Hvis ikke det er sandet, er det mudderet, man risikerer at sidde fast i, når man rejser rundt på landet i Zambia. Hvis man blot er på besøg og kører i 4-hjulstrukken bil, er det kun et spørgsmål om tid, inden man er omringet af 10-20 børn, unge og voksne, der gladelig tager fat med skovle, hakker, store grene og muskuløse arme i en times tid, eller hvad det nu kræver at få en ud af moradset. Den bibelske historie om præsten og levitten, der gik forbi den sårede mand på den øde vej mellem Jerusalem og Jeriko, gælder ikke her. Kristne værdier har slået rod og praktiseres side om side med traditionelle afrikanske værdier.
Men igennem erfaringen med at sidde fast bliver det også meget forståeligt, hvorfor bønder i Zambias landområder har svært ved at sælge deres overskudproduktion, hvis de formår at producere en smule ekstra. Bortset fra det lokale marked er der langt til afsætningssteder, og det er dyrt at fragte afgrøderne dertil. I Zambias vestlige provins vokser der fremragende ris, der kunne forsyne hele landet og lidt til, men i de sydafrikansk ejede supermarkeder i hovedstaden Lusaka finder man hovedsagelig ris af ringe kvalitet importeret fra Sydøstasien. Den fremragende lokale ris kommer sjældent frem på hylderne her.
Zambia, der er 17 gange større end Danmark med en befolkning på 12 millioner mennesker, er i besiddelse af et kæmpemæssigt landbrugspotentiale. Men indtil videre har regeringen ikke gjort meget for at sikre de støttemekanismer, som bønderne på landet har brug for, for at udnytte det store potentiale, der findes der.
Alligevel kæmper Maybin Kayombo og det landsbysamfund, han er del af, og som ligger på den anden side af den mudrede slette, hvor vi sad fast i en god times tid, for at forbedre deres kår og producere mere både til eget forbrug og til salg. En af hemmelighederne omkring større produktivitet er samarbejde og omlægning til bæredygtigt landbrug, så man bliver uafhængig af dyr kunstgødning, sprøjtemidler, mv., som er vanskelige at få adgang til. ’Women for Change’ (’Kvinder for Forandring’) har i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp arbejdet med denne landsby en række år for at bibringe dem et bevidsthedsniveau og et fælles engagement, der kan forbedre deres levevilkår.
Majbin Kayomos landsby, også kaldet Likunde gruppen, består af 78 medlemmer, hvoraf 45 er børn. 15 af disse er forældreløse, hvis forældre formodentlig er døde af AIDS. Midt i gruppen af traditionelle stråtækte hytter findes ’insakaen’ – et samlingssted under et stråtækt halvtag på pæle. Hver aften samles landsbyen her for at spise, dele erfaringer, diskutere, rådslå og træffe fælles beslutninger. Denne tradition er ikke gået tabt, selvom flere af hytterne nu har små sol paneler, der fremstiller nok strøm til lidt lys og lejlighedsvis TV-kiggeri. ’Women for Changes’ arbejde i denne landsby har bidraget til at styrke nogle af de gode fællesskabstraditioner og værdier, men har også ændret på nogle af de negative skikke. Tidligere var det kun kvinder, der måtte behandle og forædle kassava rødderne, som udgør grundfødevaren i disse lokalsamfund. Nu deles mænd og kvinder om arbejdet med at dyrke denne afgrøde, fragte den fra markerne i den ene fælles oksekærre, forædle den og lægge den frem til tørring på stråtagene i landsbyen. Landsbyen må stadigvæk nøjes med én fælles plov til at klargøre markerne, der ligger spredt vidt omkring.
Landsbyen har formået at gøre deres fødevareproduktion mere alsidig ved at grave nogle fiskedamme ved kanten af sumpen. Samme sted er de begyndt at plante grøntsager, som de kan vande hele året rundt ved hjælp af en enkel trædepumpe. Her har de også anlagt en demonstrationsmark, hvor bønderne fra naboområderne kan komme og se, hvordan man praktiserer bæredygtigt landbrug. De påtænker også at starte en produktion af sojabønner, der kan bruges til bio-brændsel industrien, eftersom adgang til jord ikke er noget problem. Men først må de spare op, så de kan købe endnu en plov. At blive økonomisk uafhængig og bæredygtig er så sandelig en lang og vanskelig kamp for landbysamfund som Likunde gruppen.