Øksen er slidt. Det samme er macheten. Aluva Amone, Bertha Kolarinya og Monica Vasco er i fuld gang med at hugge og skære grene i forskellige størrelser.
I Malawi er det kvindearbejde at samle brænde.
”Det er tydeligt, at kvinderne sagtens kan bruge noget bedre værktøj, og i det mindste, at det bliver slebet”, siger Pernille Højmark.
Hun er som ambassadør for ” Giv en ged kampagnen” på besøg i kvindernes landsby. Gennem to dage skal hun følge livet i landsbyen for at forstå og opleve vilkårene for indbyggerne.
Geder mod sult
I Leno bor der 263 mennesker. Leno ligger i Nsanje distriket i det sydlige Malawi.
Det er ét af de fattigste og varmeste områder i hele Afrika. Befolkningen her har oplevet at sulte blandt andet under hungersnøden i 2005.
Derfor har indbyggerne fået geder, så de kunne overleve. Projektet kører gennem Folkekirkens Nødhjælps partner i Malawi, Churches Action in Relief and Development (CARD).
Gederne har givet familierne fremgang. De har i dag geder, køer, grise og høns.
På en nærliggende mark hvor, landsbyens beboere tidligere så deres afgrøder visne, har CARD for et år siden opført et overrislingssystem, som drives af solpaneler. Anlægget sikrer dem majshøst tre gange om året og fylder gryderne med den traditionelle nshima majsgrød.
God pris
Mens kvinderne arbejder, bliver landsbyens sladder vendt. De tre kvinder griner højlydt, mens de hugger løs. Klokken er seks om morgenen, varmen er allerede ubønhørlig.
Brændet skal bruges til at tænde op med, så kvinderne kan tilberede dagens måltider over åben ild. Resten bliver solgt på markedet.
”Jeg samler brænde hver anden dag. Nogle gange kan man få en god pris for det på markedet, det afhænger af udbuddet,” fortæller Monica Vasco, hun er 36 år og har seks børn.
En lille stak
|
| Pernille Højmark får et indblik i hverdagslivet. |
Da kvinderne har samlet en stak sammen hver, skal brændet bindes sammen og bæres hjem. Kvinderne i Malawi bærer alt på hovedet.
Pernille Højmark forsøger at løfte ét af bundterne.
”Hold op, jeg kan næsten ikke løfte det. Den her stak vejer omkring 50 kilo. Hvordan kan de gå med det på hovedet, det er utroligt,” erklærer Pernille.
Mens Pernille Højmark kæmper med brændestakken, morer kvinderne sig højlydt over hendes anstrengelser. Det er god underholdning.
Aluva Amone pakker en mindre - og betydeligt lettere – brændestak til Pernille, som hun lettere kan bære hjem til landsbyen.
Dyb respekt
Så går turen tilbage gennem det afsvedne landskab. Et enkelt baobab-træ står majestætisk og troner.
Monica Vascos tre-årige søn vil pludselig ikke længere gå selv. Hun løfter ham op og bærer både ham og brændestakken hjem.
”De er utroligt stærke de kvinder, og seje. Jeg har dyb respekt for dem, og det arbejde de udfører,” siger Pernille Højmark.
”Det her er et kontinent, hvor naturen råder, og man kan føle sig så uendeligt lille. Projekterne her i landsbyen giver i den grad mening,” siger hun.