Hver gang en bil skaber en støvsky i den tørre røde jord, styrter familierne i landsbyen Giriftu i det sydlige Etiopien ud af deres hytter.
De håber, at det er en lastbil med mad eller en tankbil med vand. Men ofte er det den varme vind, som nådesløst leger med deres sultramte sind.
Der er helt stille. Indhegningerne til dyrene om natten har længe stået tomme. Et par tynde geder leder efter føde blandt visne grene og blade.
Brøndene er udtørret
De hundrede meter dybe brønde, som skal give vand til landsbyens 224 hyrde-familier og dyr, er for længst udtørret. Dyre kadavere og skeletdele ligger spredt omkring landsbyen.
Det er ikke første gang, at beboerne i Giriftu oplever en tørke. Men det er første gang, at den er så alvorlig. To regntider har svigtet. Der er ikke længere et bedre sted at gå hen med dyrene, hvor der er græs og vand. Når dyrene dør, er der ikke andet at leve af i det i forvejen barske klima.
Klimaforandringer spiller en stor rolle
I Etiopien sulter 4,6 millioner mennesker ifølge regeringen. Tæller man Kenya, Djibouti og Somalia med, sulter over 12,4 millioner mennesker på Afrikas Horn ifølge FN. Hvordan kunne det gå så galt – igen, igen?
Afrikas Horn er et af de områder, som er hårdt ramt af klimaforandringer. I det sydlige Etiopien viser meteorologiske målinger, at de tørre områder, hvor hyrdefolkene bor, vil blive oftere ramt af tørke.
Tidligere ramte tørken hvert 10. år, nu er der kun få år imellem, at tørker rammer, og det er ikke nok tid for hyrdefolkene til at komme på fode igen.
Et marginaliseret område
En anden årsag er, at området i forvejen er marginaliseret hvad angår støtte fra den etiopiske regering og internationale nødhjælps- og udviklingsorganisationer.
I den nordlige del af landet, som alle husker fra hungerkatastrofen i 1984-85, hvor op imod en million mennesker sultede ihjel, har regeringen sammen med vestlige donorer som USA, Storbritannien, EU og Verdensbanken udviklet et såkaldt sikkerhedsnet, hvor flere millioner kronisk sultne seks måneder om året får mad eller penge til at overleve.
Men i den sydlige del af landet er der store huller i sikkerhedsnettet. Området er marginaliseret både hvad angår infrastruktur og regerings-programmer.
Der er kun få udviklingsorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp i området, der kan sætte gang i udviklingen.
Derudover huser den sydlige Oromiya region også en oprørsbevægelse ligesom Somali regionen, der også er hårdt ramt af tørken. Den ligger i det østlige Etiopien ind mod grænsen til Somalia.
Hyrdefolket har sit eget politiske system men netop på grund af klimaforandringerne, og en politisering af grænsedragningen mellem Etiopiens regioner, er det blevet nærmest umuligt at opretholde den århundrede gamle livsstil, hvor hyrdefolket frit har kunnet bevæge sig i jagten efter vand og græs til deres dyr.
Alarmklokkerne ringede for et år siden
Allerede i august 2010 ringede alarmklokkerne i det sydlige Etiopien.
Men det har været svært at skaffe penge til at styrke det forebyggende hjælpearbejde til trods for, at det forebyggende arbejde er langt billigere og mere effektivt end nødhjælp, når katastrofen er sket.
Folkekirkens Nødhjælp arbejder i forvejen i mange af de berørte områder og gik allerede i begyndelsen af året i gang med at styrke indsatsen.
Den etiopiske regering har langsomt opjusteret tallene for, hvor mange der har brug for hjælp.
Hjælp til selvbestemmelse
Folkekirkens Nødhjælps egne observationer viser, at nøden stiger, og at der er brug for meget mere hjælp end først anslået.
Situationen i Etiopien er akut, men vi kan stadig undgå en hungerkatastrofe, som den vi ser i Somalia, hvis nødhjælpen kommer ud til alle i de berørte områder nu, og hvis internationale donorer, hjælpeorganisationer og den etiopiske regering er villige til i mange år at hjælpe hyrdefolket til at genopbygge det, de har mistet.
I sidste ende ligger løsningen i at styrke hyrdefolket til at være med til at bestemme deres egen skæbne i det etiopiske politiske system, da deres livsstil er alvorligt truet af klimaforandringerne.