| Der var fuldt hus i Vor Frue kirke i København til gudstjenesten under klimatopmødet. |
Vor Frue kirke i København var fyldt til bristepunktet ved den økumeniske klimagudstjeneste i forbindelse med COP 15 i København.
Kongelige, politikere, ambassadører, kirkefolk og repræsentanter fra andre religioner mødtes for at takke for Guds mageløse skaberværk
– bede om tilgivelse for menneskets rolle i ødelæggelsen af skaberværket
– og visdom til at genoprette ødelæggelsen.
Stemmer fra alle verdensdele
| I processionen bar Drengekoret døde koraller som symbol på de stigende havtemperaturer. |
I gudstjenesten var der repræsentanter fra Afrika, Stillehavsøerne, Grønland, Latinamerika og Europa.
Der var kor fra Afrika, Grønland og Danmark.
Der var knogleblege, døde koraller fra Stillehavet som symbol på de stigende havtemperaturer og døende havverdener.
Der var indtørrede majskolber fra Afrika som symbol på tørke, ørkenspredning, sult og menneskelig lidelse.
Der var grønlandske sten, der ikke længere er dækket af indlandsisen, som symbol på tøende polarverdener og tab af livgivende kilder i bjergene.
Prædiken om håb – ikke frygt
| Suzanne Matale fra Zambia, Henrik Stubkjær fra Danmark, Sofie Petersen fra Grønland og Tofiga Falani fra Tuvalu under bønnen for verden. |
Ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, talte om den frygt, der har grebet mange, nu hvor konsekvenserne af generationers ukærlige behandling af skaberværket er blevet synlige.
Men i stedet for at lade sig lamme af frygt – og tvivle på hinandens intentioner - er individer, virksomheder og regeringer kaldet til at gøre deres til at sikre, at verden forbliver et sikkert hjem for alle mennesker – og for kommende generationer.
Vær ikke bange – gør noget – for kærlighedens skyld, var Rowan Williams’ opfordring til de ca. 1500 tilstedeværende i kirken.
Læs ærkebiskoppens prædiken (på engelsk)
Lystænding og 350 klokkeslag
| Ærkebiskop Desmond Tutu lyste velsignelsen på sit eget sprog, xhosa. |
Alle kirkegængere havde fået et stearinlys ved indgangen.
Efter prædikenen blev lyset fra alteret rakt videre fra hånd til hånd som et tegn på håb, mens kirkens klokker slog 350 slag til alarm, håb og handling for klimaet.
Da ærkebiskop Desmond Tutu havde lyst velsignelsen på sit eget sprog, xhosa, blev kirkens lys slukket, og de mange stearinlys lyste kirkerummet op, mens folk gik ud i hverdagen igen.
Se gudstjenesten på DR-TV
Varighed: 1.25 time.
