| Vincent Amadoi glæder sig over, at resultaterne af hans arbejde gør livet bedre for borgerne i hans landsby. |
Der er fremskridt i Acowa i det nordlige Uganda.
For mens mange andre ugandere slet ikke er klar over, at de har ret til gratis skolegang, til fornuftig infrastruktur, til landbrugsrådgivning og til behandling på en sundhedsklinik, så kender mange i Acowa deres rettigheder.
Det sørger blandt andre Vincent Amadoi for.
Han er en af flere udvalgte frivillige observatører, som går på inspektion i lokalområdet og indberetter til de lokale myndigheder, hvis de offentlige services ikke fungerer efter loven og hensigten.
Borgerne på egnen ved, at de kan rapportere til Vincent Amadoi, hvis f.eks. der ikke er skolebøger til børnene.
Observatørerne er valgt af landsbyens råd til at være en såkaldt 'frivillig monitor' i det treårige projekt, som Folkekirkens Nødhjælp og samarbejdspartneren Church of Uganda lancerede i 2008.
Church of Uganda arbejder i dette projekt tæt sammen med lokalbefolkningen og de ugandiske myndigheder for at forhindre korruption.
Hverken seng eller medicin på klinikken
| Det gør Folkekirkens Nødhjælp |
|---|
|
Vincent Amadoi retter på sin gule skjorte og skyder brystet frem, imens han vise rundt på byen sundhedsklinik og forklarer, at der er sket mange forbedringer på egnen, siden projektets start i 2008.
”Tidligere var der sjældent medicin nok, og når forsyningerne endelig kom, var de alt for små. Personale, senge og stole var der heller ikke nok af, hygiejnen var dårlig, klinikken havde hverken vinduer eller elektricitet, og toiletterne fungerede ikke,” husker Vincent Amadoi.
"Nu er der medicin til i hvert fald en uge ad gangen, der er indrettet et køkken, så de pårørende kan lave mad (klinikken giver ikke mad til patienter), der er kommet nogle få møbler.
Vi har stadig ingen læge, kun sundhedspersonale, men de ansatte er endelig begyndt at møde tidligt hver morgen, så de kan tilse flere patienter,” forklarer han og fastslår, at der stadig af masser at lave for observatørerne.
Skoler, landbrug og ligelig fordeling
På samme måde er der sket forbedringer på egnens skoler, hvor der er ansat ansvarlige lærere og skoleinspektører.
Landmændene får nu den rådgivning og støtte, som de har krav på.
Brøndene bliver repareret, når de trænger, og de små landsbysamfund, der tidligere drak vand fra små vandhuller, har fået brønde betalt af myndighederne.
Og der er kommet fokus på, at de lokale myndigheder, som kan være præget af korruption, skal fordele deres services på en ligelig og fair måde.
For at nå ud til alle mennesker - også i de fjerneste områder – sender monitorerne en times radioudsendelse fra den lokale radio hver uge.
Her taler observatørerne direkte til lytterne blandt andet om vigtigheden af at sende sine børn i skole og om, at alle har ret til både sundhedshjælp, uddannelse og rent vand.
Observatører stifter forening
Observatørerne fra Acowa og nabo-egne har for nyligt registreret sig som en forening hos de lokale myndigheder.
Der er nemlig fortsat brug for denne uvildige instans til at holde øje med myndighederne, siger Vincent Amadoi:
”Når dette projekt slutter, er alle landsbyens beboeres ører og øjne åbne, så de hver især kender deres rettigheder og ved, hvad de skal gøre, hvis myndighederne ikke lever op til deres ansvar.”
Tekst og foto: Mai Gad
