Tume Dika er medlem af vandkomiteen. Hun er født og har levet hele sit liv i landsbyen Melbana. Hun er over 50 år, enke og har otte børn. To af hendes børn er gift, men resten er stadig afhængige af hende.
På grund af tørken har hun mistet 25 dyr i år – 18 køer, seks geder og et æsel.
”Tørken er nådesløs. Jeg var blandt de rige i landsbyen, i forhold til antallet af dyr, som jeg og min familie havde. Nu har vi kun to køer tilbage. Da mine dyr levede, solgte jeg nogle af dem for at købe korn. De penge jeg tjente på mælken fra køerne dækkede de andre udgifter i husholdningen. Nu overlever vi kun, fordi vi får rationeringer fra regeringen,” fortæller Tume Dika.
De fattigste af de fattige får hjælp gennem regeringens såkaldte sikkerhedsnet. Tume Dika er dog ikke berettiget til denne hjælp, da hun stadig har husdyr. De rationeringer, hun får fra regeringen, bliver uddelt til alle, der er påvirkede af tørken, og det er Tume og hendes familie bestemt berettiget til.
Mistet næsten alt
Det gør vi
Folkekirkens Nødhjælp har brugt 750.000 kr. på at køre vand ud til hårdt ramte landsbyer. Yderligere 750.000 kr. vil blive brugt til uddeling af hvedemel, olie, bønner og beriget hvedemel.
Folkekirkens Nødhjælp har udsendt fødevareekspert og tidligere ansat Mikael Bjerrum til Etiopien for at hjælpe til med at støtten bliver brugt bedst muligt.
Gillo Wako er et af de andre medlemmer af vandkomiteen. Hun er i samme situation som Tume Dika: Hun er enke, forsørger sine seks børn og har mistet det meste af sit kvæg. Hun har aldrig oplevet en lignende tørke.
”Jeg er over 50 år og har levet hele mit liv her. Vi har oplevet tørke og følgerne mange gange tidligere. Dette er første gang jeg oplever den værste side af tørken, hvor jeg og min familie har mistet næsten alt, hvad vi ejer,” siger Gillo Wako.
Hun forklarer videre: ”Jeg har mistet 33 stykker kvæg og har kun fem tilbage. Jeg har sendt to af mine drenge mere end 200 kilometer væk med de sidste fem stykker kvæg, fordi jeg tænkte, at der var bedre græsningsmuligheder der. Drengene går i tredje og sjette klasse, men måtte droppe ud af skolen for at gå med kvæget.”
Drikker beskidt vand
I tre måneder har Gillo Wako modtaget månedlige rationeringer fra regeringen.
”Til min familie får vi 50 kilo majs, nogle linser og olie til madlavningen. Men lige nu er vand det store problem for os. Vi er fem landsbyer i området, som skal deles om et vandhul, der nærmest er en sump. Vi ved, at vandet er beskidt, men vi drikker det alligevel. Vi har ikke noget alternativ.”
Det sumpede vandhul er ikke en vandressource, de kan bruge meget længere. Det er ved at tørre ud. De, der har kvæg, er vandret af sted med det, for at finde bedre steder. ”De, der er tilbage, er ældre, kvinder og børn og de er desperate, særligt efter vand,” slutter Gillo Wako.