Zambias præsident, dr. Levy Patrick Mwanawasa, døde den 19. august på et militærhospital i Paris, 59 år gammel. Hertil var han blevet evakueret efter at han var blevet ramt af en hjerneblødning under AU-topmødet (Den Afrikanske Union) i Egypten i begyndelsen af juli.
I de syv uger, der forløb siden han blev sygdomsramt, blev den zambiske befolkning holdt hen i uvished om præsidentens helbred og landets skæbne.
Aviserne var spækket med annoncer, der ønskede, at præsidenten måtte komme sig hurtigt og vende hjem som landets leder. Hele nationen bad for præsidenten. Men ellers åndede alt fred i Zambia.
Usikkerhed om fremtiden
Bag kulisserne skabte præsidentens sygdom – og død – stor usikkerhed om, hvem der skulle overtage arven fra en præsident, der havde gjort sit til at bekæmpe korruption, havde påbegyndt arbejdet med en ny forfatning og havde sikret landet større indtægter fra kobberforekomsterne.
Hvor langt disse tiltag ville have bidraget til at befri den to tredjedele af Zambias befolkning fra den yderste fattigdom, er usikkert. Men endnu mere usikkert er det nu, hvem, der vil følge i det spor, som præsident Mwanawasa udstak igennem sine syv år som præsident.
Foreløbig er der erklæret 21 dages landesorg. Præsidenten vil blive ført landet rundt, så mange vil få lejlighed til at tage afsked med ham inden begravelsen, der finder sted d. 3. september.
I hovedstaden Lusaka forekommer sorgen ægte: mange mennesker går klædt i sort, og der fældes mange tårer rundt omkring. Hver dag er en ny kirke ansvarlig for bønnerne for præsidentens sjæl.
Største bekymring er mad på bordet
Ude på landet ser det lidt anderledes ud. Forleden spurgte jeg nogle kvinder fra Women for Change, en af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere, hvad de mente om præsidentens død.
Det var tydeligt, at deres eneste bekymring var, om de ville få mad på bordet til deres familie. Sidste regntids oversvømmelse havde ødelagt en stor del af deres høst, og de var ikke forvænte med, at myndighederne kom dem til hjælp – uanset præsidentens navn.
Inden for 90 dage vil hele befolkningen – i by og på land – få mulighed for at stemme om en ny præsident.
Man må håbe, at Zambias motto fra den første præsidents tid ”Et Zambia – en nation” kan opretholdes igennem krisen, og at en ny præsident kan holdes fast på, at kampen mod fattigdom må have højeste prioritet i dette et af Afrikas fattigste lande.
Uffe Gjerding, regional repræsentant i Zambia