Kl. 14.10 tirsdag d. 11. oktober lød det første brag i Folkekirkens Nødhjælps minerydningsprogram i Congo: En bunke mortergranater blev sprængt i luften nær landsbyen Tabacongo, der ligger ud til søen Tanganyika i den østlige del af landet.
"Det er en glædens dag i dag - vi har brugt halvandet år på at gennemsøge en stor del af det østlige Congo for miner, bomber, granater og morterer, og med denne database i baghånden er vi nu gået i gang med at fjerne krigens livsfarlige affald," siger Mads Schack Lindegaard, programchef i den Demokratiske Republik Congo.
De første hold, der gik i felten, var de ansatte, congolesiske ”mine-spejderne”. I et område tre gange så stort som Danmark, men stort set uden reelle veje, grennemtrevlede de terrænet på off-road motorcykel og registrerede samtlige minefelter og områder med bomber, granater og morterer.
Så gennemførte de med lokalbefolkningens og mineofrenes oplysninger en socio-økonomisk analyse af, hvilke områder det var vigtigt for beboerne at rydde først . Samtidig fik befolkningen nær samtlige fundne minefelter undervisning i at undgå ulykker.
I alt er mere end 350 farlige områder registreret i Tanganyika Distriktet.De farlige områder er enten minefelter eller skolegårde, markedspladser, veje eller marker, hvor der ligger bomber, granater eller morterer.
Nu er det minerydderne, der går i aktion. De er tidligere interne flygtninge, der netop er trænet og ansat af Folkekirkens Nødhjælp.
For få dage siden bestod de første 14 mineryddere deres afsluttende prøve, og de kan nu drage tilbage til de områder, de er flygtet fra, og fjerne de bomber og miner, som soldater har efterladt i Congo-borgerkrigen mellem 1998 og 2003. Krigen var den værste siden Anden Verdenskrig og kostede fire millioner mennesker livet.
Svært tilgængeligt
Resultatet af mine-spejdernes undersøgelser viser, at de første områder der skal ryddes er Tabacongo og andre områder i Kalemie territoriet, og siden minefelter i Nyunzu territoriet, 200 kilometer vestpå i forhold til Tanganyika søen.
Området, som minerydderne arbejder i, er meget vanskeligt at arbejde i. Der er kun registreret 60 kilometer acceptabel vej i Tanganyika distriktet - resten er ødelagte stier og vej-rester af jord, klipper eller sand. Almindelige Land Rovere kan ikke komme frem - derfor bruger minerydderne off-road motorcykel, en firehjulstrukken månebil-lignende motorcykel, og en speedbåd hvor man kun kan nå områderne pr. vand.
BJARNE USSING