En kvinde klædt i sari og med en rød plet i panden. En mand i arabisk kjortel og med et palæstinensertørklæde om hovedet.
En mand i grå munkekutte, der signalerer, at han har aflagt løfte om fattigdom og lydighed. Og en mand i sort præstekjole med hvid krave.
Sådan så et lille optog ud, som troppede op i sognegården i Risskov, da der tidligere i år var afskedsreception for Lars Mandrup, sognets præst gennem 25 år.
To var medlemmer af menighedsrådet, to var ansatte i kirken.
”Deres optræden var et fint billede på det, jeg har forsøgt gennem mit liv og mit virke; at skabe en forbindelse mellem vores privilegerede hverdagsliv og verden omkring os,” siger han med den bløde og indtrængende stemme, som venner og sognebørn nævner som en af hans forcer. ”Han kan ’hviske’ et budskab, så det hverken bliver omklamrende eller moraliserende, men står helt skarpt,” som en af hans bekendte siger.
På den grønne gren
Det er også sådan, det virker, da jeg møder ham i rødstensvillaen på Skolevangs Allé i Risskov, som har været hans embedsbolig i 25 år.
Her har han boet med sin kone Anne Vibeke og deres fire børn i hele sin periode som præst i et af Danmarks rigeste sogne.
”Når jeg kigger ud af vinduet her, minder det mig om, at jeg tilhører en meget lille del af verdens befolkning, som kan siges at sidde på den grønne gren, fordi jeg ikke skal bekymre mig om, hvordan jeg skaffer mad til mine børn,” siger han.
Ægteparrets møbler er flyttet til det hus i Lystrup, hvor de skal bo fremover. Lars Mandrups kontor fungerer dog endnu.
Det er møbleret med religiøse billeder på væggene og et par bogreoler, der truer med at tippe under vægten af de mange bøger om teologi, udviklingshjælp og mission, han har samlet gennem årene.
En del af dem er skrevet af ham selv, heriblandt bogen ”En verden til forskel”, hvor han fortæller om nogle af sine rejser for Det Danske Missionsselskab og Danmission.
”I bøgerne opsummerer jeg, hvad jeg har oplevet. Det handler ikke om mig, men om de mennesker, jeg har mødt. Den værdighed, jeg har oplevet blandt fattige mennesker, er utrolig.
Det kan lyde banalt, men det er afgørende for, at jeg synes, at mission og udviklingsarbejde giver mening,” siger han.
Kontrasterne i dagligdagen
Han skænker varmt vand i vores kopper og rækker et glas nescafé frem med en undskyldende bemærkning om, at han ikke har kager eller brød til kaffen.
”Faktisk siger Jesus jo, at vi skal sælge alt, hvad vi ejer, hvis vi ønsker at følge ham. Det er der nok ikke mange af os, der er parate til, og det har jeg heller ikke gjort. Jeg ønsker ikke at moralisere eller fortælle folk, præcis hvad de skal gøre,” siger han. ”Men min kone og jeg forsøger at leve uden luksusgoder, og jeg har kun haft bil, fordi det har været nødvendigt for at passe mit arbejde. Når jeg har mulighed for det, tager jeg bus og tog”.
Så sognebørnene i Risskov er vant til at se deres præst på cykel eller til fods, og de har haft nogle år til at vænne sig til det.
Det er hele 40 år siden, at Lars Mandrup blev ordineret som præst til Risskov Kirke. Han fik en stilling, der var delt mellem Kirkens Korshær og Risskov.
”Det var en slående kontrast, jeg oplevede i mit daglige arbejde. I korshæren mødte jeg narkomaner, folk for hvem livet handlede om overlevelse. Samtidig boede og arbejdede jeg i Risskov, som allerede dengang var blandt de rigeste sogne i landet,” siger han.
Smalfilm fra Indien
Kontrasten mellem fattige og rige i Aarhus var med til at inspirere Lars Mandrup til at engagere sig i udviklingsarbejde.
Blå bog
67 år og gift med Anne Vibeke Mandrup.
4 børn og 6 børnebørn.
• 1971-1980 sognepræst i Risskov og præst i
Kirkens Korshær
• 1980-1986: udsendt til Madagaskar af
Det Danske Missionsselskab
• 1987-1995: Forstander på Diakonhøjskolen
• 1995-2011: Sognepræst i Risskov
• 1989-2010: Bestyrelses- og formandsarbejde i
Det Danske Missionsselskab og Danmission
• 1989-: Hovedbestyrelsesmedlem i Jysk Børneforsorg
• 2011-: Formand for Dansk Missionsråd
• Forfatter til en række bøger om diakoni og mission
Men også en opvækst i et kristent hjem havde betydning: ”Mine forældre var engageret i missionsarbejde, og i mit barndomshjem kom der ofte mennesker, som fortalte om deres oplevelser i Indien og Afrika. Det satte et spor i mig, som kan siges at være blevet en hovedvej i mit liv,” siger Lars Mandrup, der især husker, at en smalfilm fra Indien vakte rejse- og virkelysten i ham – et faktum, han blev mindet om, da en sariklædt kvinde dukkede op ved hans afskedsreception.
Til stede ved receptionen var naturligvis også hans kone, Anne Vibeke, hvis læreruddannelse kom til god gavn fra 1980 og seks år frem, da Lars Mandrup og hans familie var bosat på Madagaskar.
Lars Mandrup var udsendt af Det Danske Missionsselskab med den opgave at opbygge en struktur i den stadig svage evangeliske kirke på den nordlige del af øen.
”Der stod ikke fattigdomsbekæmpelse i min arbejdsbeskrivelse. Men når man opholder sig i et land, hvor folk kæmper for at brødføde deres familie, er det umuligt ikke at forholde sig til fattigdom og sult. Jeg fik ikke nogen fyrstelig løn efter danske forhold, men alligevel levede min familie og jeg en meget anderledes tilværelse end menneskene i hytterne i landsbyerne. Så det var en daglig udfordring og smerte at være vidne til deres kamp,” husker Lars Mandrup.
”Men det var også håbefuldt, for de fattige var utroligt modtagelige for det håb, der ligger i evangeliet. At høre evangeliet ændrer selvfølgelig ikke deres tilværelse med et slag, men det giver et perspektiv til deres liv og kaster et andet lys over deres fremtid. De kunne se, at det ikke var forgæves, når de fik hjælp til at indføre bedre dyrkningsmetoder eller til sundhedsmæssige forbedringer. Det gav dem ikke bare håb for det hinsides, men for deres liv her og nu,” siger han.
Fra smil til sure miner
Efter hjemkomsten blev Lars Mandrup forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus, som på et kristent grundlag uddanner social- og sundhedsassistenter og pædagoger.
Nogle af de studerende tager på praktikophold i udviklingslande, ligesom skolen har studerende fra bl.a. Afrika og Asien. ”De studerende er åbne over for verden og vil gerne gøre en forskel. Så mine erfaringer fra Madagaskar var meget relevante på skolen,” siger han og tilføjer, at arbejdet gjorde overgangen fra et liv blandt verdens fattigste til en tilværelse i en dansk forstad lidt lettere.
”Vi kom fra et sted med fattigdom overalt, men fuldt af smil og håb, til et liv i Danmark, hvor vi trods rigdom og tryghed brokker os over småting. Jeg var chokeret over de sure miner i bussen og supermarkedet. For os voksne var det dog til at klare, for vi får jo efterhånden hård hud på sjælen. Men for vores børn var det svært. Pludselig var de blandt kammerater, for hvem luksus og lommepenge var en selvfølge, og som tilmed kunne have et nedladende syn på fattige,” siger han.
Siden hjemkomsten har Lars Mandrup forsøgt at undgå, at han selv og sognebørnene i Risskov får hård hud på sjælen. I sin egenskab af formand for Danmission har han været på 25-30 besøgsrejser i samarbejdslande i Afrika, Asien og Mellemøsten.
Besøgene har resulteret i bøger og artikler og i, at Lars Mandrup har inviteret unge fra fattige og konfliktramte lande til Danmark, hvor de har været gæsteundervisere for konfirmanderne i Risskov.
”Når en ung kvinde fra Sierra Leone stiller sig op og fortæller om den krig, der har flået hendes land i stykker, gør det indtryk. Når hun beretter, hvordan soldaterne brød ind i huset. Hvordan en af dem hev hende om bag sin ryg, mens en anden soldat skød hendes mor ned på klos hold. Hvordan hun hørte skuddet og så sin mor falde,” siger Lars Mandrup og tilføjer, at det især gjorde indtryk på konfirmanderne, at den unge kvinde havde bevaret sin kristne tro. ”De glemmer sikkert det meste af min undervisning, men pigen fra Sierra Leone glemmer de ikke,” siger han.
Ud af havelågen
Besøgene fra Afrika og Asien er muligvis en af årsagerne til, at mange borgere i Risskov deltager i frivilligt humanitært og socialt arbejde.
Hvert år organiseres sogneindsamlingen for Folkekirkens Nødhjælp, og gennem mange år har Lars Mandrup selv været ude med indsamlingsbøssen: ”På den måde forsøger jeg at vise, hvad evangeliet handler om: Når vi går ud ad kirkedøren – eller havelågen – er vi blandt vores næste og kan ikke ignorere, at nogle er fattige, mens andre er rige. Så er vi kaldet til at handle,” siger han.
I år var han dog ikke ude at banke på døre. I stedet var han indsamlingsleder og tog imod indsamlerne, når de vendte tilbage med fyldte bøtter.
”Vi fik indsamlet 45-46.000 kroner og slog vores sognerekord. Så selv om folk måske af og til har været lidt trætte af at høre på mig, har det forhåbentlig åbnet nogle øjne, hjerter og punge,” siger han med et smil.
Af Malene Fenger-Grøndahl