|
| Gruppebillede af selvhjælpsgruppen Chermushki: ”Selvhjælpsgruppen Chermushki”. Foto: Henning Thomsen |
Sammenpresset i en lille stue, der er sparsomt opvarmet, sidder 10 ’babushka’er.
Sådan kalder man bedstemødre i russisktalende områder. De er alle med i Selvhjælpsgruppen Chersmushki i hovedstaden Bishkek i Kirgistan.
De fleste er af russisk afstamning, kun en enkelt er en lokal kirgiser, og sproget er russisk. De sidder sammen med en lille gruppe danskere, der med Folkekirkens Nødhjælp er på besøg for at studere brugen af selvhjælpsgrupper som instrument til at skabe menneskelige forhold for pensionister i Centralasien.
”Livet var meget nemmere i gamle dage, da vi havde Sovjetunionen” svarer de alle samstemmende på spørgsmålet om de savner de gamle dage.
Dengang var livet nemmere og priserne var lavere. Da kunne vi rejse til Moskva og besøge familien og tage tilbage igen med toget på en weekend. I dag har vi ikke råd til at rejse.
|
| Nærbillede af lederen af selvhjælpsgruppen Chermushki: ”Raya leder de 10 babushka’er”. Foto: Henning Thomsen |
Kirken som samlingspunkt
På spørgsmålet om alt var bedre svarer flere af kvinderne bestemt: ”Nej, for de lukkede jo kirkerne”, men de tilføjer resolut: ”Men nu vil regeringen i Kirgistan jo også forbyde alle andre kirker end de fire godkendte”!
Der går herefter lidt snak rundt i stuen om, hvilke kirker det er, der trues af den forestående reform, hvor den demokratisk valgte regering efter Tulipanrevolutionen i 2005 nu ønsker at få mere styr på, hvem der får lov til at fortsætte sine kirkelige aktiviteter.
Der tales også om, hvilke trossamfund, der er repræsenteret i gruppen. Der er flere russisk-ortodokse, men adventister og baptister er også repræsenteret. Én indrømmer, at hun nogle gange deltager i den russisk ortodokse, selv om hun er baptist, for den russisk ortodokse kirke ligger nærmere hendes hjem.
Hjælp fra Danmark
Selv om de materielle forhold er forværret, og den nye regering ikke har kunnet leve op til forventningerne, er der dog sket noget i de seneste år, der kalder smilet frem og får kvinderne til at føle, at livet trods alt er værd at leve. Ændringen kom, da de blev inviteret til at deltage i en selvhjælpsgruppe under et projekt, som er finansieret af ”BedsteHjælp” - Folkekirkens Nødhjælps samarbejde med Ældresagen om støtte til pensionister i Kirgistan. En af de lokale partnere til gennemførelsen af projektet er den lokale kirgisiske ADRA organisation.
Te, snak og sokker
De ti kvinder mødes nu til et ugentligt møde, hvor planlægger ”produktion og salg” af deres produkter. De fremstiller de dejligste vattæpper, sokker og andet varmt tøj, som i øjeblikket er meget efterspurgt under den strenge vinter. Derudover mødes de ofte til te og til en snak. Produktionen foregår hjemme i de enkelte medlemmers stuer.
Aktiviteterne som gruppen er hjulpet i gang med betyder, at de nu har en fælles fortjeneste, svarende til op imod en halv folkepension. Det er nu ikke noget meget stort beløb, for pensionerne er katastrofalt lave i landet, fra godt 100 til 300 kr. om måneden, bl.a. afhængigt af antallet af år på arbejdsmarkedet.
Råd til en bustur
De ekstra penge betyder et velkomment supplement til husholdningspengene og gør det muligt at have lidt luksus, som når de sammen tager på tur ud i landet. Det har de ellers ikke råd til. Kun få af dem får hjælp fra deres børn, som enten har svært nok ved selv at få råd til livets fornødenheder, eller som bor i Moskva eller i en anden fjern egn af det tidligere Sovjet.
Deltagelsen i selvhjælpsgruppen betyder også, at gruppens medlemmer kan deltage i kurser og foredrag om bl.a. jura med fokus på pensionisters rettigheder og om IT, madlavning, kunst og korsang. Desuden får de adgang til en lille kolonihave i den botaniske have og ikke mindst får de to gange om måneden en lille pakke med basale fødevarer fra projektet.
Nogen at tale med
Det allerbedste er at gruppens medlemmer har fået nogen at snakke med. ”Vi føler, at vi har fået en ny familie som vi kan tale fortroligt med” siger én af kvinderne. Det er de alle enige om.
En lidt yngre babushka i flokken indrømmer, at en af favoritterne blandt samtaleemnerne er mænd. Dem er der ellers ikke så mange af i byen, og ingen mænd er med i selvhjælpsgruppen. Mændenes gennemsnitslevealder er meget lav i forhold til kvindernes i Kirgistan som i andre dele af det tidligere Sovjet.
Den 70 årige ’babushka’ Raya, der er formand for gruppen, kom oprindeligt fra en kollektivfarm i Kazakstan. Hun flyttede senere til Kirgistan og arbejdede her som smed på en lokal fabrik i en halv snes år, før hun gik på pension. På spørgsmålet om, hvad gruppens største problem i dag er, svarer hun prompte: ”Spørg ikke om vore problemer. Jeg vil hellere fortælle om, hvad der er godt! Selvhjælpsgruppen er det bedste, der er sket i mit liv”.