|
| Mary Atori glæder sig over, at der nu er en velfungerende sundhedsklinik i Acowa, hvor både voksne og børn kan få hjælp og behandling. |
"De er kun to uger gamle," siger faren, der sidder med sin lille pige i armene. Tvillinger.
"Barnet der er vores lille dreng – den anden tvilling," smiler han og peger stolt på sin kone ved siden af.
Ligesom de mange andre nybagte mødre og fædre sidder parret under det store mangotræ ved siden af sundhedsklinikken i landsbyen Acowa i det nordlige Uganda.
Der finder de skygge for den skarpe middagssol, mens de venter på, at det bliver deres tur til at få deres små børn vaccineret.
Familierne er afslappede og glade. For den korte tur fra hjemmet til klinikken var hurtigt overstået, og de er trygge ved, at der er vacciner nok til alle de ventende babyer.
Men sådan har det ikke altid været i Acowa, siger Mary Atori.
Hun er valgt af landsbyens råd til at være såkaldt frivillig monitor. En frivillig monitor holder øje med de offentlige institutioner.
"Førhen var der ingen klinik her i området. Vi måtte gå mange kilometer til den nærmeste sundhedsklinik for at få vores børn vaccineret, og ofte var der ingen vacciner, når vi nåede frem," fortæller 50-årige Mary Atori.
Der er 10 frivillige monitorer på egnen omkring Acowa.
Hver anden uge mødes de for at dele erfaringer og fortælle hinanden om de bekymringer og problemer, som de hører om i deres landsbyer.
Derefter deler de sig i mindre grupper og går på inspektion i sundhedsklinikken, på skolerne, ved nyanlagte veje, i offentlige kontorer og ved landsbyens brønd.
Hvis noget ikke fungerer efter loven og hensigten, indberetter de det til de lokale myndigheder.
I Acowa var sundhedsklinikken førhen en halvtom bygning uden møbler.
Men siden Mary og de andre monitorer begyndte at komme på hyppige besøg, er der sket mange ændringer.
"Før var der hverken vinduer eller møbler i sundhedsklinikken, toiletterne var uhygiejniske, og der var ikke personale nok. Sygeplejersken kom, når det passede hende, somme tider først op ad dagen," fortæller Mary Atori.
”Vi rapporterede til den lokale myndighed, hver gang vi var på inspektion. Og nu er der senge på fødestuen, klinikken har fået bevilget træ til at bygge møbler, og sygeplejersken møder hver dag klokken syv."
Førhen ville der kun være medicin til ganske få, og den ville ikke blive ligeligt fordelt af personalet. Nu er der sørget for mere medicin, og når den bliver leveret til egnen, bliver en af monitorerne tilkaldt.
"Så tæller vi, om der er kommet det, som vi har ret til, og sørger for, at medicinen bliver ligeligt fordelt imellem de forskellige klinikker i området ud fra befolkningstallet. Selv aids-medicinen er der kommet mere af nu, og vi sørger for, at den bliver bragt til en sundhedsklinik i nærheden af de hiv-positive,” forklarer hun.
Monitorer får opbakning
Mens Mary fortæller, kommer en dame fra landsbyen hen og hilser på.
Mary griner højt og holder damens hånd, og lidt efter vinker hun glad farvel:
”Folk her er så glade for vores arbejde, de kan se, at de har fået bedre services nu,” siger Mary, der er mor til ni børn og derfor har rigeligt at se til, nu da hun også er blevet en kendt dame i sin landsby, fordi hun er monitor.
Men hun får god støtte fra sin mand:
”Min mand siger til mig, at det er godt, det jeg gør. Han kan se, hvor glade vores naboer er i landsbyen," fortæller hun og smiler.
Rettigheder i radioen
Som en del af projektet har monitorerne hver uge en times udsendelse i den lokale radio i Soroti, som er den nærmeste større by.
For nylig var Mary Atori med i en udsendelse for at diskutere services i sundhedsklinikkerne.
Hun talte om arbejdet som monitor og om befolkningens ret til sundhedsklinikker med kvalificeret personale, med ret til god behandling, tilstrækkelig og retfærdig fordelt medicin og til godt udstyr.
"Jeg troede ikke jeg kunne tale i en radio, men fordi jeg er blevet en del af gruppen og har fået træning føler jeg mig nu mere sikker. Selv en læge ringede ind for at sige, at han var glad for vores arbejde, og at han håbede, at vi ville fortsætte med at gå på inspektion".
Fulde skolelærere
|
| Mary cykler rundt i området på den cykel, som hun har fået af monitor-projektet, så hun kan nå ud til alle. |
I Uganda er der i princippet gratis skolegang til alle børn.
Men kvaliteten af undervisningen er ofte ringe på de offentlige skoler, og for mange forældre er det svært at finde ud af, hvad gratis uddannelse egentlig betyder, og hvilken service deres børn har ret til.
