Malaria - en dødelig parasit
| På et hospital i det sydlige Zambia kæmper man for at behandle malaria i tide. |
Malaria er en livstruende infektionssygdom, som skyldes malariaparasitten, Plasmodium, der overføres til mennesker af en inficeret myg.
Hos mennesket føres parasitterne via blodet til leveren, hvorefter de går ud i blodbanen igen og inficerer de røde blodlegemer.
Symptomer
Symptomerne på malaria er feber og kulderystelser samt en dårlig almentilstand med stærk utilpashed og hovedpine ligesom ved influenza. Diarré, kvalme og opkastninger følger ofte med.
Der går normalt mindst 10-15 dage, fra man bliver smittet, til sygdommen bryder ud.
Malaria kan kontrolleres og behandles, men det kræver hjælp i form af blandt andet myggenet, myggemidler og medicin.
Hvis sygdommen ikke bliver behandlet i tide, kan den være livstruende.
Sygdommens omfang
| Op mod én million mennesker dør hvert år af malaria - de fleste af dem er børn i Afrika. |
Hvert år er der mellem 300 og 500 millioner tilfælde af malaria i verden, og op mod én million mennesker dør af en malariainfektion - hvoraf de fleste er børn i Afrika.
Men sygdommen har også en betydelig indvirkning i Syd- og Mellemamerika samt i Asien, der har omkring 21 millioner tilfælde af malaria om året.
I Sydøstasien vurderer man, at 1,2 milliarder mennesker - eller 85 procent af den totale befolkning - bor i områder, hvor der er risiko for at blive smittet med malaria.
Malaria rammer de fattigste
Ovenstående tal vidner om, at malaria oftest rammer de fattigste, som ikke har råd til behandling af malaria eller har begrænset adgang til medicin og myggemidler.
Malaria er på den måde med til at fastholde de fattigste lande i en negativ fattigdoms-spiral.
Malaria er derfor blandt de sygdomme, som man med 2015-målene ønsker at standse udbredelsen af, da den truer menneskeheden.
Kilde: WHO
