| Den gamle farmer, Mr. Nxumalo, fremviser de tørre frugter og nødder, som mange mennesker nu er henvist til at leve af i Zimbabwe i de næste fire-fem måneder, før næste høst kan bringes i hus. |
Det er en sultens årstid, som indtræffer hvert år ved afslutningen af den tørre sommertid.
Vi befinder os i Matabeleland – det nordøstlige hjørne af Zimbabwe – i landsbyen Lupane.
For tredje år i træk er høsten slået fejl. Denne gang ikke på grund af tørke, men fordi heftige regnskyl ødelagde majsen på markerne.
Vilje til at overleve
Den fejlslåede høst kommer oven i Zimbabwes generelle økonomiske nedtur som følge af den politiske situation.
Arbejdsløsheden er stor, så de unge har ikke en chance for at tjene penge og aflaste deres familier– og slet ikke i Lupane, som ligger langt ude på landet. Oven i al ulykken kommer HIV/AIDS svøben. Mennesker dør hele tiden - ca. 3.000 om ugen i hele landet.
Alligevel finder man en vilje til at overleve i Nxumalos landsby. En gruppe af frivillige hjælpere fortæller, hvorledes de med hver en førstehjælpekasse og først og fremmest med hjertet på rette sted passer og plejer de aids-ramte, og forsøger at lindre deres lidelser.
En ungdomsgruppe fortæller, hvorledes hiv/aids oplysning har hjulpet dem til at passe på sig selv.
De forsøger nu med stor iver at give budskabet videre til deres kammerater og andre unge.
Tørkeresistente afgrøder
En anden gruppe unge har fået tildelt et stykke jord af høvdingen i landsbyen, og er nu i gang med at dyrke grøntsager.
De satser på at dyrke nok til deres familier, men håber også på at kunne skaffe sig selv en indkomst ved at sælge grøntsagerne på de lokale markeder.
Nxumalo og de andre landmænd i landsbyen diskuterer ivrigt, hvordan de må lægge afgrøderne om fra udelukkende at dyrke majs til i stedet at dyrke mere tørkeresistente afgrøder som hirse og sorghum, samt supplere med dyrkning af grøntsager.
Christian Care, som er Folkekirkens Nødhjælps lokale partner i området, har netop afsluttet et nødhjælpsprogram, som blandt andet går ud på at uddele en grødblanding af majs, soja og bønner, der uddeles som kosttilskud til børn under fem år, gravide kvinder samt til hiv/aids- ramte.
Samtidig giver de oplysning om aids til høvdingene og de religiøse ledere i landsbyerne i forventning om, at de påtager sig deres ansvar og spreder budskabet på rette sted og til rette tid.
Aids-oplysning
Med et genopbygningsprojekt – som også vil blive gennemført af Christian Care med støtte fra Danida og Folkekirkens Nødhjælp - vil der nu blive sat skub i først og fremmest hiv/aids-oplysning for den cirka 37.000 store befolkning i området.
Samtidig vil der i samarbejde med de lokale regeringsmyndigheder og deres landbrugs- og husdyrs afdeling blive anlagt flere køkkenhaver for ungdomsgrupper og for HIV/AIDS ramte.
Flere mænd skal også motiveres til at deltage i de frivillige hiv/aids-grupper, for kvinderne er i forvejen hårdt overbebyrdet med at passe husholdning, børn – og deres egne aidssyge.
Med denne massive indsats over de næste 12 måneder håber Folkekirkens Nødhjælp og samarbejdspartneren Christian Care at kunne bidrage til at virkeliggøre Nxumalo og hans frænders vilje til ikke bare at overleve, men også til at se fremtidsmuligheder for børn og børnebørn.
