sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

"Man kan ikke undgå at få en krammer"
Print
Operation Dagsværk er bagværk og snotstafet. Og meget mere lærerigt end lakridser på Nørreport.
03.11.2010 af Tobias Moe

Elever fra Christianshavns Gymnasium laver Halloween-skattejagt for voksne udviklingshæmmede. Bare rolig - benet er af plastik.

En stor, våd og kærlig omfavnelse er det første, der møder den unge dagsværker Karoline Ulvig Pedersen, når hun træder ind på Strandparkcentret.

Et bosted for voksne udviklingshæmmede, der ligger lige ved Amager Strand.

Her skal Karoline og syv af hendes klasse-kammerater fra 1.k på Christianshavns Gymnasium være med til at afvikle en Halloween-skattejagt.

Udenfor er Strandparken skiftet til vinterham. Isboderne er forladte, og de eneste, der stadig sidder fast i sommerens fluepapir, er en enkelt kondiløber eller hundelufter hist og her.

Indenfor, derimod, render personalet hektisk rundt og prøver at få styr på overfrakker og vildfarne kørestole, inden turen går mod stranden, hvor skattejagten foregår.

”Ja, den største kunst er at få alle klædt på og sendt af sted i samlet flok,” siger en af pædagogerne, mens gymnasieeleverne ser lidt betuttede til.

Husk en grøntsag

Karoline Ulvig Pedersens grøntsagsmemory er et tilløbsstykke.

Egentlig var det et tilfælde, at Karoline og de andre dagsværkere havnede her.

De havde ikke noget job, men i sidste øjeblik skaffede Operation Dagsværk-sekretariatet dem tjansen på Strandparkcentret.

Og selvom det blæser på Amager og stadig drypper lidt ovenfra, så er Karoline glad for, at hun gjorde det:

”Det er spændende og tyve gange mere lærerigt end at dele lakridser ud på en metrostation,” siger hun.

Karoline styrer posten med grøntsagsmemory. Broccoli, blomkål – og selvfølgelig græskar – er lagt ud på en cementponton, og dækket med et karrygult velourklæde.

Klædet bliver løftet et øjeblik, og så gælder det om at kunne huske, hvad der ligger under.

”Man kan ikke undgå at få en krammer, og det gør heller ikke noget,” fortsætter Karoline.

Brugerne på Strandparkcentret har en funktionsevne, der svarer til børn mellem 6 måneder og 6 år.

Slim på dåse

Clara Winthers slim vækker uhyggelig begejstring på stranden.

På Clara Winthers post er der snotstafet.

Her får hver et syltetøjsglas med grønt slim, så skal der løbes eller køres i zigzag mellem nogle stolper, og for enden skal slimet afleveres i en større bøtte.

Clara drømmer ikke om at blive pædagog, men hun er glad for at kunne gøre en indsats:

”Operation Dagsværk er en supergod sag. Jeg har bestemt ikke noget imod at give en skoledag, når det kan give børnene i Burma så meget,” siger hun.

Verdens tykkeste vaniljekranse

Anne Sofie Hjuler og Ronja Larsen med det færdige resultat.

I en helt anden ende af byen, langt væk fra vindblæste sandstrande, står Anne Sofie Hjuler i sit køkken med dejfedtede fingre.

Hun har hyret en dagsværker til at hjælpe med at bage julekager:

”Jeg har simpelthen ikke tid til det i december, hvor jeg skal skrive eksamensopgave. Så jeg tænkte, hvorfor ikke bare få det gjort nu?”.

Så hun slog tjansen op på dagsværk-jobbørsen – og inden for få timer fik hun tre henvendelser.

Hun valgte Ronja Larsen, der læser enkeltfag på Det Fri Gymnasium. Anne Sofie har en fortid som bagerpige i Van Hauen, men har ingen af de to erfaring med vaniljekranse.

Mandlerne er hakket for groft, og dejsprøjten strækker.

Så må vaniljekransene rulles i hånden. Selvom de bliver de tykkeste, Ronja nogensinde har set, og ingen riller har - så har det stadig været hyggelig dag.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne