| Valget i Guatemala |
|---|
| Udover præsident og vicepræsident skal der vælges 158 medlemmer til parlamentet. Desuden skal der vælges borgmestre, repræsentanter til landets kommunalbestyrelser og medlemmer til det Centralamerikanske parlament, Parlacen. Cirka 5,9 millioner vælgere er stemmeberettigede, men valgdeltagelsen lå ved sidste valg i 2003 på kun 58 procent. En del stemmeberettigede (over 18 år) især i landområderne og i den mayaindianske befolkning er slet ikke registreret som vælgere. Læs om partier, kandidater og valget på: Den Øverste Valgkommission |
Valgkampagnen i Guatemala har været den hidtil blodigste, siden landet fik en fredsaftale i 1996, som satte en stopper for over 30 års borgerkrig. Senest er to aktivister, som arbejdede lokalt for Nobelprisvinderen Rigoberta Menchús valgkampagne, blevet dræbt. De blev dræbt af skud, da de var i færd med at uddele valgmateriale.
Mindst 50 personer er blevet dræbt under selve valgkampagnen, der er den hidtil blodigste af sin art, efter at Guatemala fik indført demokratiske valg. En del af mordene tilskrives magtkampe mellem organiserede kriminelle og narkobander, som har tætte bånd til nogle af de politiske partier på højrefløjen, skriver Reuters Alertnet.
Overgreb øget
Mens valgkampagnen har været den blodigste i mange år, så er de mere målrettede overgreb mod diverse organisationer og aktivister, som arbejder med de fattiges rettigheder, også øget.
Det nationale netværk af menneskerettighedsorganisationer i Guatemala fremlagde på et nyligt seminar om sikkerhed i Mellemamerika tal, der viser, at alene i de første seks måneder af i år er der registreret 136 tilfælde af overgreb mod menneskerettighedsaktivister og forskellige organisationer.
Bortført og truet
En enkelt af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere i Guatemala, menneskerettigheds-organisationen CALDH, er blevet udsat for mere end 40 overgreb de seneste fem år.
I februar blev José Roberto Morales, som er koordinator for CALDH's arbejde med den mayaindianske befolknings rettigheder, bortført af bevæbnede mænd, og senere løsladt med trusler på livet.
For nylig blev der stjålet dokumenter ved et natligt indbrud hjemme hos et af de ledende medlemmer i organisationen SEDEM, en anden af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere, som arbejder med at sikre borgernes demokratiske rettigheder og tilsyn med statens sikkerhedstjenester.
På seminaret, som Folkekirkens Nødhjælp havde taget initiativ til, blev det fremhævet, at de politiske partiers stærke fokus på ”lov og orden” under valgkampagnen, har medvirket til at skabe en negativ stemning mod organisationer, der arbejder for demokratiske rettigheder og for den enkelte borgers rettigheder i forhold til statsmagten.
Af Bo Kristensen & Linda Nordahl Jakobsen, lin@dca.dk
