| Øjenvidne i Gaza |
|---|
| Krigen mellem Israel og militante palæstinensere har gjort uudsletteligt indtryk på Gazas børn. En del af Folkekirkens Nødhjælps genopbyg-ningsindsats er at hjælpe børn med at bearbejde deres traumer. Læs mere om arbejdet: |
Jeg tænker på de historier, jeg har hørt. Jeg tænker på Omar og hans familie på flugt ned ad gaden i nattøj midt om natten, mens deres hjem eksploderer bag dem.
Jeg tænker på de underernærede børn, der straffes for forbrydelser de ikke har begået; nogle af dem vil være mærket for livet.
En politik baseret på vold og gengældelse følger sin egen forskruede logik; men når jeg tænker på, hvad disse børn har været igennem, spekulerer jeg på, om de nogensinde vil kommer over det.
Der er ingen fornuft i det. Al den sult og vold er fuldstændig meningsløs.
Hvordan forklarer I børnene det?
Da tolken har stillet spørgsmålet for anden gang, ser de stadig på mig med udtryksløse ansigter.
Jeg må udtrykke mig anderledes, før de forstår, hvad jeg mener.
|
| De ansatte arbejder på at få børnene gennem traumerne fremfor at hjælpe dem til at forstå. |
”Alle børn er nysgerrige. Min egen datter spørger altid ’Hvorfor, hvorfor, hvorfor?’ Da vi samlede penge ind til Gaza, ville hun vide hvorfor, og jeg kunne ikke forklare hende det på en måde, så hun kunne forstå det. Jeg kunne ikke fortælle hende om krigen, så jeg fortalte hende bare, at nogle børn var sultne og havde brug for vores hjælp. Hvad siger du til et barn der spørger, hvorfor hans mor blev dræbt?”
For første gang siden min ankomst til kontoret, er de helt stille.
Børn tilpasser sig
En ung kvinde ved navn Rania er den første, der siger noget.
”Efter vore traditioner er vi helt anderledes end andre folk. Vi har levet på disse vilkår i årevis. For det meste er selv børnene klar over vores særlige situation. De tilpasser sig.”
Jihad tilføjer, ”Hvis nogen har mistet en mor eller en far, får vi dem til at tænke på de lykkelige stunder de havde sammen, og forsøger at få dem til at holde fast i de minder.”
Rehabilitering fremfor forståelse
De fortsætter med at fokusere på rehabiliteringen af børnene, snarere end på hvordan de prøver at få børnene til at forstå, det der er sket.
Ligesom flertallet af Gazas indbyggere er alle medarbejderne muslimer; de er øjensynligt enige om, at religionen hjælper dem. ”Vi prøver at fortælle dem, at Gud gav os livet, og at Gud kan tage vores liv …”
En anden fortsætter: ”Vi fortæller dem, at det er fordi israelerne vil have vores land, og at vi ikke vil give slip på det.”
Jeg vil gerne vide, hvad børnene tænker – hvorfor sker dette for deres familier? ”De tror det sker, fordi israelerne hader os.”
De er tavse igen, indtil Rania ser på mig. ”Hvad andet kan vi sige? Hvad ville du sige til dem?”