|
| Beboerer i Voilmondierkhata |
En gruppe kvinder tager imod, da båden lægger til ved landsbyen Voilmondierkhata i den nordlige del af Bangladesh.
Kvinderne bærer på deres børn og er klædt i farvestrålende men godt slidte kjoler og tørklæder, der dækker deres mørke hår.
Gruppen lyser op i de grå omgivelser – det brune flodbælte og de støvede sandklitter.
Ud over kvinderne og børnene er der kun et par ældre mænd hjemme i landsbyen. De øvrige mænd er på fastlandet, hvor de udfører daglejerarbejde og går på det ugentlige marked for at købe ris.
Landsbyen er bygget på en sokkel med 20 hytter placeret overfor hinanden – 10 hytter med et latrin og en vandpumpe i hver række. I midten er der plads til fællesmøder, og her samler de resterende beboere i landsbyen sig og fortæller deres historie.
Mistet sit hjem fem gange
En af kvinderne er Malika. Hun er 38 år, men ser ældre ud. Allerede som 12-årig blev hun gift og fik efterfølgende fire børn, der allerede er voksne og selv har børn.
| Følg Malika |
|---|
De smukke, men triste mørke øjne fortæller mere end ord, hvordan Malika har haft et hårdt liv.
Tidligere ejede hun og hendes mand et lille stykke jord, hvor de dyrkede ris.
Men på grund af klimaforandringerne med hyppige oversvømmelser har Malika over fem gange oplevet, hvordan floden er gået over sine bredder og har taget både huse og mennesker med sig.
I dag er det ikke længere muligt at finde et godt stykke jord, så hendes mand rejser til fastlandet for at arbejde for andre og tjene penge til ris, der udgør familiens daglige eneste måltid.
Hævet fundament skaber håb
Men der er også lyspunkter i Malikas liv.
|
|
| Malika forbereder dagens måltid. |
Et af dem er den hævede sokkel, som landsbyen er bygget på. Den betyder helt konkret, at når floden går over sine bredder ved næste heftige regnfald eller cyklon, så når vandet ikke op til Malikas og de øvrige beboeres hytter.
Soklen er blevet en realitet takket været det projekt, som Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner i området, RDRS, har iværksat med hjælp fra ECHO, EU's humanitære kontor.
Projektet har også givet landsbybeboerne adgang til rent vand og sanitet.
Malika kan tænke på i morgen
Det kan lyde som et lille fremskridt, men for Malika og hendes mand betyder det, at de nu kan begynde at fokusere på, hvordan de kan tjene til livets ophold. De kan tænke på i morgen – noget, siger Malika, hun aldrig har kunnet uden at være bekymret for at miste alt til regnen.
Samtidig med de helt fysiske forbedringer har RDRS også etableret ”task force” grupper i landsbyen, hvor beboerne går sammen for blandt andet at lære om årsagerne til klimaforandringerne og de deraf følgende mange oversvømmelser.
Og næsten endnu vigtigere lærer de om, hvordan de kan forbygge katastroferne og reagere, når regnen kommer.
Nu bliver jeg regnet for et menneske
Der er både mænd og kvinder i selvhjælps-grupperne. Og Malika er en af dem.
Hun er nu en person, de andre i landsbyen opfatter som vigtig for fællesskabet. Hun er en, der betyder noget – og det er en helt ny oplevelse for den 38-årige kvinde.
”Kvinder bliver nu regnet for mennesker. Vi har noget at skulle have sagt, og folk lytter til os”.
Tekst af Kristine Vadskær