sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Livreddende grænsehandel
Print
Tusinder af palæstinenseres indkøbstur til Egypten viser, hvor desperat situationen er i det isolerede Gaza.
24.01.2008

Natten til den 23. januar sprængte Hamas-aktivister 17 huller i muren mellem Gaza og Egypten.

I løbet af et døgn skønnede FN, at omkring 350.000 mennesker havde krydset grænsen til Egypten for at købe alt fra livsfornødenheder til forbrugsgoder.

Lille lys i mørket

I det forløbne halvandet år har den fysiske og økonomiske blokade af Gaza forværret situationen for de 1,5 millioner palæstinensere, der bor i området.

De fleste hylder i butikkerne er tomme. Der er ingen elektricitet. Der er næsten ingen medicin.

Der er kun vand i hanerne en gang om ugen (pumperne, der pumper vandet rundt, er lukket det meste af tiden).

Selv stearinlys er Gaza ved at løbe tør for.

Børnedødeligheden stiger

Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere fortæller, at børnedødeligheden i Gaza er tre-doblet på to år. Antallet af fejl- og underernærede børn er stærkt stigende.

Mødre kommer til klinikkerne med deres underernærede børn uden at vide, hvordan de skal få råd til mælk til børnene.

Derfor arbejder Folkekirkens Nødhjælp på at etablere et ernæringsprojekt for børn under to år. Det ændrer de seneste dages dramatiske begivenheder og indkøbsmuligheder ikke ved.

Hvis situationen for alvor skal forbedres i Gaza så må det internationale samfund helt ændre politik overfor Gaza.

Behov for ny strategi

Nedbrydningen af grænsehegnet til Egypten viser, hvor desperat situationen er, mener Malene Sønderskov, leder af Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Mellemøsten.

Hun mener, at hvis man vil sikre, at Gazas børn ikke dør af helt basale sygdomme inden de fylder ét år - eller bliver underernærede med de varige skader, det kan få for dem senere hen – er det nødvendigt at finde en anden strategi for fred.

De seneste dage har tydeligt vist, at strategien med at fratage civile palæstinensere basale fornødenheder som mad og medicin ikke virker.

Den øger isolationen og elendigheden - og øger Hamas’ popularitet i Gaza, mener Malene Sønderskov.

Hamas popularitet vokser

Der er næppe en eneste palæstinenser i Gaza, der ikke støtter Hamas’ sprængning af muren til Egypten og det faktum, at palæstinenserne nu igen har adgang til mad og medicin.

Hamas’ popularitet gør det sværere for Folkekirkens Nødhjælps partnere at arbejde for kvinders rettigheder, for demokrati og for fred, fortsætter Malene Sønderskov.

Blokaden mod befolkningen i Gaza har medvirket til at øge – ikke svække Hamas’ popularitet – og dermed bragt området længere fra, ikke nærmere, på fred.

Og så har den gjort opvækstbetingelserne for en hel masse børn endnu sværere.

 

 

 

 


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne