Goodbye Heiligendamm
Skrevet af
Morten Emil Hansen
juni 8, 2007 in Indenfor murene.
De første statsledere har allerede forladt Heiligendamm og det sidste pressemøde med Angela Merkel er i gang. Formiddagens hurtige kommentarer er blevet erstattet af eftertænksomhed og analyser - der gøres status på årets topmøde og kigges ind i fremtiden. De tyske medier kalder Angela Merkel for Miss World og udråber topmødet til en succes. I pressecenteret er NGOerne mere kritiske og taler om ‘talmagi’ og ‘kreativ bogføring’. Men faktum er at G8 topmødet er forbi. Vi må vente et helt år på næste G8 møde, som finder sted i Japan og derfor næppe får samme fattigdomspolitiske betydning som Gleneagles og Heiligendamm møderne. Jeg har kun tilbage at sige; tak fordi du læste med !!
P.S. Det er efterhånden lang tid siden vi har hørt fra Ann-Sofi på bloggen - men jeg kan fortælle at hun har det godt !!
Et løfte er et løfte er et løfte …..
Skrevet af
Morten Emil Hansen
juni 8, 2007 in Indenfor murene.
Så kom slutteksten for Afrika. Men selvom løfterne om øget bistand blev gentaget, savner vi den tyske grundighed. Med kun tre år til 2010 er det helt urealitisk at nå de ambitiøse målsætninger uden klare tidsfrister for bistandsstigningerne. G8 lederne er jo’ nærmest notorisk kendte for at løbe fra løfterne efter topmøderne og samlet set er de allerede 8 milliarder dollars bagud med de løfter, som blev afgivet i Gleaneagles i 2005.
I de internationale nyhedsmedier er hovedhistorien at G8 landene vil afsætte 60 milliarder dollars til sundhedsindsatser. Men de fortæller ikke at pengene kommer fra den generelle bistandsstigning og tidligere afgivne løfter. Så selvom det er et skridt fremad i bekæmpelsen af hiv/aids, vil det alt i alt give omkring 3 milliarder nye dollars i 2010. Altså måske - for der er stadig stor uenighed mellem G8 landene om tidsfristen for implementeringen af løftet. Så alt er ved det gamle. Løfterne er uklare og målene slørede - men spindoktorerne har gjort deres arbejde.
Et storpolitisk maveonde
Skrevet af
Morten Emil Hansen
juni 8, 2007 in Indenfor murene.
George W. Bush har fået problemer med maven og måtte her til morgen holde sit planlagte arbejdsmøde med Sarkozy på værelset. Det forventes at præsidenten bliver på værelset de næste par timer og Sky News som sidder ved siden af mig, har ryddet alle forsider for at berette om denne storpolitiske nyhed. Ellers forsøger journalisterne at finde hoved og hale i rygterne om 60 miliarder dollars til sygdomsbekæmpelse, som efter sigende skulle fremgå af slutdokumentet. Jeg tror det er spin af bedste G8 skuffe - men vi får se når slutdokumentet kommer…
Et Big Brother telt med marmortoilet
Skrevet af
Morten Emil Hansen
juni 7, 2007 in Indenfor murene.
For tre uger siden lå her en fredelig strandpromenade. I dag sidder omkring 4000 journalister samlet i et kæmpemæssigt Big Brother telt i to etager - med enorme rum, egne balkoner, en restaurant og et utal af møderum. Centeret er bygget specielt til lejligheden og er luksuriøst indrettet på alle tænkelige måder. F.eks. har toilettet fået påklistret marmorvægge og der er naturligvis glasvinduer overalt, så man kan nyde den smukke udsigt til Østersøen. Når arbejdet er overstået serveres der kølig fadøl og champagne i baren. G8 journalisternes arbejdsbetingelser kan kun sammenlignes med en rejse på 1. klasse - langt fra de globale udfordringer som de dækker. Kun tv-journalisterne har det en anelse hårdt. De er forvist til et tre etagers stillads, hvor den ene livereportage følger efter den anden. Sikke et Big Brother liv….
Klima kompromis
Skrevet af
Morten Emil Hansen
juni 7, 2007 in Indenfor murene.
