|
|
Alting har sin pris i Congo - mange små daglige tjenester gøres op i penge, for i Congo skal brugerbetaling tages helt bogstaveligt. |
Indgangen til havneområdet i Uvira i det østlige Congo er spærret af en stor jernport med en lille dør i. Et par dragere kommer slæbende med et par store kasser, som skal med skibet.
De råber til vagten, at han skal lukke dem ind. Svaret kommer prompte: en hånd stikkes ud under porten og sproget er ikke til at tage fejl af – der skal betales.
Et par sedler skifter hånd, og den lille dør åbnes, så dragerne lige netop kan slippe inden for med deres kasser. Bag dem lukkes døren hurtigt og med en kraftig lyd, så ingen er i tvivl om, at kun den, der betaler, kommer ind.
Gammel tradition
Penge lugter ikke. Sådan siger en gammel talemåde. Men det passer ikke i Congo. De små congolesiske franc-sedler ikke bare lugter ubehageligt, de er så lasede og beskidte, at det er ofte kan være svært at se den pålydende værdi. Det er de, fordi de skifter hænder så tit.
Korruptionen er indgroet gennem flere generationer. Den gamle diktator, Mobuto, citeres ofte for helt åbenlyst at have sagt til sine soldater og politifolk: ”Her har I våben, skaf jer nu selv lønnen. Men tag ikke mere, end at der skal være noget til den næste…”
Korruptionen er alle vegne
På gaden skal man have øjnene godt med sig, hvis man skal opdage de mange tilfælde, hvor penge hurtigt skifter ejermand. Man skal være lige så opmærksom, som når man forsøger at afsløre en tryllekunstner.
Et gadekryds kan være indbringende for den gulklædte færdselsbetjent, der prøver at regulere den kaotiske trafik. Bøderne tildeles og afregnes hurtigt med et bortvendt blik – en bevægelse med betjentens hånd besvares med en tilsvarende fra trafiksynderen og på et øjeblik har et antal pengesedler skiftet ejermand.
Ingen forretning uden at betale
Det er praktisk talt umuligt at drive forretning i Congo uden at betale korruption. De lokale myndigheder opkræver afgifter og told efter satser, som bestemmes lokalt.
Da et sydafrikansk firma ville etablere sig i Kalemie ved Lake Tanganyikas bredder, blev det dyrt for dem. 60 procent af investeringerne gik til at betale afgifter, told og ’finde løsninger’ på problemer, der opstod. Da selskabet ikke havde givet overskud i tre år, ansatte de en congolesisk chef, Monique Mukuna. Det gav resultater med det samme.
”Jeg kender systemet, og jeg fandt mig ikke i alle deres mærkelige krav. Jeg betaler langt mindre og meget sjældnere end min udenlandske forgænger,” siger hun og giver som eksempel, at myndighederne havde forlangt en frit opfundet månedlig afgift på firmaets køleanlæg.
| Folkekirkens Nødhjælp i Congo |
|---|
|
1. Minerydning |
Det tager tid at lade være
Private hjælpeorganisationer, der opererer i området, vil ikke betale korruption. Prisen for denne holdning er, at tingene tager tid og bliver forhalet, indtil det går op for embedsmanden, at et nej er et nej.
Rafaël Sagliocco er leder af Folkekirkens Nødhjælps fødevaresikkerhedsprogram i den lille by Nyunzu. Han bruger hyppigt lang tid på at forklare de lokale myndigheder om formålet med programmet og med principperne og arbejdsmetoderne.
”Begyndte vi først at betale korruption, ville vi være færdige. Så ville vi skulle betale til alle hver eneste dag. Nu kender de vores stilling til den sag,” siger han og indrømmer, at han som udlænding ikke oplever det samme pres, som de lokale gør.
De fem største problemer i Congo
1. Krisen i det østlige Congo er ikke løst, og de uregulerede udnyttelse af de værdifulde mineraler forlænger krigshandlingerne i Det østlige Congo.
2. Intet kendskab til lovene; langt til domstolene, som i øvrigt er korrupte. Politiet dårlig betalt og korrupt.
3. Infrastrukturen, især veje og elektricitet, vedligeholdes næsten ikke
4. Hospitalsvæsenet er udsultet
5. Undervisningssystemet er ringe, og fattige mennesker har ikke adgang til ordentlig undervisning