De penge, som kommer fra staten til skolerne, går gennem flere led – og blandt andet derfor kan det være svært at gennemskue, hvad pengene går til.
Skolerne er ofte i dårlig stand, mangler kvalificerede og seriøse lærere og er præget af enten alt for mange elever på for lidt plads eller af fraværende elever og lærere.
”På en skole var der hverken bilag eller kvitteringer, der kunne dokumentere, hvordan pengene fra staten var blevet brugt. Vi forklarede dem, at det er vigtigt, at de altid holder regnskab med forbruget for at kunne dokumentere, hvad pengene er brugt til. Ved det næste besøg var skolen begyndt at føre regnskab og havde overblik over forbruget. På en opslagstavle på skolen kan forældrene nu se, hvad pengene går til," fortæller Mary Atori.
"Da vi besøgte skolerne her i området, så vi, hvordan mange af lærerne sad og drak alkohol i stedet for at undervise børnene. Børnene gik ikke regelmæssigt i skole, så vi talte med skolens ledelse om, at det er vigtigt at have kvalificeret undervisning, og vi gav lærerne gode råd om ikke at drikke alkohol i skoletiden.”
”Skoleinspektøren på en af skolerne sagde til os, at han var så glad for det, vi gjorde. Nu ringer han til os, når der er møder på skolen, og vi får mulighed for at fortælle om vores hverv og om ideen med det.”
Monitorerne cykler rundt i området på cykler, som projektet har givet dem.
Først skole – så kærlighed
På landet i Uganda er det ofte et stort problem af få unge piger til at gå i skole, fordi det kulturelt er mere normalt for piger at arbejde derhjemme og blive gift meget tidligt. Uddannelse er derfor sjældent en prioritet blandt forældrene.
Monitorerne prøver at påvirke denne norm, så også piger kan få en uddannelse.
Derfor taler Mary specifikt med pigerne, når hun er på inspektion på skolerne:
”Jeg fortæller pigerne om, hvor vigtigt det er, at de går i skole og venter med at få kærester, til de har en uddannelse,” forklarer Mary Atori.
Respekt for monitorer
| Sådan hjælper Folkekirkens Nødhjælp |
|---|
| For at gøre borgerne bevidste om deres rettigheder og for at sikre befolkningen de offentlige ydelser, den har ret til, lancerede Folkekirkens Nødhjælps partner, Church of Uganda, i 2008 et treårigt projekt med fokus på "lokalbaseret overvågning af offentlige ydelser". Church of Uganda arbejder i dette projekt tæt sammen med lokalbefolkningen og de ugandiske myndigheder for at forhindre korruption. |
"Før i tiden når nogle personer fra myndighederne kom for at sige til folk, hvad de skulle gøre, fortsatte folk med det, de var i gang med, når myndighedspersonerne var ude af syne igen. Børnene gik ikke i skole, og lærerne var ikke seriøse.”
”Men fordi vi monitorer bor i landsbyerne, har folk ingen undskyldning. Når børnene ser mig eller en af de andre monitorer, så løber de af sted til skolen. Folk i landsbyen respekterer os mere end de lokale myndigheder, fordi vi bor sammen og er tæt på hinanden,” forklarer Mary.
"Når jeg går forbi skolen, kalder pigerne på mig og klapper i hænderne og spørger, om jeg ikke snart kommer igen. Jeg har ikke nogen uddannelse, men den træning jeg har fået i monitoreringsgruppen har lært mig, at jeg kan mere, end jeg troede – og at vi har nogle rettigheder og krav på nogle ydelser,” forklarer Mary Atori og smiler, så man kan se mellemrummet mellem hendes hvide tænder.
Et håb for fremtiden
|
| Kvinderne i Acowa vil gerne, at Mary bliver på sin post som monitor, så byen fortsat har en stærk fortaler for borgerrettigheder. |
"Kvinder i min landsby siger, at jeg skal blive ved med at gøre mit arbejde, så vi kan få ordentlig behandling på vores klinik, så vores børn kan blive ved med at gå i ordentlige skoler, og så vi kan drikke rent vand fra brønden. Mit arbejde har ændret deres måde at være på. Flere af kvinderne vil gerne være med i vores gruppe.
Det er godt, for der er brug for, at vi kommer ud i endnu flere landsbyer. I min gruppe er vi ti, men i alt er vi 84, som arbejder i tre distrikter,” siger Mary og pointerer, at hun har fået mange nye venner blandt monitorerne.
”For nylig besluttede vi os for at registrere os som en forening hos de lokale myndigheder. Det giver mig håb og tro på, at vores arbejde kan fortsætte i fremtiden, for på den måde får vi endnu mere respekt fra de lokale myndigheder".
Tekst og fotos: Mai Gad