Som en flok skræmte gazeller stormløb flere hundrede journalister presserummets eneste storskærm med engelsk oversættelse. Og 200 journalister kan faktisk være musestille når det behøves. Selvom G8 kompromisset langtfra er bindende, er succesen alligevel hjemme. For der er enighed om at forhandlingerne om en post-Kyoto aftale skal foregå i FN. Dermed er en af de væsentligste knaster i G8 forhandlingerne faldet på plads og topmødet har fået sin første reelle nyhed. Samtlige journalister sidder foroverbøjet ved computerskærmene, mens fingrene slår hektisk i tastaturerne. Ved siden af mig hvisker Greenpeace lavmælt om deres udmelding, mens pressekoordinatoren holder horden af journalister i skak. Det er det fix alle har ventet på. Mediemaskinen er endelig kommet op i gear …
Gennembrud i politiafspærringerne
Skrevet af
Morten Emil Hansen
juni 7, 2007 in Indenfor murene.
Mens Reuters melder om et muligt gennembrud i klimaforhandlingerne er pressecenteret på den anden ende over elleve Greenpeace gummibåde, som forsøger at sejle igennem politiafspærringerne til Heiligendamm. Computerne og telefonerne er hastigt blevet forladt til fordel for udsigten fra terrassen. Tre både er efter sigende nået igennem afspærringerne og politiets flådefartøjer. Derfor jubler Greenpeace folkene højlydt, som sidder lige ved siden af mig, over deres uventede succes. Bagsiden af medaljen er at adskillige af deres kollegaer er blevet anholdt og der er rygter om en enkelt såret…. Desuden kom Greenpeaces pressemøde om klimaforhandlingerne hovedsageligt til at handle om den ulovlige indtrængning. En mediesucces har altid en pris.
Følg forlystelsestoget til G8
Skrevet af
Morten Emil Hansen
juni 7, 2007 in Indenfor murene.
Alt ånder fred og ro i pressecenteret og der er ingen tegn på bevægelse. Den største aktivitet finder man i køen til kaffeautomaten, som er journalisternes foretrukne mødested. Klimaforhandlingerne forsatte til sent i går aftes (de var stadig i gang kl. 23), men man er langt fra en enighed - snarere det modsatte. Angela Merkel taler nu om lavere forventninger. Derfor er det også sandsynligt at klimaforhandlingerne forsætter hele dagen og at vi først ser et resultat i morgen. Ingen tror på at der sker noget nyt på handelaftaler og de kuldsejlede WTO forhandlinger.
Det tager omkring halvanden time at komme de syv kilometer fra pressecenteret til G8 ledernes møde i Heiligenamm. Læg dertil minimum en time til hjemturen. Transporten foregår i et skarpt bevogtet miniput tog, som normalt er forbeholdt turister. Jeg har endnu ikke mødt nogen som har taget turen. Enten fordi det tager for lang tid - men sikkert også fordi det er lidt for komisk, at skulle tage et forlystelsestog for at stille spørgsmål til verdens mest magtfulde regeringsledere. Er der mon et skjult budskab bag dette bizare setup?
Med pressekorpset på badeferie
Skrevet af
Morten Emil Hansen
juni 6, 2007 in Indenfor murene.
Endelig er jeg fremme! Det blev en meget længere tur end jeg havde forventet…..Politiet stod nemlig klar allerede ved færgen og alle mistænkelige biler blev vinket ind til siden og tjekket. Vi andre fik heldigvis pænt lov at køre videre. Og sådan forsatte det faktisk hele vejen til badebyen Kühlungsborn, hvor en pæn del af klodens pressekorps i disse dage slår deres folder i fredeligt selskab med tyske kurgæster og børnefamilier. Selve topmødet i Heiligendamm og aktivisterne befinder sig i magelig afstand til den gratis buffet og den smukke udsigt til Østersøen - men enhver bevægelse kan heldigvis følges på storskærme overalt i pressecenteret.
Ind til videre har jeg mødt CNN journalisten med et ukendt antal ansigtløftninger, græsrodsaktivisten fra Oxfam og Thorkild Dahl som nød en limonadeøl i en pause fra TV2 News. Men stemningen er alligevel ikke til at tage fejl af. Alle venter på “nyheden” og der snakkes og analyseres i alle kroge om de seneste udmeldinger fra præsident Bush om klimaet og afslutningen af den kolde krig. Sandsynligheden for et gennembrud i klimaforhandlingerne spås ikke mange chancer. Det kan til gengæld få Afrika højere op på G8 dagsordenen. Men alt dette ved vi først mere om i morgen. G8 lederne og deres koner nøjes med at stige ud af fly, ankomme i biler og stille op til fotos. Og journalisterne hænger ud i baren og drikker tyske limonadeøl. Jeg trænger til et bad!
Biodynamisk mad og elektronisk musik.
Skrevet af
Ann-Sofi Olsen
juni 9, 2007 in På gaden.
