To mineryddere, der er ansat i Folkekirkens Nødhjælp, kom i går til skade, da de skulle fjerne en ueksploderet mine nær Misrata i Libyen.
Den ene person er alvorligt skadet og får varige mén efter ulykken. Han er britisk statsborger og er nu på vej hjem til England. Den anden person slap med en lettere skade og er nu udskrevet fra hospitalet.
Heldigvis er det meget sjældent, minerydderne kommer ud for ulykker. Seneste ulykke skete i Angola i 2009, hvor en supervisor i teamet fik en lettere skade i hånden. Herefter skal man tilbage til minerydningsarbejdet i Kosovo i 2000, hvor der skete flere ulykker.
Episoden skal undersøges grundigt
Episoden fører nu til en gennemgribende undersøgelse af hændelsesforløbet.
”Vi tager ulykken meget alvorligt, og nu og her undersøger vi, om der er sikkerhedsmæssige procedurer, som skal rettes op hurtigst muligt. Der er ingen tvivl om, at vi altid kan lære noget, når der sker ulykker, for vores operationer skal være så sikre som muligt.”
Dét fortæller Richard MacCormac, der er leder af minerydningsindsatsen i Folkekirkens Nødhjælp.
Civilbefolkningen er de største ofre
Men det er først og fremmest civilbefolkningen, der bliver ofre for ueksploderet ammunition, våben og miner.
”Det er dybt beklageligt, at de lande, der kaster bomber under en krig ikke selv rydder op efter sig, når krigen er ovre,” siger Richard MacCormac.
”Efterhånden som livet er ved at vende tilbage i Libyen, er minerne til stor fare for civilbefolkningen. Folk begynder at bevæge sig rundt mellem landsbyerne, at tage på markedet og færdes frit.” fortæller Richard MacCormac.
Fakta om miner
-
Der er over 110 millioner landminer spredt rundt i mere end 80 lande.
-
Op mod 5000 mennesker bliver ofre for landminer hvert år.
Mange våben, men få ulykker
I Libyen har minerydderne mødt et hav af ueksploderede miner og våben.
”Alligevel er ulykkesstatistikken for de ansatte ikke stigende,” siger Richard MacCormac.
De to mineryddere fra Folkekirkens Nødhjælp var i gang med at uskadeliggøre en kinesisk mine, da ulykken skete.
”Det er beklageligt, at minerne stadig er i produktion. Mange lande har underskrevet anti-minetraktakten ”Mine Ban Treaty”, men altså ikke Kina”, siger Richard MacCormac.
