sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Mistro om hjælpearbejdet i Sri Lanka
Print
Regeringen og store dele af befolkningen i Sri Lanka siger, at de internationale nødhjælpsorganisationer hjælper og støtter den tamilske separatist organisation ”De Tamilske Tigre”. En hadekampagne er sat i værk. Folkekirkens Nødhjælps medarbejder i Sri Lanka, Steffen Erik Mey Rasmussen, fortæller om en hverdag under mistanke
23.01.2007

Folkekirkens Nødhjælp satte for alvor skub i hjælpearbejdet på Sri Lanka i forbindelse med tsunamien.

Men de mange penge, som omverdenen sendte til tsunami-ofrene satte også gang i mistænk-somhed mellem tamiler og sinhalesere, som allerede fandtes inden.

Borgerkrigen i Sri Lanka har kørt på skiftevis lavt blus og kogepunktet siden 1983. Se mere her.

”Skrid – I hører ikke hjemme i vores land!”

Udtalelsen kom fra en tuk-tuk chauffør forleden dag, som stille rullede forbi mig, mens jeg gik hjem fra arbejde.

En kollega fra vores norske søster-organisation blev ligeledes passet op af en munk, som på sinhalesisk skældte og smældte ad hende.

Og i sidste uge bragte en sinhalesisk TV kanal i et yderst populært morgenshow en paneldebat, hvor temaet var: ”hvordan kan vi stoppe NGOernes støtte til LTTE (de tamilske tigre)?”.

Støtter begge sider

I 2006 blev seks primært spanske og franske NGOer smidt ud af Sri Lanka, fordi der var mistanke om, at de havde støttet LTTE.

Årsagen blev senere lavet om til, at de ikke havde overholdt opholds- og arbejdsreglerne, hvilket naturligvis er rigtig usmart af de pågældende NGOere, hvis det er sandt.

I ugen efter nytår var det den hollandske organisation ZOA, der fik en tur i møllen. ZOA arbejder med og for internt fordrevne efter tsunamien og efter den seneste konflikt, uanset race, køn, religion, etnisk, politisk herkomst.

Code of Conduct

Folkekirkens Nødhjælp og de fleste andre store hjælpeorganisationer har skrevet under på Code of Conduct - det vi herhjemme kalder Nødhjælpens Ti Bud. Læs mere her.

Code of Conduct

ZOA håndhæver en balance, så de støtter i både LTTE- og regeringskontrollerede områder, og alt deres arbejde skal være gennemsigtigt og ansvarligt.

ZOA arbejder altså, som Folkekirkens Nødhjælp, efter de almindelige humanitære principper (Code of Conduct), som de fleste NGOer i Sri Lanka har skrevet under på, håndhæver og værdsætter.

Efter en militær aktion i det østlige distrikt Ampara, hvor en LTTE lejr blev overumplet, skrev aviserne om en mulig forbindelse mellem ZOA og et LTTE hospital i denne lejr. Det resulterede i en stor demonstration, ledet af munke fra det buddhistiske, nationalistiske parti JHU, foran ZOA’s kontor i Colombo.

Demonstranterne råbte slagord mod organisationen, og nogle af dem trængte ind på kontoret. Heldigvis kom politiet og den hollandske ambassadør hurtigt til, og der blev skabt ro uden nogle kom til skade, men ZOA’s ansatte var rystede.

En bølge af mistænksomhed

Eksemplerne er mangfoldige, og er desværre resultatet af en veltilrettelagt medie- propagandamaskine, som lige nu kører mod de internationale og nationale NGOer her i Sri Lanka. En ’maskine’ som primært er båret af nationalistiske, semi-fundamentalistiske, politiske grupper i landet, og som den nuværende regering ikke gør meget for at stoppe.

Medierne i Sri Lanka, der på grund af den nuværende konflikt er under stort pres fra regeringen, og som ikke kan siges at have frit journalistisk råderum, kører med på hver eneste ”NGO-historie”, og afspejler desværre en unuanceret og forudindtaget holdning til alle NGOers arbejde i landet.

Debatten medfører dels, at NGOerne må dementere og moddokumentere påstandene, og dels en (ganske sund) selvransagelse, hvor vi endnu engang tjekker op på procedurer og arbejdet med partnerne og målgrupperne.

Ingen belæg for anklager

Indtil nu er det ikke lykkes at bevise sammenhæng mellem de store internationale NGOer og LTTE. Hærens mediecenter måtte d. 13. januar erkende, at deres antagelser mod ZOA var ubegrundede og bundede i interne misforståelser.

Men skaden er sket, og konsekvenserne er på længere sigt uoverskuelige.

Misforståelserne kører videre i befolkningen. Hærens presseudtalelse blev ikke oversat til tamil eller sinhala, og når derfor kun ud til en begrænset målgruppe i landet. Desuden betyder det, at NGOernes adgang til de internt fordrevne i øst og nord bliver endnu mere besværlig, og den er konstant under mistænkeliggørelse.

Overvågning styrkes

Regeringen overvejer nu, hvordan de kan styrke overvågningen af NGOerne endnu mere, og de har også varslet nye regler for arbejdstilladelser til internationalt ansatte hos NGOerne, som alle skal fornys d. 28. februar 2007.

Taberne i alt dette er som altid den civile befolkning og især de internt fordrevne i det nordlige Batticaloa, som dagligt må leve med usikkerhed som følge af bombeangreb, krydsild og granater, og som NGOerne i forvejen har meget svært ved at nå ind til med hjælp.

Selvfølgelig bliver vi

Folkekirkens Nødhjælp har naturligvis sine overvejelser om, hvorvidt vi kan acceptere at arbejde under sådanne forhold som er tilfældet i Sri Lanka. Og indtil videre er svaret JA!

Vi er som navnet "NGO" antyder en ikke-regerings organisation, men en såkaldt civilsamfundsorganisation, som primært arbejder med civilbefokningen.

Lige nu er arbejdsvilkårene absolut ikke optimale, fordi konflikten skaber unødig tungt papirarbejde, bureaukrati og sågar chikane, hvilket giver mange forsinkelser.

Men via vores monitoreringsarbejde, så kan vi se og dokumentere, at nødhjælpsarbejdet fortsat nytter.

De flere end 200,000 nye mennesker på flugt internt i landet har behov for hjælp, og heldigvis når hjælpen stadig frem i form af husly, mad og f.eks. rent drikkevand.

Vi kan som en NGO, der arbejder i den tredje verden, ikke tillade os at være alt for fintfølende overfor mediedagsordener og politiske magtspil.

Så længe den personlige sikkerhed for personalet og vore partnere er i orden, må vi fortsætte arbejdet for de svageste og mest undertrykte grupper i Sri Lanka, bl.a. det igangværende nødhjælpsarbejde til Vaharai i det nordlige Batticaloa.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne