| Familiebillede af det nye samarbejde ACT Malawi |
Folkekirkens Nødhjælp arbejder i Malawi med en lang række organisationer,der til sammen driver halvdelen af hele sundhedsvæsenet i Malawi, og hver dag hjælper tusinder af fattige og syge mennesker.
Det er organisationer som i hundredvis af landsbyer, hjælper fattige landmænd med at producere mad nok til familien.
Der var organisationer, der rykker ud med hjælp, når de stadig flere oversvømmelser og tørker rammer befolkningen hårdt.
Og der var gruppen af folkelige og kirkelige organisationer fra Europa og Canada.
ACT Development - den første sammenslutning i Afrika
Sammen besluttede organisationerne på et møde i begyndelsen af april at danne ACT Development i Malawi - den første sammenslutning i Afrika af lokale og internationale kirkelige organisationer, der arbejder med udvikling - Action by Churches Together.
ACT Malawi skal både sikre større effektivitet i samarbejdet, større synlighed, en stærkere platform når der søges om penge og sidst men vigtigst en større effekt i bekæmpelsen af undertrykkelse og fattigdom.
Der var bestemt op- og nedture undervejs, understreger Christian Friis-Bach, international chef i FOlkekirkens Nødhjælp.
Forventningsafstemning
"De lokale organisationer stillede spørgsmålstegn ved “projekt-dansen”. Tvinger vi med vores fokus på projekter, de lokale organisationer til blot at danse efter vores musik?
Der var uenigheder mellem de internationale organisationer: Hvem er i front, hvis tur er det?
Og der var en række debatter: Skal vi have et fælles kontor, eller skal vi blot informere hinanden? Hvad får vi ud af at samarbejde?" siger han.
Det var derfor et møde præget af en åben og ærlig diskussion. Sådan som det skal være blandt partnere, der er forskellige men føler et fællesskab.
Det var ikke nemt. Men det endte i enighed, og var det første skridt mod en langt tættere alliance i Malawi mellem de kirkeligt baserede udviklingsorganisationer.
Det vil gøre en forskel. Og ACT Malawi vil være med til at inspirere og udvikle det kirkelige samarbejde i hele Afrika.
Folkekirkens Nødhjælps landerepræsentant, Lennart Skov-Hansen, har været en af drivkræfterne bag initiativet.
Mødet, der fandt sted fra d. 4-5 april 2008, var arrangeret af CARD i Malawi og ACT Development sekretariatet i Geneve.
