Den honduranske menneskerettighedsforkæmper Juan Almendares besøger Danmark mandag. Han er en af de ledende skikkelser i den folkelige modstandsbevægelse, som har organiseret sig imod statskuppet i Honduras. Almendares vil fortælle om den aktuelle situation i landet og om USA's rolle.
| Mød Juan Almendares kl. 18.00 i Borgergade 13 i København mandag den 23. november. Mødet arrangeres af RCT og er på engelsk. Flere oplysninger; Tue Magnussen, RCT, mobil 22 44 43 95. |
Juan Almendares leder organisationen CPTRT (Centeret for forebyggelse, behandling og rehabiliering af torturofre og deres pårørende) – en søsterorganisation til det danske Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre. Almendares var desuden kandidat ved præsidentvalget i 2005.
Men det valg vandt ”Mel” Zelaya som bekendt. Zelaya sad som præsident frem til den 28. juni, da han blev fjernet ved et statskup, som dele af kongressen, militæret og andre statsinstitutioner stod for, og som indsatte Roberto Micheletti som regeringsleder.
Juan Almendares har i protest mod militærkuppet 28. juni været med til at danne den ikke-voldelige folkebevægelse mod statskuppet, hvor en række civilsamfundsorganisationer er med. Modstandsbevægelsen opfordrer fortsat til international fordømmelse af kupmagerne og til også at fordømme det planlagte valg på søndag den 29. november.
OAS er splittet i forhold til valget
Store dele af det internationale samfund, bl.a. Danmark og EU har fordømt statskuppet og anerkender ikke det kommende valg som frie og demokratiske. De 34 repræsentanter fra Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) mødes mandag bag lukkede døre for at diskutere situationen i Honduras,
Landene i OAS er splittede i spørgsmålet om at anerkende valget den 29. november.
USA og Panama har meddelt, at de vil anerkende valget, mens en række sydamerikanske lande med Brasilien i spidsen siger, at de ikke vil anerkende valget som lovligt, med mindre Zelaya genindsættes på præsidentposten. OAS’s beslutning vil også få betydning i forhold til Honduras’ medlemskab af OAS, da det blev suspenderet den 4. juli – cirka en uge efter statskuppet mod ”Mel” Zelaya.
Folkekirkens Nødhjælp er sammen med RCT og otte andre organisationer med i et Honduras-netværk. Grundlaget for den fælles platform er en fordømmelse af militærkuppet og overtrædelserne af menneskerettigheder i Honduras. Der kræves en genindførelse af demokratiet og styrkelse af de demokratiske institutioner. I lyset af begivenhederne i Honduras vil netværket arbejde for, at Danmark opretholder sin tilstedeværelse i og bistand til Mellemamerika.
