Den såkaldte Casspir er et velkomment supplement til den manuelle minerydning, som Folkekirkens Nødhjælp har foretaget i den østlige del af Angola siden 2003.
Casspiren, som er udstyret med stålhjul, kan indsættes i et område, hvor man har en formodning om, at der er miner. Her vil Casspiren køre frem og tilbage over området med sine tunge stålhjul.
Hvis der ikke er tegn på miner, vil området blive erklæret minefrit, og befolkningen kan igen færdes i området uden angst for at træde på miner.
Fremgangsmåden er meget hurtigere, end hvis et minerydningshold på manuel vis skulle gennemgå et område for miner.
Derudover kan køretøjet også bruges til at rydde vegetationen i et område, hvor man ved, der findes miner. Dette vil gøre den manuelle minerydning betragteligt nemmere.
Folkekirkens Nødhjælp forventer, at kombinationen af mekanisk og manuel minerydning vil betyde, at det på en måned er muligt at rydde mere end dobbelt så meget som før.
Angola var indtil 2002 ramt af borgerkrig i 27 år. Det har gjort landet til et af de mest minerede i Afrika.
Af Jakob Harbo, leder af Folkekirkens Nødhjælps minerydning i Angola
