I skyggen af et ensomt mangotræ sidder jeg alene og nyder skyggen. I denne sjældne stille stund, ser jeg tilbage på 6 uger indkvarteret hos høvdingen i en malawiansk landsby.
I den første tid var alt nyt, rutinerne endnu ikke indlært og de mange ansigter lignede hinanden. Men som jeg faldt ind i familiens dagligdag, forsvandt den smule frygt og tvivl, jeg kom med, og ansigterne blev nemmere og nemmere at skelne fra hinanden.
De sidste mange uger har været en uforglemmelig kombination af intense oplevelser, hvor jeg til tider har følt mig helt alene i denne fremmede verden og andre gange som en del af én stor familie.
Solen styrer dagen
At stå op med morgenrøden kl. 4.00 og gå i seng kl. 19.30, når mørket falder på er ikke noget, jeg er vant til hjemmefra. Men her i Mbendelana Village er det blevet hverdagskost, at solen bestemmer, hvornår min dag begynder og slutter. Når man ikke har elektricitet, er man stærkt afhængig af sollyset, for når det forsvinder er mørket uigennemtrængeligt.
En højlydt begravelse
Imens jeg har indlært familiens rutiner, har jeg også været en del af landsbysamfundet på godt og ondt. Mine søndage tilbringer jeg med sang og bøn i kirken. Der er vabler på mine hænder efter majshøsten, hvor arbejdet med at pille majsene af kolberne fyldte min dag. Jeg har deltaget i alskens ceremonier og forsøgt at følge de afrikanske rytmer, når trommerne slog dansen an.
Den mørkere side af livet i en malawiansk landsby, var jeg vidne til, da den dødsensfarlige trafik krævede endnu et offer. Begravelsen på den 6 mdr. gamle dreng var farverig og højlydt, og gav mig endnu et indblik i forskelligheden mellem dette land og det, jeg kommer fra.
5 geder bliver til 10 geder, 3 køer og nogle høns
I 6 uger har jeg boet lige der, hvor de danske nødhjælpsbidrag ender. Jeg har set præcis, hvordan de bliver brugt og hvordan de gør gavn. Hos min egen værtsfamilie bliver jeg hver dag konfronteret med virkningen af Giv en ged kampagnen.
De modtog i 2006 fem geder og har i dag ti, hvilket har givet dem mulighed for at handle og få råd til at købe dagligvarer. Og endda nye dyr til husholdningen. Pga. disse geder er min afrikanske families levestandard højnet og de har i dag både ænder, høns og tre køer rendende omkring huset.
Der er langt til ”Mulighedernes land”
Som hvidt menneske bliver jeg af mange malawianere betragtet som løsningen til at komme ud af fattigdommen. Ikke nok med at jeg, hvor end jeg går, bliver kaldt mzungu, hvilket betyder ‘hvidt, rigt menneske’ på Chichewa, jeg har efterhånden også vænnet mig til at stå model til et par frierier hver dag. De forhåbningsfulde mænd håber på at kunne tage med til Danmark. Landet som i deres optik er mulighedernes land.
Med en klump i halsen og et smil på læben
I det fjerne hører jeg børnestemmer råbe “mzungu, mzungu” og jeg må indse, at min private tid er slut. Min tid i landsbyen hos høvdingen og hans familie er også ved at være over. Det er med en klump i halsen, at jeg snart skal sige farvel til familien, da jeg formentlig aldrig ser dem igen.
Snart vender jeg tilbage til min hverdag i Danmark, hvor mit privilegerede liv vil fortsætte som planlagt med studiestart og flytte hjemmefra. Jeg vil savne min store afrikanske familie, men med et smil mindes deres livsglæde og den positive udvikling jeg har set.