Denne overskrift beskriver meget godt stemningen i Camp Rostock den sidste aften for det alternative topmøde. Selvom folk fra lejren havde haft en travl uge var der stadig liv i lejren. Der var også stadig gang i madgryderne. Her kunne man købe en portion biodynamisk mad til den pris, som man selv synes var rimelig. Retten bestod af kikærter, bulgur og salat og så rigtig lækkert ud (desværre var jeg løbet tør for euro). Et andet sted i lejren var der elektronisk musik, der tiltrak et blandet publikum - selv landmanden som ejer marken kom forbi. Har aldrig selv været på Thy lejr men stemningen var efter sigende derefter. Og aftenen forløb da heller ikke uden politiske budskaber. Mens folk dansede bedst, kom der et lærred frem, hvor der blev vist billeder af uyggelige men virkelige hændelser fra rundt omkring i verden. Hvis man skulle have glemt, hvorfor man egentlig var taget til Rostock, mindede disse billeder i hvert fald en om det.
Og med disse ord vil jeg sige tak til læserne. Jeg synes, at aktivisterne kan være stolte. De fleste var meget kreative, og fik deres budskaber frem på en rigtig god måde (når man ser bort fra hændelserne sidste lørdag!). Jeg håber, at G8 lederne denne gang vil holde deres løfter - der er mange, hvis liv er afhængige af det.
Bono, helt ærligt.
Skrevet af
Ann-Sofi Olsen
juni 9, 2007 in På gaden.
Kære læsere - undskyld den lange fraværelse på bloggen. Desværre har aktivister ikke de samme konfortable muligheder for at komme bare i nærheden af nutidens teknologiske vidundere såsom en computer med internet! Men nu er jeg hjemme i Danmark igen - efter en uge med en masse indtryk og oplevelser. Desværre blev afslutningskoncerten ikke en af de store oplevelser. Skuffelse er nok det ord, der bedst beskriver Bono’s og Geldorfs optræden. Jeg havde forventet en tændt Bono, som ville ophidse masserne med slagord og opfordringer. MEN det er bare ikke godt nok at stille sig op og synge Bob Marleys “Get up, stand up” og kun bidrage med at opfordre folk til at “sit down” i stedet for at “stand up” for at symbolere en sit down. Bono havde tydeligvis ikke publikum med sig - dem der kom til koncerten var nemlig ikke aktivister eller folk med interesse i G8 mødet. Derimod var det hele Rostocks befolkning, som havde erhvervet sig billetterne til 2,5 euro stykket (det var tydeligt at se, da folk var nydeligt rene og redte og i nystrøget tøj). Man kan dermed roligt sige, at den kommercielle afslutning ikke var nogen succes andet end for Rostocks befolkning, der var meget begejstrede for alle de tyske bands og artister.
Succes for aktivister
Skrevet af
Ann-Sofi Olsen
juni 7, 2007 in På gaden.
Solen skinner i dag fra en skyfri himmel - og fuglene synger i kor. Rostock by er igen begyndt at vågne, og beboerne er kommet frem fra deres hi (de skal jo på arbejde). Flere steder i byen har der i går været blokader af veje, og de sejeste sidder stadig tilbage. Politi helikopterne svæver omkring i luften, og man hører sirener i det fjerne. Politiet har dog ikke så travlt, at de ikke også har tid til at stoppe folk uden lys på cyklerne og gennemrode alle forbipasserendes tasker, selvom de bare er ude at gå aftenstur. Blokaderne har været en succes for aktivisterne, som på fredelig vis fik blokeret alle veje ind til Heiligendamm. Billeder viser i dag store grupper af aktivister der sidder side om side, mens politiet bare må se til, da aktivisternes strategier lykkes. Det alternative topmøde er også i gang - og budskabet blandt talerne her er klart: G8 har ingen berettigelse. De er ikke demokratisk valgt af de mennesker, som deres forhandlinger vil have konsekvenser for. Fra disse talere lød derfor en stor salut til aktivisterne, som havde held med blokaderne. Derfor er der her i Rostock en slags sejr stemning både blandt aktivister og talere fra det alternative topmøde! I dag er der som afslutning på det alternative topmøde en stor koncert med blandt andet Bono og Bob Geldof, hvor man også vil kunne høre P8 (poor8) talere fra otte forskellige udviklingslande. Det glæder jeg mig til - men først trænger jeg vist til et bad (både for min egen og andres skyld).
På aktivistskole
Skrevet af
Ann-Sofi Olsen
juni 6, 2007 in På gaden.
