|
| 14-årige Nurgyz |
“Jeg går i 8. klasse og er kommet her på centeret i to år," fortæller fortæller 14-årige Nurgyz fra Bishkek.
"Før arbejdede jeg på Dordoy-markedet. Hver dag efter skole gik jeg på markedet for at samle papkasser fra de forskellige boder. "
"Jeg fik penge for at aflevere kasserne til genbrug. Mange børn samler pap og plastic på markedet,” fortæller hun.
Hårdt arbejde i byen
Nurgyz og hendes familie er nogle af de mange migranter, der i disse år flytter fra landet til Kirgistans hovedstad, Bisjkek. For tre år siden flyttede familien godt 500 kilometer fra byen Osh i den sydlige del af landet til hovedstaden med håbet om et bedre liv.
Men livet i byen er ikke let. Nurgyz’ far fik arbejde på byens største marked Dordoy. Inden længe begyndte Nurgyz og resten af familien også at arbejde på markedet for at kunne skaffe mad nok på bordet. Det var ofte et hårdt og beskidt arbejde.
Migranter ses som pariaer
Et liv som migrant er ikke let i Kirgistan. De fleste migranter mangler myndighedernes officielle stempel i deres pas, fordi de ikke kan bevise, at de har en permanent adresse.
Dermed har de ingen adgang til for eksmpel lægehjælp, og børnene kan som regel ikke komme i skole. Mange migrantbørn opfattes som pariaer og er afhængig af den enkelte skolemyndigheds lune.
Nurgyz var heldig og fik lov til at gå i skole, men familien havde brug for hendes arbejdskraft på markedet. I dag får familien rådgivning på centeret om at starte indtægtsgivende aktiviteter, så børnene ikke behøver at gå i skole.
Lærerne er bedre her
“En dag kom en socialarbejder og fortalte om centeret og de mange aktiviteter her, bl.a. om computerkurserne. I dag arbejder jeg ikke længere, men koncentrerer mig om min skole, så jeg kan få en uddannelse,” fortæller Nurgyz, som savner sine venner og ikke mindst sin bedstemor fra Osh.
“Heldigvis besøger jeg dem hvert år i min sommerferie. Selvom jeg savner Osh vil jeg alligevel nok blive her i Bisjkek. Jeg har vænnet mig til storbyen og kan gå i en god skole og lære mere her. Lærerne er bedre her.”
Samlede pap og plastic
|
| 15-årige Nurbek |
Ligesom Nurgyz er 15-årige Nurbek og hans familie migreret til Bisjkek. Familien rejste fra hjembyen Naryn til hovedstaden, da han var tre år gammel.
Han er kommet på centeret i otte år:“Før samlede jeg pap og plastic og på markedet. Der var en mand på markedet, som hyrede mig og andre børn til at arbejde for sig. Mange børn får arbejde på den måde, " fortæller Nurbek.
“Nogle af mine venner arbejder der stadig. Jeg fortæller dem om stedet her. Et par af dem kommer her af og til for at være med til forskellige aktiviteter, men de kommer her ikke fast som jeg gør. På centeret kan jeg høre jeg musik og danse, jeg kan godt lide orientalsk dans.”
Tekst og fotos af Bettina Gram og Gitte Pedersen, som har besøgt Kirgistan med støtte fra Danida