Følg med på den lange ”rettighedsvej” med eksemplet fra Malawi:
I en landsby i Malawi bor en kvinde. Hun er gift, har børn og bor i et lerhus med stråtag. Tæt på huset har hun et lille stykke jord, som hun sår til med majs, tomater og løg hvert år. Høsten giver familien mad på bordet to gange om dagen, ni måneder om året. Derefter spinker og sparer de indtil næste høst, ligesom alle de andre i landsbyen gør. Her er det grundvilkår at sulte tre måneder om året.
I princippet skulle Malawis regering komme de sultende til undsætning i de magre måneder. Ikke alene underskrev verdens ledere allerede i 1948 Verdenserklæringen om Menneskerettighederne og forpligtede hinanden på, at mennesker har ret til en anstændig levestandard, herunder ret til mad nok. Men Malawis regering har i sin egen forfatning også forpligtet sig til at bekæmpe sult i landet.
Retten til mad er derfor ikke bare en tilfældig ”døgnflue” - men kvinden i landsbyen har bare aldrig hørt om denne ret.
Men så en dag kommer en lokal ngo til landsbyen og indbyder alle til et møde. Kvinden fra før møder op med sin mand. En talsmand fra ngo’en fortæller, at den arbejder på egnen og er opmærksom på, at landsbyen mangler mad de sidste tre måneder inden majshøsten.
Så siger han det, som hverken kvinden eller hendes naboer har hørt før: ”Er I klar over, at alle mennesker i Malawi har ret til mad? Og at regeringen har ansvar for, at ingen sulter?”
Viden som grundlag for at kunne handle
Landsbybeboerne får også at vide, at regeringen har pligt til at respektere og beskytte befolkningen. Staten må f.eks. ikke pludselig flytte mennesker fra deres jord uden at kompensere dem. Og staten må heller ikke tillade, at for eksempel udenlandske firmaer overtager den jord, som familierne dyrker – det, der kaldes ’landgrab’ – og dermed fratager menneskers mulighed for at brødføde sig selv.
Beboerne undrer sig. Hverken regering, skoler eller organisationer har sendt den besked så langt ud på landet, hverken til denne landsby eller til andre landsbyer for den sags skyld.
Slutteligt beskriver ngo’en, at Malawi – som andre ulande – har en national udviklingsplan med et budget, der også skal komme landsbyen til gode. Konkret har Malawis regering forpligtet sig til at bruge 14 procent af statsbudgettet på at udvikle landbrugssektoren.
Ja tak til både mad og ret
Nu fortæller manden fra ngo’en, at han og hans kolleger – og deres samarbejdspartner og donor, Folkekirkens Nødhjælp i Danmark – har mulighed for at hjælpe landsbyen både konkret landbrugsteknisk med at øge udbyttet på markerne og mere langsigtet med at sætte fokus på rettigheder og holde regeringen op på dens forpligtelser.
Man kunne måske tro, at kvinden og de andre mødedeltagere ville nøjes med at takke ja til første tilbud, som hurtigt kan skaffe mad i gryden.
Men sådan er det ikke, forklarer Folkekirkens Nødhjælps ekspert i fødevaresikkerhed, Mette Lund Sørensen: ”Landsbybeboere får ofte en a-ha-oplevelse, når de står med en kopi af det budget, der viser, at staten har forpligtet sig til at udvikle landområderne. Landsbyfolk betragter tit sig selv som præsidentens tjenere, nu går det langsomt op for dem, at præsidenten faktisk er til for dem. Mange kan ikke læse og skrive og har aldrig tænkt på at udfordre magthaverne. Men det er en givende tanke at kunne ændre på det forhold på en værdig måde, og folk tager et stort ansvar for, at forandringer kan ske.”
Landsbybeboerne kender bedst egne behov
Så begynder en lang proces i landsbyen. Helt konkret arbejder ngo og beboere på at udbygge eller ændre dyrkningsmetoderne, så høsten bliver bedre. Sideløbende får beboerne indsigt i, at de har ret til goder fra regeringen.
