© Paul Jeffrey, ACT
|
|
Stadig i teltlejr efter fem måneder. Der er lange udsigter til, at forholdene på Haiti bliver normale. |
Normalt er de to koordinerende organer i en katastrofe den nationale regering og FN, men da begge ved jordskælvet i januar led store både menneskelige og materielle tab, blev hele hjælpeaktionen vanskeliggjort og forsinket allerede fra begyndelsen.
Men det gør det ikke mindre katastrofalt, at vi her fem måneder efter jordskælvet stadig ikke er nået længere, end vi faktisk er.
Godt nok er der skaffet ly til alle de hjemløse i telte eller under presenninger, og der er også mad og vand at få, men vi er langt fra at kunne leve op til de internationale Sphere-standarder for humanitære indsatser, og vi står ved indgangen til orkansæsonen, som i værste tilfælde kan flå de interimistiske teltlejre fra hinanden.
Internationale standarder holdes ikke
Ifølge Sphere-standarderne skal hver person skal have adgang til mindst 15 liter vand pr. dag. I Haiti er det indtil nu kun lykkedes at skaffe adgang til i gennemsnit to liter om dagen. Også i forhold til de sanitære forhold er man langt bagefter. Her siger standarderne, at der skal være et toilet pr. 20 personer – men i Port au Prince har man erkendt, at dette praktisk ikke kan sig lade sig gøre, og derfor har man sat sine umiddelbare mål noget lavere. Man sigter nu efter at levere et toilet for hver 200 mennesker.
De hjemløse er for størstedelen indkvarteret i de over 1.300 registrerede teltlejre. Men kun 22 procent af dem har en NGO som tilknyttet ansvarlig lejrledelse. Man regner med at skulle opføre 120.000 midlertidige boliger med en sådan standard, at de kan modstå regn og orkaner. Men indtil nu er det kun lykkes at bygge omkring 2.000 af denne type boliger.
Orkansæsonen lige om hjørnet
På grund af langsom sagsbehandling og manglen af en overordnet plan for genopbygningen har man indtil nu kun fjernet omkring 10 procent af de sammenstyrtede huse. Og inden murbrokkerne er væk, er det umuligt at påbegynde det egentlige genopbygningsarbejde.
Vi ved, at orkansæsonen om kort tid vil hærge, og vi ved også, at jo længere der går, inden folk kan tilbydes menneskelige forhold i boliger, hvor man kan bo og leve nogenlunde normalt, jo mere desperat bliver situationen.
Midt i dette arbejde mod uret er det også nødvendigt med en tiltrængt selvransagelse. Verdenssamfundet bliver nødt til at tage ved lære af denne indsats og udstikke nogle klare mandater til FN, så man kan kompensere for situationer hvor de lokale regeringer bliver lammede af katastroferne. Det kan ikke passe, at vi alle skal lide under at toldbehandlingen slet ikke fungerer, med det resultat at vi alle har både maskiner og nødhjælpsvare som er strandet i tolden. Ved grænsen ind til Den Dominikanske Republik holder lastbilerne i kilometerlange køer for at komme ind i Haiti. Genopbygningsarbejdet kan ikke for alvor komme i gang, da regeringen ikke har udarbejdet nogen langsigtet plan for genopbygningen af hovedstaden.
For mange aktører
Og blandt NGOerne halter koordineringen, fordi der er alt for mange aktører. Nogen skønner, at der i Haiti lige efter jordskælvet var omkring 900 forskellige NGO’er tilstede. Koordineringen mellem dem foregår via de såkaldte FN Clusters, som er officielle organer, hvor man koordinere de forskellige områder som vand og sanitet, husbyggeri, uddannelse, etc. Ved cluster-møderne har alle adgang, men det betyder, at de bliver ineffektive, fordi forskellige fantaster kan bruge meget af mødetiden på at fremlægge mere eller mindre fantasifulde ideer, som de alligevel hverken har viden, mandskab eller penge til nogensinde at realisere. Derfor vælger nogle af de store og mere seriøse aktører derfor at undlade at møde op
Mit forslag vil være at udstyre FN med stærkere mandater i sådanne katastrofesituationer, så man kan sikre sig at overordnede planer for rydning af sammenstyrtede bygninger og fremtidig genopbygning kommer på bordet efter den første katastrofehjælpsfase på ca. tre uger. Og så må man kunne sikre en fri adgang for nødvendige maskiner og nødhjælpsvarer.
Samtidig skal man indføre en slags certificeringssystem, så man kan sikre sig, at det er de 10 – 15 store effektive og fagligt funderede NGO’er inden for hvert enkelt cluster-område, som står for den overordnede koordinering. Dette kunne man gøre ud fra en rating i forhold til det, den eneklte alliance kan byde ind med i forhold til mandskab, ekspertise, udstyr at råde over og penge til arbejdet.
Hver af de store NGO’er kunne så få et antal camps eller et geografisk afgrænset område under sig
Målrettet indsats ønskelig
Mandatet til at gå i gang med genopbygningsarbejdet og med koordineringen mellem de NGO’er som ønsker at arbejde i denne camp/dette distrikt.
Forslaget må komme fra FN’s medlemslande, og jeg vil nu i denne uge tage kontakt til udviklingsminister Søren Pind for at få ham til at rejse dette i EU blandt hans EU kollegaer.
Vi har et fælles ansvar som regeringer, FN og NGO’er til at sikre en effektiv, hurtig og målrettet indsats i katastrofesituationer! Det skylder vi de ramte mennesker, og det skylder vi det mennesker som har givet os penge til at yde dette nødhjælps- og genopbygningsarbejde.
Det er fem måneder siden jordskælvet ramte Haiti – nu må vi få ændret på de ting, som sinker arbejdet, og vi må forberede læringer, som kan effektivisere indsatsen, når katastrofen igen rammer et sted i verden.
Generalsekretær Henrik Stubkjær
Denne tekst har også været bragt som debatindlæg i Politiken den 15. juni 2010
