Kooperativet sikrer kvinderne en indtægt, deres familier mad på bordet og en vision om, at lenca-kvinder kan skabe forandring i det vestlige Honduras, hvor vi følges med Marcelina Rubio ud i bjergene til kvindernes køkkenhaver.
Marcelina Rubio løber. Lille og spændstig og med et lidt sammenbidt udtryk i ansigtet ser hun hele tiden fremad for at tjekke, at hun ikke får grene i hovedet på den smalle sti.
Hun er hele tiden mindst ti skridt foran den lille gruppe, som hun fører ad den smalle bjergsti - op og ned ad stejle bjergskråninger.
Gruppen traver af sted efter hende, forsøger at holde hendes tempo og pejler kursen efter hendes blå arbejdsskjorte, der forsvinder i det grønne.
Sveden perler, mens høje træer og buske indimellem giver dyb og svalende skygge. Selv oppe i flere hundrede meters højde i bjergene i vestlige Honduras, hamrer solens stråler ned.
Vand og væksthus
Det ses også tydeligt på de store køkkenhaver, som vi når frem til efter en halv times vandretur. Der, hvor vandslangesystemet endnu ikke har spredt sine livgivende dråber, er jorderne udtørrede.
Da Marcelina i rask trav bevæger sig igennem de snorlige rækker af kål- og salathovedet, radiser, bønner og løg, rejser der sig små støvskyer fra hendes skridt.
Køkkenhaveprojektet ligger spredt ud over et par kvadratkilometer i bjergene uden for byen Marcala i det vestlige Honduras.
Midt i det hele står et væksthus, tømret sammen af trærafter og hvid plastic. Væksthuset bruges til at frøså til nye spirer af forskellige grøntsager, som prikles ud og sættes i jorden, når de er klar til det.
I dag er kun et par kvinder på arbejde i marken og i væksthuset for at passe den daglige drift. Når det er høsttid, arbejder kvinderne i en slags skiftehold i både køkkenhaver og i aloe vera-høsten.
Aloe vera-økologi
Markerne med grøntsager ligger omkranset af skov på den ene side, mens hundredvis af strittende aloe vera-planter står op ad bjergskrænterne på den anden side.
Aloe vera planterne ser ud til at trives fint i bjergklimaet og i de soltørrede jorder. Mange af planterne er ”plukkemodne” – de står i blomst; fra midten af planten vokser en ranglet stængel, der bærer gul-orange blomster.
”Men blomsten har vi endnu ikke funder ud af, om vi kan bruge til noget. Så vi brækker den af, inden vi høster aloe vera-plantens blade, som vi producerer forskellige økologiske produkter af som shampoo, sæbe og creme,” fortæller Marcelina Rubios.
Hun er vant til at knokle, men har i modsætning til en del af de andre lenca-kvinder i kooperativet gået i skole og lært at læse og skrive som barn.
”Jeg sluttede 6. klasse, men siden har jeg arbejdet hårdt fra jeg var 12 år - i markarbejde, i kaffehøsten, tøjvask for andre, salg af brød og småbagværk – alt sammen for at hjælpe til med at skaffe mad på bordet derhjemme.”
| Oprindelige befolkning |
|---|
|
Folkekirkens Nødhjælp støtter COMUCAP (Sammenslutningen af Bondekvinder i La Paz). Kooperativet har 256 lenca-kvinder som medlemmer. |
Træning i landbrug og kvinders rettigheder
I dag har Marcelina Rubio sin egen familie på seks børn at forsørge sammen med sin mand, som hun blev gift med som 15-årig.
Marcelina har via kvindekooperativet fået træning og uddannelse inden for smålandbrug og i kvinders rettigheder.
Hun har sammen med en del af de andre kvinder i kooperativet frigjort sig fra de snærende og undertrykkende traditioner, der er i mange af de fattige små lenca-samfund, og som for eksempel byder en kvinde, at hun skal spørge sin mand om tilladelse til at forlade hjemmet og sin landsby.
Adgang til jord og kreditter
De sidste mange år har Marcelina Rubio arbejdet i kvindekooperativet som ”landbrugsudvikler.”
Det vil sige, at hun er ansvarlig for den videre udvikling og drift af køkkenhaverne og aloe vera-produktionen og er samtidig med til at træne andre kvinder i kooperativet.
Marcelina tager indimellem vandreturen på knapt to timer fra sin landsby om morgenen og ud til kvindekooperativets jord, der ligger i bjergene ved Marcala i La Paz-provinsen.
”Jeg er altid i småløb – af sted, af sted, men når jeg skal hjem er det som regel med bussen, som kommer og henter os om eftermiddagen, siger hun smilende.
Alle kvinderne, der er med i kooperativet COMUCAP, er organiseret i 16 mindre grupper, som kommer fra små landsbyer, der ligger spredt ud i bjergene i de fire små kommuner Marcala, Chinaclá, Santa Elena og Cabañas i La Paz-provinsen i det vestlige Honduras.
Flere af grupperne har fået adgang til mikrokreditter, og kooperativet har kunnet opkøbe en del af jorderne, hvor køkkenhaverne og aloe vera-planterne gror.
Tekst og fotos af Linda Nordahl Jakobsen