sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Nødhjælpsarbejder knokler dag og nat
Print
Selv om de knokler dag og nat, gør katastrofens omfang, kulden og de umulige transportforhold det næsten umuligt for NGOerne at leve op til det kolossale behov.
16.12.2005

”Vi arbejder dag og nat for at levere telte, tæpper og mad til befolkningen. Men der er ingen perfekte løsninger, og det går ikke hurtigt nok,” fortæller Marvin Parez, direktør i Church World Service i Pakistan.

”Det er næsten umuligt at levere de mængder, der skal til for at imødekomme det kolossale behov. For eksempel kan vi ikke få vintertelte nok, så vi er begyndt at skaffe andre materialer til midlertidige boliger,” siger Marvin Parez.

Arbejde i døgndrift

Sammen med sine 75 medarbejdere, hvoraf 5 er unge frivillige, har direktøren arbejdet næsten i døgndrift siden jordskælvet ramte Pakistan den 8. oktober.

To måneder efter en katastrofe plejer man normalt at være gået fra den akutte nødhjælpsfase ind i rehabiliteringsfasen, hvor man tager fat på reparation og genopbygning.

Men i Pakistan handler det meste stadig om ren nødhjælp i form mad, telte og tæpper til de hjemløse.

”De fleste er nødt til at bo i telt hele vinteren. Det er umuligt at begynde at opføre huse eller midlertidige boliger nu, hvor sneen er begyndt at falde. Sidste år var landsbyerne begravet i flere meter sne,” fortæller Folkekirkens Nødhjælps katastrofekoordinator Erik Johnson, der netop er vendt hjem fra de jordskælvsramte områder.

Frygter for børnene

Han frygter især for børnene under fem år, der er i større risiko for at blive syge og dø af kulde i de kolde teltlejre. Og han betegner det som et logistisk mareridt at skulle nå ud til 3,5 millioner hjemløse mennesker, hvoraf mange opholder sig i nogle af verdens mest uvejsomme bjergegne.

”Normalt er det bedst, at folk bliver i deres landsbyer, i stedet for at havne i store lejre, hvor de er helt afhængige af nødhjælp. Men her er det måske bedre, at de kommer ned fra bjergene. Det kan blive et spørgsmål om liv eller død, fordi man ikke kan nå op til dem, når vinteren for alvor sætter ind.”

Erik Johnson besøgte byen Balakot, der tidligere havde 25.000 indbyggere.

”Det er helt umuligt at forestille sig, hvordan der ser ud efter jordskælvet. Det ser ud som om der er faldet en atombombe. Der er højst 20 bygninger tilbage i hele byen. Alt andet er helt fladt. Langt de fleste af byens indbyggere er døde. Især skolebørnene. Ingen af skolerne var bygget, så de kunne modstå et jordskælv.”

Telte til 10.000 familier

Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner Church World Service, CWS, har oprettet tre katastrofekontorer i Mansehra, Chattar Plains and Rawalakot. I samarbejde med myndighederne står organisationen for driften af teltlejren, Shohal Najaf samt en sundhedsklinik i Rawalakot.

Desuden har CWS sørget for telte og tæpper til 10.000, og 6,270 familier har modtaget fødevarebistand.

Church World Service har arbejdet i Pakistan i flere årtier i netop de områder, der blev ramt af jordskælvet og kender derfor befolkningen og dens behov ud og ind.

”Organisationen følger alle internationale standarder, og de gør et rigtig godt stykke arbejde,” forsikrer Erik Johnson.

Folkekirkens Nødhjælp har indtil videre fået tre millioner kroner fra Danida og 12,2 millioner kroner fra private givere til Church World Service’s arbejde for jordskælvsofrene. Den ene million kom fra en 95-årig mand i København, der har taget et lån i sin lejlighed for at bidrage til hjælpearbejdet i Pakistan.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne