Ifølge den israelske menneskeretsorganisation B'Tselem viser planerne for adskillelsesbarrierens linjeføring omkring Jerusalem, at Israel planlægger at omringe fem palæstinensiske landsbyer fuldstændig, så de afskæres fra såvel deres naturlige hovedby, Jerusalem, og fra resten af Vestbredden.
Veje kun for israelere
| Landsbyerne |
|---|
| Beit Hanina (1.400 indb) Bir Nabala (6.100 indb) al-Jib (4.600 indb) al-Judeira (2.100 indb) Qalandiya (1.200 indb) I alt mere end 15.000 personer |
I en rapport om adskillelsesbarrierens linjeføring dokumenterer B’Tselem desuden, at barrieren i dette område løber lige op til tre hovedveje (Route 45 North, Route 436 West og Route 404 East). Barrieren vil afskære indbyggerne fra at benytte vejene, der herefter bliver ”Kun for israelere”.
Ny israelsk park
Den sydvestlige del af barrieren rundt om enklaven følger skellet til den planlagte ”al Nebi Samuel Metropolitan Park”, som skal være rekreativt område for folk fra Jerusalem og nærliggende bosættelser. Byggeplanerne for parken er allerede godkendt.
Alternative palæstinensiske veje
”For ikke at isolere enklaven helt har Israel besluttet at anlægge to alternative veje som forbindelsesled til resten af Vestbredden. Den ene vej vil - ved hjælp af en tunnel under Route 45 - føre til Ramallah mod nord. Den anden vil – ved hjælp af tre tunneller og to broer - forbinde al-Jib med landsbyen al Bedew,” oplyser B’Tselem.
Ingen adgang til Jerusalem
Ifølge B’Tselem ”vil opførelsen af barrieren rundt om Bir Nabala enklaven krænke indbyggernes menneskerettigheder alvorligt. Først og fremmest vil barrieren adskille dem fra Østjerusalem, som altid har været den naturlige hovedby. Tusinderne af indbyggerne har israelske ID-papirer og dermed lovkrav på fri adgang til byen. Men i stedet for forbindelsen til Jerusalem planlægger Israel at påtvinge indbyggerne en kunstig forbindelse til Ramallah.”
Afskåret fra landbrugsjord og skolegang
Rapporten påpeger også, at indbyggerne i Beit Nanina al-Balad vil lide store tab både økonomisk, sundhedsmæssigt og ejendomsmæssigt. Byen bliver delt midt over, så den ene halvdel (New Beit Hanina) kommer til at ligge indenfor Jerusalems bygrænse, mens den anden halvdel kommer til at ligge udenfor. Mange familier splittes ad, og skolesystemet vil lide stor skade.
Rapporten konkluderer, at det største problem for indbyggerne i enklaven bliver adgangen til deres landbrugsjord udenfor barrieren.
Læs mere på B’Tselems hjemmeside.