Onsdag blev dagen, hvor jeg for første gang i mit liv var på aktivistskole - her kunne man lære om, hvordan man bedst håndterer en deltagelse i en blokade. Der var gode råd om, hvordan man renser sine øjne, hvis man skulle komme i kontakt med tåregas eller pebersprays, hvordan man skal gå frem, og hvordan man bedst bliver siddende. Dette foregik i en af de camps, som mange af aktivisterne bor i. Min gruppe og jeg var nemlig taget på camp besøg for at se, hvordan livet udfolder sig her, da vi har den luksus at bo på en båd med rigtigt træk og slip toilet. Skolen var meget lærerig, men jeg fandt også ud af, at jeg måske bedre egner mig til at være en ”analyse aktivist”. I morgen når de store blokader finder sted, vil jeg i stedet deltage i det alternative topmøde, hvor jeg håber, at jeg gennem et antal workshops kan blive (endnu) klogere på de spørgsmål, som G8 lederne diskuterer i disse dage. Lige nu sidder jeg og lytter til dejlig jazz musik midt i topmødet, og undrer mig lidt over, hvor alle de voldelige demonstranter er henne? Jeg har ikke mødt dem endnu!
NO Borders, NO Nations NO Deportations!!!
Skrevet af
Ann-Sofi Olsen
juni 6, 2007 in På gaden.
Under dette slogan skulle en demonstration i mandags gå gennem Rostock for at gøre opmærksom på uretfærdigheden i Vestens flygtninge- og indvandrerpolitik. Det var en stor flok af mennesker, der var lige så forskellige som dag er fra nat -men der herskede en lidt klemt stemning. Hvorfor? Ja, det kunne muligvis have noget at gøre med det mega store politiopbud iklædt kampuniformer, som gang på gang forsinkede demonstrationen i at bevæge sig fremad. På 5 timer kom demonstrationen ca. 1 kilometer, og måtte til sidst opløses, fordi den var omringet af vandkanoner - dette på trods af, at der ikke havde været de store uroligheder. En af de ting som varmede om hjertet (og i det hele taget varmede - det var koldt og det regnede), var et ungt par fra Rostock der åbnede deres vindue, og fyldte demonstranternes vandflasker på et af de utallige stop. De løb frem og tilbage, og det var påtrængt. Demonstrationen var jo mange timer forsinket, så alle manglede vådt og tørt. Men tak til dem - det er rart, at ikke alle Rostocks indbyggere er bange, og kun kigger ud gennem deres gardiner. Symbolikken er egentlig rammende - immigranter må ikke komme ind i vores lande, og demonstranter må ikke komme igennem med et budskab omkring migration på fredelig vis. Demokratiet længe leve.
Ankomst til Rostock
Skrevet af
Ann-Sofi Olsen
juni 6, 2007 in På gaden.
Chock!!! Jeg ankom til Rostock søndag formiddag - og byen var ikke i undtagelsestilstand. Politimændene stod stadig ranke med alt udstyret i orden. Der herskede god stemning på torvet, hvor fredelige demonstranter på forskellig vis gjorde opmærksom på uretfærdighederne i EU’s landbrugspolitik. Nogle klædt ud som fede køer, og andre der i en lille trækvogn solgte økologisk veganer mad til den pris, som folk kunne overkomme at betale. Hele dagen var der koncerter ved havnen, og folk dansede og hyggede som til en festival. Politiet så til og kørte omkring - de var vist lidt rastløse! I det hele herskede der en dejlig stemning - hvorfor er der ikke nogen danske aviser, som har set den side???
Om denne blog
Ann-Sofi Olsen er i dette semester i praktik i Folkekirkens Nødhjælp, og læser ellers Afrikastudier på Københavns Universitet. Det er hendes opgave at fortælle historier fra gaden i Rostock, hvor mange tusinde demonstranter fra hele verden mødes. Det er hendes første topmøde, og derfor glæder hun sig rigtig meget til at opleve stemningen og deltage i de forskellige demonstrationer samt i workshops. Håber, at alle aktivister opfører sig pænt, så vi på en god måde kan få formuleret ”dem på den anden sides” holdninger.
Morten Emil Hansen er politisk rådgiver i Folkekirkens Nødhjælp og er en af initiativtagerne til MAKEPOVERTYHISTORY kampagnen i Danmark. I 2005 var han i Gleneagles for at rapportere om de historiske løfter til verdens fattigste. I 2007 er han tilbage for at holde øje med om G8 lederne lever op til de flotte løfter.
