Danskerne beviste ved Danmarks Indsamlingen lørdag den 24. januar, at finanskrisen hverken har ødelagt budgettet eller de gode hjerter.
For hele 72 millioner kroner forærede det lille lands befolkning til fattige familier i Afrika.
Danmarks Radio og 12 humanitære organisationer, deriblandt Folkekirkens Nødhjælp, stod bag indsamlingen.
Pengene bliver fordelt mellem organisationerne og er øremærkede til 12 specifikke projekter, der alle bygger på hjælp til selvhjælp.
Tallene er endnu ikke endeligt opgjort, men Folkekirkens Nødhjælp regner med at modtage et sted mellem 9 og 10 millioner kroner.
”Der havde ellers været noget nervøsitet forud for indsamlingen, fordi vi tænkte, at finanskrisen måske ville påvirke folks lyst til at give. Men den frygt blev gjort til skamme. Og det flotte resultat viser en stærk vilje i befolkningen og i erhvervslivet til at hjælpe,” siger Connie Yilmaz Jantzen, national chef i Folkekirkens Nødhjælp.
Hjælp til det østlige Uganda
De penge, som Folkekirkens Nødhjælp får, går til at blandt andet at udvikle landbruget og undervise 6000 landbofamilier i det østlige Uganda.
Området har gennem de seneste år været alvorligt ramt af tørke og oversvømmelser, derfor er der stærkt brug for at udvikle nye stærke, dyrkningsmetoder og forebygge nye klima-udfordringer.
Det samlede indsamlingsresultatet i år er 6 millioner kroner bedre end den rekord på 66 millioner, som Danmarks Indsamling leverede sidste år.