Arbejdet tager sit udspring blandt de mest sårbare, som skal have hjælp først. Landsbyens beboere finder frem til de mennesker, der er værst stillet. Det kan være syge, handicappede, enker eller familier med mange børn.
”I alle Folkekirkens Nødhjælps udviklingsprojekter er lokalbefolkningen aktivt med i planlægning og i alle drøftelser. De ved bedst, hvad de har brug for. Hvis det for eksempel er vand, går vi måske efter overrislingsanlæg til markerne,” siger Mette Lund Sørensen.
Fælles glæde ved at stå sammen
Langsomt går det op for kvinden og for hendes landsbykolleger, at der er fordele ved at stå sammen, og de opbygger mod sammen til at henvende sig til de lokale myndigheder med deres ønsker og krav.
Mette Lund Sørensen har flere gange oplevet den kollektive stolthed og glæde, der opstår, når bønderne første gang går til de lokale myndigheder og for eksempel siger: ”Vi ved, at der er sat penge af i budgettet til en vej ud til vores landsby, så vi kan komme på cykel til markedet og sælge vores afgrøder. Hvor bliver den vej af?”
”Når folk ved, at der er afsat 1.000 kroner til nye typer frø til en landsby, og beløbet ikke bliver brugt, så går de straks til de lokale myndigheder. Og hvis de lokale myndigheder ikke ved, hvor pengene er blevet af, har de ansvar for at forhøre sig længere oppe i systemet,” forklarer Mette Lund Sørensen.
Dermed er der etableret en kanal mellem landsby og myndigheder. Jo flere dialoger, der er mellem parterne, des tydeligere bliver det for landsbyen, hvad der foregår i det offentlige system. Samarbejdet med de lokale myndigheder er landsbyens første skridt til også at få indflydelse på nationalt plan.
Pengene er væk, så bare gå hjem
I den ideelle verden ville landsbybeboerne fra før få myndighederne til at lave den vej til markedet, som de har krav på, og fremover ville myndighederne af sig selv overholde alle regler i menneskerettighedernes ånd.
Men så nemt går det sjældent, for klageveje og -instanser er ofte uigennemskuelige – hvis de overhovedet fungerer i praksis, siger Mette Lund Sørensen.
Hvis den lokale myndighedsperson afviser bøndernes krav, fordi han har brugt pengene til at bygge sig en fin privat villa, har bønderne brug for hjælp. Og her kommer den lokale ngo igen på banen. Folkekirkens Nødhjælps partner kan hjælpe med at finde de rette klageinstanser og måske foreslå landsbyen at gå til pressen med deres frustration.
Rige lande hjælper på vej
Det er imidlertid ikke nok, at befolkningen har ret til mad, og at staten er forpligtet til at levere. For hvad sker der, hvis staten ikke har råd?
Det internationale fokus på retten til mad har siden 1948 været diskuteret og beskrevet flere gange. Blandt andet i Milleniumerklæringen fra 2000, da FN’s 189 medlemslande underskrev en aftale om at halvere sult i verden inden 2015. Hver gang har man erkendt, at man ikke kan plukke hår af en skaldet.
”Verdenserklæringen anerkender, at fattige stater kan have svært ved at brødføde en stor sultende befolkning på kort sigt. Derfor er der en vis tolerance over for de lande, der ikke har penge. Her må ngo’er og rige landes regeringer træde til. Vi skal huske på, at mennesker ikke er fattige, de er gjort fattige af uretfærdige systemer og utilstrækkelig opmærksomhed fra verdenssamfundet. Fattigdom er en krænkelse af menneskerettighederne. Og vi har en forpligtelse til at sikre, at rettighederne bliver overholdt,” siger Mette Lund Sørensen.
Af journalist Anne Mette Futtrup