Det blev et meget stille klimamøde i Bonn i marts-april 2009, som ikke førte til markante fremskridt i forhandlingerne.
Stemningen blandt de mange forhandlere var bedre, ikke mindst som følge af en amerikansk delegation, der var begyndt at deltage aktivt og langt mere konstruktivt end tidligere.
De rige lande må reducere med 45 procent
En af de mest markante meldinger kom fra en bred gruppe af fattige lande; Afrika, ø-staterne, de mindst udviklede lande og Latinamerika.
De sagde klart, at det ikke længere er nok at reducere udledningerne af drivhusgasser i de rige lande med 15-40 procent i 2020.
Det er helt nødvendigt, at de rige lande nedsætter deres forurening med mindst 45%.
Klimaudfordringen er langt større end vi troede for få år - ja endda måneder siden.
Løfte-protokol
Derudover blev landene enige om at begynde at skrive ned, hvad de lover, når det gælder om at skære ned på udledningen af drivhusgasser.
Et yderst beskedent resultat. Men stadigvæk blev der kæmpet imod. Mange lande er bange for at se deres egne vidtløftige løfter skrevet ned på papir.
Vi er meget langt fra en bindende klimaaftale.
Kort tid til december
Gabet mellem de videnskabelig beviser, de skræmmende realiteter og den politiske handling bliver derfor stadig større.
Og efter Bonn-mødet står det klart, at der er alt for kort tid til december. Vi når ikke den store og ambitiøse klimaaftale i København.
Der er alt for stille. De rige lande svigter. Det er i bogstaveligste forstand en stilhed før stormen.
Christian Friis Bach, international chef