|
| Malika er blevet leder af en komité, som skal alarmere folk, hvis vandstanden stiger - og det er hun stolt af. |
Den generte og uoplyste kvinde, som tidligere brugte sit liv på at lave mad og passe børn, findes ikke mere. Hun forsvandt i takt med, at selvsamme kvinde fik viden og styrke til at tage ansvar for både sit eget liv og de andre landsbyfamiliers ditto.
”Jeg er blevet leder af den komité, som skal alarmere folk, hvis vandstanden stiger. Det er mine naboer og andre i landsbyen, som har valgt mig. Og det er jeg meget stolt af. Jeg har altid haft nemt til at blive lidt vred, og jeg tror, det er årsagen til, at de har valgt mig,” siger Malika.
Hun sidder på gulvet i sit hus, der er bygget af strå over et skelet af kæmpebambus. Huset ville ikke kunne klare en af de oversvømmelser, som landsbyens beboere kender så godt. Mange gange har vandet fra floden taget huse, ejendele, dyr - og nogle gange mennesker. 40-årige Malika har mistet sit hjem fem gange og har hver gang skullet begynde helt forfra. Hun er ikke den hårdest ramte. Man fortæller på egnen om en 56-årig mand, der har mistet sit hus 55 gange.
Huse nu på sokler
Men selvom Malikas hus er lige så skrøbeligt, som alle de andre huse hun har haft, er hendes hjem ikke længere i så stor fare som tidligere. Det skyldes ikke færre oversvømmelser. Tværtimod ser der ud til, at de både bliver flere og værre. Men huset er – som de andre i landsbyen – blevet bygget på en sokkel, så vandstanden skal være voldsom høj for at ødelægge det. Ideen til sokkelbyggeriet kom fra den lokale NGO, RDRS, som har foreslået hævede landsbyer på flere af de øer, der som Malikas, ligger i floden Brahmaputra.
Soklerne er en enkelt del af det katastrofeforebyggelsesprojekt, som RDRS har i området. Projektet får støtte fra Folkekirkens Nødhjælp.
Helt ny rolle til Malika
| Følg Malika |
|---|
Foruden huse bygget på et højtliggende fundament rummer projektet en lang række tiltag, der skal instruere øens indbyggere i at advare hinanden, når en oversvømmelse er på vej. Desuden får Malika og de andre komitémedlemmer undervisning i, hvordan de kan forberede sig på de vanskelige tider, der følger efter en oversvømmelse og generel undervisning, der kan forbedre landsbybeboernes hverdag.
Malika skal dele sin viden med andre i landsbyen og bruge den til at rådgive og vejlede.
Imellem Malikas hus og flodbredden er en advarsels-pæl banket ned i den sandede jord. Den er malet med striber I henholdsvis grøn, gul og rød. Når vandstanden når den gule farve på pælen, skal Malika advare landsbyen, så alle kan nå at pakke deres ejendele, hvis der skulle blive behov for at rejse til fastlandet i sikkerhed, forklarer hun.
|
| Malika opbevarer alarmeringsudstyret i en hvid kummefryser, som er praktisk, fordi den lukker tæt og kan holde både vand og sand ude |
”Jeg har al alarmeringsudstyret, som jeg skal bruge, når der er behov for at advare. Det er blandt andet en megafon, et grønt, gult og et rødt flag, og en stor, hvid kasse til at have det hele i,” fortæller Malika.
Kassen er en brugt, hvid kummefryser, som er praktisk, fordi den lukker tæt og kan holde både vand og sand ude.
”Desuden har jeg fået en viden, som jeg ikke havde før. Jeg har aldrig gået i skole og havde aldrig hørt om klimaforandringer.
Nede ved floden ligger den båd, som landsbyen har fået fra RDRS, så landsbybeboere kan komme væk, hvis de har behov.
”Nu kan vi også komme til lægen, fordi vi har en båd, vi kan sejle i,” siger Malika.
Alvorlig kvinde
Hun taler roligt og tænker sig længe om, inden hun svarer på spørgsmålene. Hun smiler sjældent. Det er en alvorlig tjans, hun har fået. Og i forvejen er Malikas liv – som de øvrige landsbybeboeres – ikke let. Hver dag lever hun af det, hun tjente dagen før, og opsparing til dårligere tider, er stort set umulig. Familiens ejendele består af et par potter til bålstedet, et fad af blik, noget tøj til børn og voksne, et par tæpper på sengen, der udgøres er en træplade, sæbe og lidt andet toiletgrej. Malika fokuserer først og fremmest på at skaffe mad hver dag til sig selv og sine børn.
”Alle kender mig nu, fordi jeg har en vigtig rolle. Derfor er der mange mennesker, som inviterer mig til at råde og vejlede i forskellige spørgsmål – både i familierne, og hvis der er problemer i landsbyen. Det kan f.eks. være, hvis forældre vil gifte deres piger bort alt for tidligt. For nyligt tog jeg hen til en familie, som havde planer om at gifte deres 12-årige datter væk. Jeg fortalte dem, at det er ulovligt, at piger gifter sig, før de er 18 år. Og jeg forklarede dem, at en pige på 12 år risikerer store sundhedsproblemer senere i livet, hvis hun skal giftes og have børn så tidligt. Jeg ved det fra mig selv, fordi jeg selv blev gift som 12-årig. Desuden forklarede jeg dem, at det er vigtigt også for piger at gå i skole og lære at læse og skrive,” fortæller Malika.
”Min mand er glad for, at jeg er blevet klogere. Og han synes, jeg er dygtig til at rådgive og vejlede andre. Derfor inddrager han mig også i de beslutninger, som han tidligere tog selv. Men han synes, jeg bruger for meget tid på mit arbejde i komitéen, fordi jeg ikke får penge for det. Vi skal begge to arbejde hårdt som daglejere for at brødføde familien” siger Malika.
| Øer forsvinder – og nye dukker op |
|---|
| Malika bor i det fattigste område i Bangladesh. Hendes ø er – som de andre øer i floden Brahmaputra – en såkaldt char, der rammes af mere eller mindre kraftige oversvømmelser hvert år og efter en årrække går til grunde. De forsvinder simpelthen i floden stump for stump ved hver oversvømmelse. Nye chars dukker op andre steder. Det vil sige, at befolkningen til alle tider har været vant til at skulle flytte fra en synkende ø og finde en anden ø at bosætte sig på. Ændringen er, at oversvømmelserne nu er voldsommere end tidligere, og øerne derfor også har en tendens til at forsvinde hurtigere. Nogle øer er kun beboelige nogle få år, andre helt op til 20 år. Ved at hæve husene og køkkenhaverne op på plateauer, kan beboerne blive på deres ø længere tid. Øboerne kan ikke bare drage til fastlandet, da jorden der allerede ejes og bebos af andre landsmænd. |