AF Mona El-Farra, læge og menneskeretsaktivist i Gaza:
Ironien er næsten uden ende
Siden en israelsk soldat blev kidnappet d. 25. juni, har Gaza været mål for en storstilet militær operation, som Israel kalder ”Sommerregn”.
Eftersom Israel har bombet vores elværk og eftersom vi har brug for elektricitet til vandforsyningen, er der næsten ikke adgang til rent drikkevand i det meste af Gaza.
I denne hede ville ”Sommerregn” i sandhed være mere velkommen end den stadige bomberegn.
Jeg er ved at miste fornemmelsen af dag og nat og af, hvor mange bomber, der er kastet.
Siden elværket blev bombet, har vi været nødt til at leve stort set uden elektricitet.
Vi får et øjebliks forsyning i ny og næ, knap nok til at oplade vores mobiltelefoner og computere, som er vores eneste kontakt til omverdenen.
Som læge frygter jeg for patienterne
22 hospitaler står uden elektricitet. De er afhængige af nødgeneratorer, men generatorerne skal have brændstof. Vi har højst brændstof til endnu et par dage, og grænserne er så hermetisk lukkede, at intet brændstof kan komme ind.
El-manglen er livsfarlig for de patienter, som er afhængige af respiratorer, kuvøser og dialyseapparater. Hundreder af operationer er blevet udskudt.
Apotekerne er næsten tomme, fordi Israel har lukket grænserne og bremset den internationale nødhjælp. Den smule forsyninger vi har tilbage går til, fordi vores køleskabe ikke kan køre uden strøm.
Også maden går til uden køleskabe, og vore fødevareforsyninger er næsten tomme.
Landmænd på Vestbredden måtte smide læssevis af fordærvet frugt ud, efter at de i dagevis havde ventet på at få lov at køre frugten ind i Gaza – og så blev nægtet adgang.
Mere end 30.000 børn lider af underernæring, og det tal vil stige i takt med at stadig flere får diarré på grund af begrænset vandforsyning og fordærvede fødevarer.
Som mor frygter jeg for børnene
Jeg ser, hvordan lydbomberne og granaternes ubarmhjertige larm påvirker min 13-årige datter. Hun er rastløs, har panikangst og er bange for at gå ud, men samtidig er hun frustreret, fordi hun ikke kan se sine venner.
Lyden af de israelske kampfly er skrækindjagende, både ved dag og ved nat. Når det sker, kravler min datter ofte op i min seng, rystende af skræk.
Så ender vi begge to sammenkrøbne på gulvet. Mit hjerte galopperer, samtidig med jeg forsøger at berolige min datter og få hende til at føle sig tryg.
Men når bomberne falder, kan jeg ikke lade være med at skrige jeg. Min datter føler min angst og ved, at vi er nødt til at trøste hinanden.
Jeg er læge, en voksen og moden kvinde. Men lydbomberne gør mig hysterisk.
Denne aggression vil efterlade psykologiske ar på børnene i årevis fremover. At indpode angst, vrede og tab i børnene vil ikke bringe israelerne fred og sikkerhed.
Det er da let: Lad ham gå - så holder det op!
Bombeangrebene blev angiveligt startet, fordi en soldat blev kidnappet. Resten af verden synes måske, at palæstinenserne bare skal træffe en let beslutning: Frigiv ham – så er belejringen slut!
Men for os i Gaza, selv i denne voldelige situation, ligger en anden beslutning lige så snublende nær.
Han er en soldat, der blev overmandet under en militær operation.
Men samtidig sidder mange hundrede palæstinensiske kvinder og børn låst inde i israelske fængsler. De fortjener ikke deres frihed en smule mindre end ham.
Deres familier begræder deres fravær lige så meget som hans.
Så mens folk i Gaza udholder Israels ”Sommeregn” ønsker de fleste, at soldaten bliver tilbageholdt – ikke skadet – indtil kvinder og børn er frigivet.
De fleste folk i Gaza tror, at Israels seneste angreb var planlagt på forhånd, at bortførelsen af soldaten bare blev den udløsende faktor. Israel har smidt tusinder af granater over Gaza, har dræbt kvinder, børn og gamle længe før han blev bortført.
Denne gang angreb Israel Gaza indenfor få timer efter at Fatah og Hamas havde underskrevet en aftale, som kunne have ført til forhandlinger mellem israelere og palæstinensere.
Det ville have tvunget Israel til at give slip på kontrollen over palæstinensiske land og ressourcer. Folk i Gaza tror, at målet for Israels militære angreb er at smadre både vores folkevalgte regering og vores infrastruktur – og med dem vores vilje til at sikre vores nationale rettigheder.
Selv om vi ikke lever let, lever vi med stor beslutsomhed. Indtil verden presser Israel til at anerkende vores ret til et land – og til at stræbe efter en fred, som bringer frihed og sikkerhed til både israelere og palæstinensere, vil begge folk fortsætte med at betale prisen.
Mona El-Farra, læge og menneskeretsaktivist i Gaza.