sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Lovløse tilstande om retten til jord i Cambodia
Print
Antallet af stridigheder om, hvem der ejer jorden i Cambodia, er eksploderet. NGO Forum i Cambodia har netop afholdt en pressekonference med de nyeste tal. Organisationen opfordrer stærkt alle NGO´er i Cambodia og alle donorlande til at stille krav til regeringen om at vende den katastrofale udvikling.
12.07.2010

NGO Forum i Cambodia kan nævne mange eksempler på verserende sager om retten til jord her i 2010:

  • dotJordstridigheder mellem landsbybeboere og PP Sugar Company Co Ltd. 274 familier er involveret.
  • dotJordstridigheder mellem landsbyboere og Peam ChaingRubber Plantation. 735 familier er involveret.

Antallet af jordstridigheder i Cambodia stiger eksplosivt. Selv om regeringen har taget skridt til at undgå stridighederne via lovgivning, så understøtter korrupte myndigheder og domstole ikke lovgivningen i landet.

Det fremgår af rapporten ”Land Life /Lies”, der er udarbejdet af NGO Forum i Cambodia i september 2009. Rapporten understøttes af de seneste tal, der netop er blevet offentliggjort på et pressemøde i hovedstaden Phnom Penh.

Alene i de første fem måneder af 2010 har der været flere tilfælde af jordstridigheder end i hele 2009. Fra januar til maj i år, er der registreret 254 tilfælde af jordstridigheder, mens antallet i hele 2009 var på 239.

Ingen tiltro til myndighederne

Af rapporten ”Land Life /Lies” fremgår det, at jordstridighederne oftest sker mellem fattige mennesker på den ene side og på den anden side står store industrier eller myndigheder, der i udviklingens navn vil fjerne de fattige bønder.

Pernille Tind Simmons, der er netværkskoordinator for NGO-forum i Danmark, og som tidligere har været Program Coordinator i Cambodia for Folkekirkens Nødhjælp forklarer, at de mange stridigheder skyldes, at bønderne er lavt uddannede og ikke kender deres rettigheder. Samtidig har de ingen tiltro til at deres sager vil blive positivt behandlet af myndighederne.

"Stridighederne opstår, fordi befolkningen, som bruger jorden, sjældent har officielle papirer på jorden. Landloven fra 1992 giver dem retten til land, når de har boet og brugt jorden i 5 år eller mere, og selv om mange af dem har boet der længere, så har de aldrig fået papir på det.

Det betyder, at det er let for mere indflydelsesrige personer, at sikre sig de officielle papirer og dermed have dokumentationen,” fortæller Pernille Tind Simmons.

Stridighederne fører ifølge rapporten ofte til arrestationer, og de ender ofte meget voldeligt. I 2008 døde otte mennesker i forbindelse med uroligheder og stridigheder om jord. I op til 40 procent af tilfældene er militæret involveret.

Tal der dokumenterer

Fakta

Land-grabbing – direkte oversat ’jord-tyveri’.

Et fænomen, hvor fattige familier bliver fordrevet fra deres jord, fordi virksomheder eller investorer opkøber landet og får de lokale autoriteter til at smide befolkningen ud.

Da en stor del af befolkningen er bønder, kan det være en katastrofe for dem at miste den jord, de lever af.

Indberettede tilfælde af jordstridigheder:

I 2008 var der 173
I 2009 var der 236
I de første fem måneder af 2010 var der 214

Databasen med statistikken blev oprettet i 2006 for at registrere, hvor udbredte stridighederne er.

Registreringen spiller en vigtig rolle i forhold til at få presset politiske ændringer igennem til fordel for en sårbar del af befolkningen.

Tallene bliver indsamlet til LIC (The Land Information Centre) via NGO´ernes netværk.

”NGO´erne i Cambodia har en vigtig rolle. De kan gå ind og støtte den lokale befolkning for at sikre, at de kender deres rettigheder.

Der skal en 'Peoples Movement' til for at vise, at der er en befolkning, der ikke vil mere,” siger Pernille Tind Simmons.

Kun omkring en femtedel af de indberettede stridigheder bliver løst i dag. Derfor anbefaler Chhith Sam Ath, der er direktør i NGO Forum i Cambodia, at NGO´erne presser på sammen med donorlandenes regeringer.

”Der skal ske en udvikling, der involverer de berørte. Det er vigtigt at finde frem til de grundlæggende årsager til konflikterne og søge løsninger gennem gode kompensationsordninger til de berørte”, skriver Chhith Sam Ath i sine anbefalinger på baggrund af rapporten.

Eva Højrup

Læs også caseartiklen "Plantageselskab forsøgte at stjæle deres jord"


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne