I Danmark betragter vi demokrati og frie valg som noget helt naturligt. Men i mange af de lande, som Danmark og EU har samarbejds- og handelsrelationer med, kan det ligefrem være livsfarligt at kæmpe for demokrati og menneskerettigheder - eller at ytre sig kritisk over for myndigheder/regering. Det viser den ny rapport om folkelige organisationer i u-lande under pres,” som Folkekirkens Nødhjælp udgiver sammen med ACT Alliance.
”Shrinking Political space of Civil society Action” som er rapportens engelske titel er til debat på et halvdagsseminar mandag den 5. september i København.
Download rapporten
Folkekirkens Nødhjælp står i samarbejde med Amnesty og Institut for Menneskerettigheder for seminaret og debatmødet mandag den 5. september.
De fleste diktatorer har en grundlæggende forståelse for, at folkelige foreninger og græsrodsorganisationer – de såkaldte civilsamfundsorganisationer - rummer kimen til at udvikle egentlige demokratier.
Det er en af grundene til, at de folkelige organisationer i en række lande i Mellemøsten må kæmpe for noget så basalt som retten til at demonstrere. Og det er også en af grundene til, at diktatorer som Assad i Syrien er parate til at lade fredelige unge - og ældre - demonstranter gennemtæske, torturere og sågar dræbe på åben gade.
Svage demokratier følger trop
Men mens vi følger de dramatiske begivenheder og opgør med despoter i Mellemøsten, så følger mere eller mindre demokratiske regeringer i en række u-lande i samme spor. Det sker bare mere diskret og desværre ofte med stort held.
Eksemplerne i rapporten er legio. Men nogle af de gennemgående træk – uanset om det er i Brasilien, Peru, Indien, Cambodja eller Malawi, er, at forfølgelsen især rammer organisationer, der arbejder med at fremme menneskerettigheder og demokrati. Og civilsamfundsorganisationer, der arbejder med politisk-økonomiske interesser og f.eks. lokale konflikter som jordrettigheder, infrastruktur og udvinding af råstoffer. Det kan være livsfarligt for civilsamfundet at beskæftige sig med disse områder.
Ikke blot etablerede organisationer rammes, når regeringer med direkte og indirekte vold lægger græsrødder og organisationer i spændetrøjen. Nok så alvorligt er det, at det vækstlag af nye foreninger og grupper, som er demokratiets livsnerve, ikke får en chance for at vokse frem i lyset.
Ingen straf og ingen retsstat
Et af eksemplerne er Guatemala i Mellemamerika. Her forværrer kriminelle netværk i stigende grad situationen på menneskerettighedsområdet. De forbrydelser, der begås, efterforskes meget sjældent og retsforfølges endnu sjældnere – det vil sige, der er udbredt impunitet – altså straffrihed.
Organisationer, der arbejder med menneskerettigheder, retsvæsen, sikkerhed og dokumentation af tidligere forbrydelser under borgerkrigen, udsættes systematisk for trusler, chikane, overvågning og forfølgelser. Det er hovedsagelig væbnede grupper med tilknytning til militæret, der står bag overgrebene.
Forfølgelsen rammer også lokale organisationer i f.eks. konflikter om jord, hvor det ofte er lokale organisationer, kirken og menneskerettighedsforkæmpere, som går op imod mineselskaber eller storlandbrugsdrifter, hvor konflikten står om adgang til jord og ressourcer. Som eksempelvis i de store oliepalmeplantager i Petén-området eller minedrifterne i Izabal. Forfølgelser, trusler og også drab rammer både organisationer og kirker, hvor magthaverne ser dem som en potentiel trussel mod deres indtjening.
Dokumentation af overgreb er vigtig
I tilfældet Guatemala er det altafgørende at dokumentere de lokale problemer systematisk, og på det mere generelle plan er der brug for at styrke retsstatens uafhængighed i forhold til kriminelle netværk. En uafhængig retstilstand er altafgørende for at bringe landet ind i en positiv spiral.
I andre lande ser vi mere åbenlyse og tilsyneladende lovmedholdelige forsøg på at knægte organisationerne. Her udstedes love, som forlanger, at ngo’erne lader sig styre af statslige organer. Man forlanger, at menneskerettighedsorganisationer ikke modtager støtte udefra til deres arbejde for at dokumentere overgreb. Og græsrods-ledere sættes i fængsel i årevis uden dom.
Malawis præsident på vej mod autoritært styre
Et andet eksempel er Malawi i det sydlige Afrika, hvor præsidenten bevæger sig bort fra demokrati og hen imod et stadig mere autoritært styre. Præsident Bingu wa Mutharika har i løbet af 2011 dekreteret en række restriktioner i forhold til fredelige demonstrationer. Nu skal arrangører bl.a. betale et depositum, svarende til flere tusinde dollars for at få tilladelse til at demonstrere. Derudover har Malawis regering også givet sig selv magt til at forbyde medier, som (af regeringen) anses for ikke at gavne offentlighedens interesse.
Danmark kan spille positiv rolle
Det voksende pres mod de folkelige organisationer i mange u-lande virker endnu mere absurd, når vi samtidig ser, at globale og internationale organisationer i stigende grad inddrages i internationale konsultationer – bl.a. i forhold de store globale konferencer og i FN-systemet.
Danmark har længe haft nogle meget fremadskuende strategier for at skabe et positivt samspil mellem regeringer og civilsamfund om fælles udvikling. Og netop derfor har Danmark gode muligheder for at spille en positiv rolle for at støtte de folkelige organisationer, der nu er under hårdt pres.
En af metoderne vil være at sætte beskyttelse af civilsamfundet højt på dagsordenen ved højniveau-mødet om Aid Effectiveness i Busan i Sydkorea i november i år. Det er her, rammerne for den internationale udviklingsbistand skal defineres. Beskyttelsen af civilsamfundet bør skrives ind i slutdokumentet i Busan og i alle aftaler mellem giver- og udviklingslande.
