sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

”Land-grabbing” er hverdag i Cambodja
Print
”Ægtepar skudt under en voldelig landrydning”, ”Landrettigheds-aktivisters børn holdes som gidsler”, ”Landsbyboere går til angreb på maskineri i konfrontation om land”. Stort set hver dag kan man læse lignende overskrifter i de Cambodjanske aviser. Land er et Cambodjas største problemer.
20.12.2007

© Maia Kahlke Lorentzen
Bønder fordrives

Over 80% af Cambodjas befolkning bor på landet og lever først og fremmest af landbrug. De færreste har dog papir på det land de lever på og af. Dels har mange overtaget landet uofficielt i kølvandet på de turbulente år med Khmer Rouges rædselsregime fra 1975-79 og den efterfølgende borgerkrig i 80’erne, der gjorde at enorme dele af den Cambodjanske befolkning blev internt fordrevne eller måtte flygte. Dels er der ikke tradition for at registrere sit land ud i Cambodjas provinser.

Derfor er situationen for den fattige og landløse del af Cambodjas befolkning ekstremt ustabil. Store grupper af bønder bliver hver dag fordrevet fra de land de har dyrket siden 80’erne, fordi større virksomheder eller investorer opkøber landet og får de lokale autoriteter til at smide dem ud. Tvangsrømninger og ”land-grabbing” er hverdag i Cambodja.

Systemet er problemet

Sam Vineath, der er projektleder for Folkekirkens Nødhjælps partner Lutheran World Federations (LWF) projekt i Kompong Chhnang provinsen, har problemer om land-grabbing inde på livet hver dag i sit arbejde med områdets fattigste.

”Problemet har rod i systemet i Cambodja. Landsbyerne er dårligt organiserede og folk kender ikke deres rettigheder. Det ligger i den Cambodjanske kultur at have respekt og frygt for dem med magt. Når retssystemet så samtidig ikke er uafhængigt og lovene ikke håndhæves af myndighederne, så er der grobund for at dem med magt og penge tager det de vil have fra de fattigste. Og lige nu ser vi at de tager deres land.”

Børn af aktivist arresteret

Landkonflikterne ender ofte i brutale sammenstød mellem de fortrængte beboere og myndighederne. I november endte en rydning af et landområde med at politiet skød og dræbte et ægtepar, der prøvede at forhindre gravkøer i at jævne deres hus med jorden. I Kompong Cham provinsen har Sray Horn, der er medlem af oppositionspartiet Sam Rainsy Party, hjulpet en gruppe bønder med at få 431 hektar tilbage fra en gummiplantage der uretmæssigt har overtaget landet. Han står nu selv under anklage for land-grabbing og er gået under jorden i Phnom Penh. Myndighederne i Kompong Cham har nu arresteret hans børn, da de ikke kunne få fat på ham og hans kone.

Lovgivning har ringe effekt

Ifølge Sam Vineath fra Lutheran World Federation er fortsatte protester mod land-grabbing fra befolkningen den bedste vej frem, selvom det ofte kan være farligt for folk.

”I LWF prøver vi både at lære befolkningen om deres rettigheder og at stå fast på deres sag overfor myndighederne. Men vi prøver også at få myndighederne til at forstå deres ansvar overfor befolkningen og til at overholde de gældende love.”

Cambodja har nemlig en landlov der på papiret beskytter mod land-grabbing og rømninger uden rettergang. Mekh Sokhan fra ”NGO Forum on Cambodia”, der arbejder blandt andet med landrettigheder, siger om landloven: ”Cambodja har en udmærket landlov. Men den implementeres ikke af myndighederne, og domstolene er kontrolleret af eliten. Så loven gør ikke nogen forskel for dem der er fattige.”

FN's udsending kritiserer Cambodjas regering

Men selvom der lige nu er international kritik af Cambodjas regering er det svært at få øje på forandringer. FN's specielle udsending, Yash Ghai, besøgte en gruppe bønder fra en minoritetsstamme i Ratanakiri, som anklager forretningskvinden Keat Kolny, finansministerens søster, for at have taget 430 hektarer fra dem for at udvide sin gummiplantage. Under Yash Ghais besøg forsøgte de lokale myndigheder at afbryde mødet og tog billeder af de tilstedeværende. Efterfølgende lancerede Yash Ghai en kritisk rapport hvor han skyder med skarpt på den Cambodjanske regerings manglende indsats for at beskytte de svagestes rettigheder til land, men han kritiserer også de internationale donorers manglende krav til regeringen om handling. Flere ministre reagerede med raseri og premiereminister Hun Sen var personligt ude og tage afstand fra Yash Ghai, som han kaldte en useriøs langtidsturist. Det er således uvist om kritikken får nogen effekt på myndighederne.

Folkekirkens Nødhjælps partner, menneskerettighedsorganisationen LICADHO, bakker dog, som flere lokale organisationer, op om kritikken og mener at de internationale donorer skal være mere kritiske over for regeringens manglende indsats mod land-grabbing.

Af Maia Kahlke Lorentzen, info.cambodia@dca.dk


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne