Zambia.
Ifølge den officielle begrundelse skal loven sikre registrering og koordinering af NGOer, regulere deres arbejde og arbejdsområder.
Desuden indebærer loven, at en styrelse, hvoraf et flertal består af regeringsembedsmænd, fremover skal ” modtage, diskutere og godkende retningslinjer for NGOernes virke… og udvikle retningslinjer for harmonisering af NGOernes virke med Zambias nationale udviklingsplan.”
Usikkerhed om det langsigtede arbejde
| Læs mere på |
|---|
|
Irin |
Alle NGOer skal genregistreres hvert femte år, hvilket vil føre til en masse usikkerhed blandt NGOerne, ligesom det kan påvirke varigheden af de aftaler udenlandske partner ønsker at indgå med lokale NGOer i Zambia.
Civilsamfundet har ellers spillet en afgørende rolle i Zambias 44 årige historie, f.eks. ved at sikre at præsident Kaundas et-parti styret blev afskaffet i 1991, at præsident Chiluba ikke fik ændret forfatningen så han kunne opstille en tredje gang i 2001, og senest ved at presse på for at få indført en ny, tidssvarende, demokratisk forfatning i Zambia.
Den nye lov vil kunne bruges til at begrænse NGOernes virke, idet deres aktiviteter nu skal støtte regeringens udviklingsstrategier. Loven vil også kunne bruges til at slå ned på organisationer, der udtaler sig kritisk om regeringens politik og virke.
Dette kan også ramme nogle af Folkekirkens Nødhjælps partnere i Zambia.
En af disse partnere, SACCORD, der arbejder med menneskerettigheder og god regeringsførelse, blev allerede deregistreret af regeringen i 2006, men domstolen omstødte senere denne beslutning.
NGOerne mener, at loven er i strid med forfatningens garantier om ytrings- og forsamlingsfrihed, og de ønsker at være selv-regulerende frem for at regeringen kontrollerer deres virksomhed.
Af Folkekirkens Nødhjælps repræsentant i Zambia, Uffe Gjerding
