|
|
| Valliyammal med et af sine to børn |
I en landsby i det sydøstlige Indien i delstaten Tamil Nadu sidder en kvinde, 44 år gammel i en lille træbod ud til hovedvejen og stryger skjorter til en dagløn på, hvad der svarer til seks danske kroner.
Valliyammal var tretten år gammel, da hendes far besluttede sig for at gifte hende væk til en anden mand. Hun fik aldrig nogen uddannelse.
Slået af sin mand
Vold i hjemmet såsom spark, overfald og seksuel udnyttelse er daglig kost for 60 procent af gifte kvinder mellem 15 og 49 år i Indien. 70 procent af disse mener selv, at de er skyld i de tæsk deres mand giver dem, hvis de eksempelvis ikke har haft maden klar til tiden, eller har sagt ham imod.
| Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Indien |
|---|
| Folkekirkens Nødhjælp har siden 1997 arbejdet i Indien. Indtil udgangen af 2007 blev der fokuseret på byggeri af skoler, klinikker og brønde. I dag sætter Folkekirkens Nødhjælp menneskerettighedsbaserede projekter højest på dagsordenen. Silkeborg Højskoles Ulandslinje har siden 1999 sendt volontører til Sydindien i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp og Arcot Lutheran Church (ALC). |
For seks år tilbage var det også den virkelighed, som Valliyammal og hendes to børn lagde krop til indenfor hjemmets fire vægge ”Når jeg kom hjem fra arbejde om aftenen, måtte jeg finde mig i, at min mand slog og sparkede mig og mine børn. Han brugte mange af vores penge på druk, og det var svært at få budgettet til at række til os alle sammen.”
Kvinders muligheder og adgang til uddannelse og arbejdsmarkedet er i Indien begrænset af traditioner og normer, som indbefatter diskrimination af kvinder og favorisering af drengebørn. Dette kommer blandt andet til udtryk i en undersøgelse lavet af UNPD i 1994, som viser, at to-tredjedele af de 240 millioner analfabeter, der findes i Indien, er kvinder. Befolkningen kan kun aktivt ændre deres kummerlige tilværelse, hvis de er bevidste om deres rettigheder og de deri underliggende muligheder for udvikling.
Møderne
I dag er Valliyammal leder af en selvhjælpsgruppe på femten kvinder fra landsbyen.
Kvinderne bliver til møderne undervist i kvinders rettigheder og, hvordan de kan forvalte og opspare deres penge bedst muligt. ”I starten var vores mænd meget imod vi gik til møderne og forbød os somme tider at deltage. Det var en sej kamp at få dem til at forstå, at den information vi får til møderne, faktisk også er noget de selv kunne drage fordel af,” siger Manohari.
Businesskvinderne
Kvindegruppen driver en lille bank, hvor de hver måned indbetaler et medlemsgebyr. Disse penge går til at hjælpe kvinderne med dækning af basale fornødenheder som for eksempel sygdomsomkostninger og deres børns skolegang. Kvinderne kan desuden låne penge til en minimal rente til investeringer i landbruget. Alt sammen er en sikring imod at familierne skal komme i klemme i de store låneselskaber og blive gældsat for resten af livet.
Aldrig alene
I Indien kommer kvinderne sjældent ud i det offentlige rum efter ægteskabsindgåelse og derfor giver selvhjælpsgruppen dem, udover oplysningen, en unik mulighed for at gå i dialog. De kan i gruppen, uden ægtemænds overvågen, tale om de problemer de støder på i hverdagen. Hvor kvinderne før var meget alene, har de nu et vigtigt fællesskab.
Valliyammal er blot én af mange kvinder, som ved hjælp af opbakning og undervisning er gået fra dyb undertrykkelse indenfor hjemmets fire vægge, til at være en kvinde der stiller krav, kan sige nej til vold og selv bestemmer over sit eget underliv.
Lang vej endnu
Rapport fra Udenrigsministeriet fastslår, at kun 23 procent af de indiske kvinder registreret erhvervsaktive i Indien. Visse fagfolk mener derfor, at den indiske regering slet ikke har råd til ikke at kæmpe kampen for kvinderne. Hvis man formår at integrere kvinderne på arbejdsmarkedet, vil ligestillingskampen nemlig også kunne ses, som en kæmpe økonomisk gevinst for hele befolkningen.
Koordinator for ALC’s kvinderettighedsprojekter, John Wesley, ser dog skeptisk på, hvordan regeringen prioriterer ligestillingskampen. ”Der er en mange kvinderettighedsprojekter på den politiske dagsorden, men regeringen bruger relativt få økonomiske ressourcer på at realisere deres valgløfter for vælgerne.”
Vejen til ligestilling i Indien er, som landets infrastruktur, bugtet og fyldt med huller og forhindringer forankret i traditioner og normer. Det ser ud til, at der vil gå lang tid førend vi vil se et Indien med plads til forskellighed og, hvor kvinder vil blive accepteret på lige fod med deres mandlige samlevere.
Af Ida Marie Torp Neergaard, volontør fra Silkeborg Højskole, Tiruvannamalai, Tamil Nadu, Indien