Det er i en tid med dramatisk stigende fødevarepriser, klimaforandringer og store problemer i Afrika med at nå 2015-målene og halvere fattigdommen, at regeringen har nedsat en Afrika Kommission.
De emner er blandt de helt centrale udfordringer for kommissionen, der har fokus på beskæftigelse og ungdom. Fødevareproduktion og fattigdomsbekæmpelse kan nemlig kombineres til en fremadrettet dagsorden for landbrugsudvikling, vækst og beskæftigelse i Afrika.
Landbruget er helt afgørende for beskæftigelse, vækst og fattigdomsreduktion i Afrika. I Afrika syd for Sahara er 2/3 beskæftiget i landbrugssektoren. Landbruget alene står for 1/3 af væksten og en stribe af de seneste års vækstsucceser i Afrika.
Det er afskårne blomster, frugt og grønt, fair trade kaffe og mange andre produkter. Halvdelen af alle dem der er beskæftiget på landet er kvinder, der driver deres eget landbrug. Den afrikanske landmand er, i udpræget grad, en kvinde.
Vigtigt er det også, at der er stærke koblinger fra landbruget til resten af økonomien. Landbrugsudviklingen i Afrika er derfor tæt forbundet med industrialisering og erhvervsudvikling i Afrika. Sådan har det også været i Danmark.
Novo Nordisk startede og voksede for snart 100 år siden på grund af leverancerne af bugspytkirtler fra den voksende svineproduktion. Danisco er i dag en vidtforgrenet og succesrig virksomhed, der er bygget op på grund af den danske sukkerproduktion (og de europæiske sukker-subsidier!).
Carlsberg byggede på den gode danske maltbyg. Sådan kunne man blive ved. Og sådan er det også i Afrika.
Hvis indkomsten i landbruget i et fattigt land stiger med 1 krone stiger indkomsten i hele samfundet typisk med 2-2½ krone. Det er fordi landmanden eller kvinden går over til den lokale smed og køber en ny hakke, investerer i et bliktag til huset eller køber tøj til ungerne. Det sætter gang i økonomien og det skaber arbejdspladser.
Industrialisering og landbrugsudvikling hænger tæt sammen.
Muligheden for at bruge landbruget i Afrika til at skabe vækst, arbejdspladser og til at reducere fattigdommen er større end nogensinde. Tidligere tiders helt urimelige beskatning af landbrugssektoren i Afrika (gennemsnitlig beskatning på 45% af afrikanske landmænd i 1980’erne) har været alt-ødelæggende for landbrugsudviklingen, men er nu markant reduceret.
De økonomiske og politiske betingelser i de afrikanske lande er stærkt forbedrede, med lavere inflation og større stabilitet. Og ikke mindst betyder de høje fødevarepriser både, at landbrugsudvikling er en barsk nødvendighed, men også, at en unik mulighed. Det kan, for første gang i årtier, virkeligt betale sig at investere i øget landbrugsproduktion.
Landbruget i Afrika er også helt afgørende, hvis vi skal reducere fattigdommen. Over 80 % af Afrikas fattige bor på landet, og de fleste er afhængige af landbruget. Vækst i landbrugssektoren er 2-4 gange mere effektivt i at reducere fattigdommen end vækst i andre sektorer.
Der er derfor store muligheder, men også enorme udfordringer. Størstedelen af Afrikas fattige landbefolkning lever i områder uden velfungerende infrastruktur, vejene er dårlige, hvis der overhovedet er veje, de lokale markeder fungerer ikke, landmændene har ikke adgang til lån, og manglende konkurrence på de lokale markeder gør kunstgødning meget dyrt.
Højtydende afgrødesorter er ikke til rådighed. En stor del af befolkningen på landet er syge og har ikke adgang til sundhedspleje. Der mangler skoler og adgang til rådgivning om forbedrede produktionsmetoder. Klimaforandringerne sætter allerede i dag barske spor med flere og kraftigere tørker og oversvømmelser.
Det er derfor yderst vanskeligt at producere nok mad til at dække familiens behov for slet ikke at tale om at sælge fødevarer. En stor del af de fattige på landet kan end ikke dække eget behov, og de høje fødevarepriser rammer også dem hårdt.
Sult og underernæring rammer, ikke alene de fattige i byerne, men også mange af de fattige på landet.
Derfor er det afgørende, at satse langt mere markant på udvikling i landområderne i Afrika. Der skal investeres i infrastruktur, veje, kommunikationsteknologi og lager-faciliteter.
Det er afgørende med en øget beskyttelse af den private ejendomsret. I mange afrikanske lande er der stadig usikre jordrettigheder og arverettigheder, der blokerer for at landmanden tør, kan og vil investere i jordforbedringer, kunstvanding og som blokerer adgangen til lån.
Der er et akut behov for fattigdomsorienterede jordreformer.
Det er vigtigt med en stærkere organisering af landmændene, så ikke mindst de fattigste landmænd kan stå stærkere, når de sælger deres varer og køber såsæd og input.
Der er brug for stærkere finansielle systemer, banker, mikrofinans institutioner og forsikringsordninger som kan øge opsparingen, investeringerne og væksten.
Der er brug for incitamenter til bedre beskyttelse af natur og miljø også i det afrikanske landbrug. Helt som vi i Europa betaler landmændene for natur-initiativer, er der behov for det i Afrika.
Og der er brug for at styrke kvindernes rolle og placering. Forskning viser, at hvis kvinder havde samme adgang til jord, kredit og ressourcer som mænd, ville produktionen stige med 6-20 procent.
Der skal investeres massivt i uddannelse. Den mandlige befolkning på landet i Afrika har i gennemsnit gået under fire år i skole - kvinderne under tre år. Øget uddannelse vil øge produktiviteten, fremme rådgivning og udbredelsen af ny teknologi, og bidrage til øget produktudvikling og forarbejdning af landbrugsprodukter - blomster, frugter, mejeriprodukter.
Der skal sættes langt flere penge af til forskning og udvikling i landbruget. Lande som Kina og Indien har tredoblet investeringerne i landbrugsforskning og udvikling over de seneste år, men i Afrika er beløbet steget med under en femtedel og endda faldet i halvdelen af landene.
Resultatet ses tydeligt i stagnerende udbytter for korn. Det er en regulær katastrofe. Landbrugsforskningen i Afrika skal stige med mindst 10 procent om året frem til 2015 og nå mindst 1,5% af den samlede produktionsværdi i landbruget.
Støtten til de internationale forskningscentre skal tilsvarende øges markant. Hvis resultaterne af forskning og udvikling skal nå ud til de fattigste landmænd, er det afgørende, at de ikke fordyres af blokerende patenter og sortsbeskyttelse.
Der er brug for reformer i vores del af verden også. De rige landes landbrugspolitik har stadig skadelige følgevirkninger for verdens fattige lande. Afskaffede vi handelsbarriererne og subsidierne i det europæiske og amerikanske landbrug ville prisen på f.eks. bomuld stige med 21% til gavn for bomuldsproducenterne især i Vestafrika.
Vi skal støtte verdens fattige landmand, så de kan overholde de mange nye standarder - fra miljø til sundhed - og dermed få adgang til de internationale markeder.
Skal det lykkedes, er der brug for markante investeringer.
I dag udgør investeringerne i landbrugsudvikling i Afrika kun omkring fire procent af de samlede offentlige udgifter, halvdelen af niveauet i de fleste andre regioner. Det tal skal øges til mindst 10 procent.
Beskatningen skal reduceres yderligere, og en stribe barrierer for investeringer i landbruget skal væk. I flere fattige lande, vil det endog være fornuftigt med målrettede og veltilrettelagte subsidier.
At fremme investeringerne i landbrugssektoren i Afrika er også de rige landes ansvar. Landbrugets andel af den samlede udviklingsbistand er alt for lille, og har været vigende i mange lande. Der er behov for præcis det modsatte.
Hvis en sådan satsning havde været fulgt gennem de sidste 30 år, ville de afrikanske landmænd have øget deres produktion, og vi ville ikke have, de meget høje priser, vi har i dag.
Men endnu vigtigere er det, at mange millioner familier på landet i Afrika, som fortsat lever i yderste fattigdom ville være sluppet ud af fattigdommen. Forsøg på, at skabe vækst, udvikling, arbejdspladser og bekæmpe Afrikas fattigdom uden landbrugsudvikling vil mislykkes.