I 2006 kom Sri Lanka ind på en sørgelig anden-plads i en opgørelse over hvilke lande det er farligst at være nødhjælpsarbejder i – kun overgået af Afghanistan!
Det fremgår af en undersøgelse, som den lokale avis, The Sunday Leader, citerer Care International for. Undersøgelsen måler antallet af døde nødhjælsparbejdere i lande, som er ramt af menneske- og naturskabte katastrofer og fastslår, at vold mod nødhjælpsarbejdere i 2006 nåede det højeste niveau i 10 år.
Kedelig rekord
Gennem året blev 83 nødhjælsparbejdere dræbt – det højeste antal siden 2003. Mindst 778 blev såret og 52 kidnappet.
Afghanistan havde det største antal døde med 26, efterfulgt af Sri Lanka med 23 og Sudan med 15, sagde Care International sidste uge.
Fordømmelse af mord
17 af de 23 nødhjælsparbejdere i Sri Lanka er fra den franske NGO ”Action against Hunger”, som brutalt blev henrettet i Muttur i august 2006.
Folkekirkens Nødhjælp og mange andre lokale og internationale NGOer var dengang ude med en fordømmelse af mordene, og krav om en uafhængig retsundersøgelse.
Siden har der været et utal af undersøgelser, men Muttur-sagen er blevet en kontroversiel sag i Sri Lanka.
Ingen vidnebeskyttelse
Det er planen, at den skal for retten i Kantale d. 7. marts 2007, men ingen af de indkaldte vidner (hvoraf nogle er efterladte til de henrettede nødhjælpsmedarbejdere) er villige til at træde frem som vidner på grund af frygt.
Der er ingen vidnebeskyttelse i denne sag og sagens forløb stiller spørgsmål ved om der findes en politisk vilje til at retsforfølge og straffe disse overgreb, og dermed skabe præcedens.
Den sørgelige statistik er desværre et resultat af at konflikten mellem de Tamilske Tigre og regerinsghæren er eskaleret voldsomt i 2006, og som kulminerede med at Tigrene mistede Vaharai i det nordlige Batticaloa i weekenden, hvor der nu er ca. 20.000 internt fordrevne.
